’Tæt på sandheden med Jonatan Spang’: Jon Stewart har endelig fået en værdig dansk arvtager

»Der findes mange danske magthavere at lave politisk satire over. Problemet er bare, at de ‘tykke jyder’ er for fristende. For hver gang der er en magtfuld borgmester, står de tykke jyder lige bag ham og skriger. Og det kræver altså en stålvilje ikke at lave fis med dem i stedet«, sagde Anders Lund Madsen, da vi i foråret 2014 – i Soundvenue #85 – spurgte, hvorfor Danmark endnu ikke havde fået et politisk satireformat af Jon Stewart’sk tilsnit.

Artiklen ledte op til, at John Oliver hævede barren yderligere i amerikansk sammenhæng med det ugentlige ’Last Week Tonight’. Og her tre år efter kommer så det første rigtigt vellykkede danske bud i genren med Jonatan Spangs DR2-talkshow ’Tæt på sandheden’, der nu har to programmer på bagen og åbenlyst helst vil gøre grin med dem, der sidder på magten.

Mange har på dansk grund forsøgt sig med politisk satire et sted i krydsfeltet mellem Stewart, ’SNL’s Weekend Update og åbningsmonologerne fra de klassiske late night-shows a la Letterman og nu Fallon, Kimmel og resten af slænget. Clement Kjersgaard, Lasse Rimmer, Anders Lund Madsen, Reimer Bo (…), Michael Schøt – sidstnævnte vel nok med størst kontinuerlig succes på et skrabet budget og i egen distributionskanal, hvilket sætter nogle naturlige begrænsninger.

Mens Stewart, Colbert og Oliver tordnede derudaf, savnede man dog mere og mere en intelligent dansk vinkel. Men pludselig kom den politiske satires frelse fra en uventet kant, nemlig ’Den Korte Radioavis’, der har bevist, at man ofte finder guldet ved at grave sine egne huller.

I det lys føles ’Tæt på sandheden’ lidt oldschool. Alle elementerne er nærmest planket 1:1 fra Jon Stewarts ’The Daily Show’. Fra værten bag skrivebordet med skærmen som medhumoristisk hjælp til korrespondentindslag (i de første to afsnit med Linda P og Hadi ’Noah’ Ka-Koush fra Adam og Noah med svingende held, men sådan har det nu også altid været på ’The Daily Show’) og deadpaninterviews med mere eller mindre sagesløse udenforstående.

Stewart pensionerede sig som bekendt for to år siden efter mere end 15 år på skærmen, og han blev afløst af en mere ung, sprød og tech-savy type i form af Trevor Noah, der ville udfylde de store sko med et erklæret mål om at forny Stewarts lidt gammeldags mediefokus på cable TV i de sociale mediers tidsalder. Stewarts konservative medieblik har Spang imidlertid overtaget med aviser og flow-nyheder som primært genstandsfelt, men i det mindste rammer hans ramsaltede kritik på et tørt sted i en fake news-æra.

Spang tegner inden for andres streger, men han gør det med elegant og beleven hånd. I de første programmer går han i kødet på seriøse emner som hvidvaskning i Danske Bank (bankdirektørens citatbid »vi har ikke været gode nok«, afbrydes kvikt af Spang: »TIL AT HOLDE DET SKJULT!«), etnisk udrensning i Myanmar og Alternativets reaktion herpå, Lars Løkkes P4G-koalition, Nordkoreas missiler og det tyske forbundsvalg (inklusive en fin eksemplificering med Rittersport Hazelnut). Det skiller sig markant ud fra det mere LOL/tykke jyder-fokuserede ’Natholdet’.

Et langt segment om den såkaldte fjerdebølgefeminisme er en lavthængende frugt, men selve interviewet med to af bølgens frontkvinder, Nikita Klæstrup og Twerk Queen Louise, er grænsesøgende i John Oliver-klassen: Mens Spang stiller sine pæne polerede spørgsmål klæder han sig langsomt af, smører sig ind i olie og sender lumre blikke. Man kan jo sagtens være pågående i sin seksualitet og snakke Foucault samtidig.

Det fungerer i det hele taget godt, når Spang bevæger sig ud af studiet. I en munter reportage vender han spidsfindigt sagen om saudisk støtte til muslimske friskoler i Danmark på hovedet ved at sætte spot på Danmarks parallelssamfundsopbyggende aktiviteter i Schleswig.

Og at ’Tæt på sandheden’ er ivrig efter at eksperimentere inden for det rammesatte format, viser sig også i programmets faste postcredit-sketch sat i en postapokalyptisk verden (nærmere bestemt Zone 4, »tidligere kendt som Rødovre«), hvor Spang med sine karakteristisk ubekymrede miner fortæller anekdoter til en lille dreng om dengang, vi brugte terrassevarmere, fløj til Thailand for at få varmen og pakkede alt ind, selv ting der i forvejen var pakket ind.

Ikke alle forsøgene lander på benene. En dramatiseret fortælling om, hvordan Kronprins Frederik fanger manden, som har skattesnydt den danske stat for milliarder, føles gemacht og understreger, at Spang er bedst, når han er mest chillaxed. Som talkshowvært er det nok også hans største udfordring her i programmets spæde fase: Rollespillet sidder en tand for langt ude på tøjet.

Men Jonatan Spang er sjov. Det har han bevist gang på gang, senest i ’Lillemand’, der også i de indlagte standupsekvenser besad en kløgtig blanding af selvironi og politisk ukorrekt drift efter at spidde tidens buzzord. Han gør i sit nye program ganske vist grin med, at han er en venstresnoet DR-vært, men faktisk er den skinhellige venstrefløj tilsyneladende en af hans yndlingsaversioner, hvilket i sig selv gør ham til en kærkommen forstærkning til public service-kanalen.

Provokationslysten kan Spang sagtens skrue endnu mere op for. Alle takterne er der, og det er allerede stærkt velgørende, at vi endelig har fået et politisk satireformat på tv, hvor man er underholdt, samtidig med at man risikerer at blive klogere.

Læs også: Stort interview med Jonatan Spang – »Vi nærmer os mere tabubelagte tider«