Sam Smith vinker farvel til kreativiteten og drukner i et hav af ballader
»I’m way too good at goodbyes«.
Sådan åbner Sam Smith sit andet album med førstesinglen og break-up-sangen ‘Too Good At Goodbyes’
Men det er tilsyneladende ikke kun kærligheden, Smith har let ved at tage afsked med, for med ‘The Thrill of It All’ vinker han ubesværet farvel til kreativiteten og begraver sig selv i en dynge af uoriginal og intetsigende produktion.
Da den britiske sanger brød igennem, var det med fremstormende numre som Disclosure-samarbejdet ‘Latch’, Naughty Boys ‘La La La’ og sin egen energiske og fremragende ‘Money On My Mind’. Siden da har den mere langsomme, følelsesladede stemning fra ‘Stay With Me’ domineret Smiths lyd i en sådan grad, at den nu er smurt ud over et helt album – dog uden på noget tidspunkt at nå i nærheden af samme inderlighed som ovennævnte megahit.
Og selv om stemmen trods alt stadig er stor og imponerende, så bliver den fuldstændig kvalt i den idéforladte, orkestrale produktion, der gennemsyrer albummet. Den forfærdelige og alt for høje trommelyd under de basale guitartoner på ‘Midnight Train’ siger alt om det tomme lydbillede, der helheden igennem akkompagnerer Smiths farende falsetter.
Heldigvis gør Timbaland et ærligt forsøg på at bryde produktionstendensen på ‘Pray’, der med halvelektronisk percussion og et kraftfuldt gospelkor faktisk formår at tilføje noget ekstra til den imponerende vokal.
Gospelkoret optræder på flere af albummets numre, blandt andet den mere vellykkede ‘Nothing Left For You’, og hele kirketerminologien er et gennemgående tema, som især fremkommer af det konfronterende skriftemål ‘HIM’, som dog, ligesom de fleste andre Sam Smith-tekster, mangler lyrisk fylde.
Udsolgte arenakoncerter og millioner af afspilninger på Spotify vidner om storhed. Men hvis Sam Smith kunstnerisk skal kunne leve op til sin stjernestatus, så kræver det en seriøs omvæltning og et samarbejde med en eller flere lidt mere innovative producere, der faktisk kan fremhæve Smiths fulde potentiale. Eller bare et fuldt ud akustisk projekt, hvor sjæler-præmissen i forvejen er givet. Her kunne vokalen få lov at svæve alene uden nedskydninger fra sløve og ligegyldige produktioner.
Kort sagt:
Med ‘The Thrill of It All’ vinker Sam Smith farvel til kreativiteten og begraver sig selv i en dynge af uoriginal og idéforladt produktion. Gennembrudsenergien er gemt væk til fordel for et sløvt balladeunivers, der dog løftes af et kraftfuldt gospelkor.