Tomas Barfods sitrende synth-netværk overstråler enhver vokalpræstation
Den danske trommeslager og tredjemand i festorkesteret WhoMadeWho, der fører et beundringsværdigt dobbeltliv som Los Angeles-baseret producer, fuldender sit eget firkløver af dansevenlige udgivelser med klubudspillet ’Paloma’, der gæstes af blandt andet Nina K., Jonas Smith fra Blaue Blume og søstrene Louise og Sharin Foo.
Albummets gråsprængte, laksefarvede eksteriør varsler allerede en ny, stærk manifestation af det tvetydige festunivers, Barfod er kendt for at mestre som en af de bedste i Danmark. Og denne smukke, florlette kontrastverden fra musikkens indpakning føres straks videre i dens karakter, hvis høje, lydmæssige kvalitet slås an med det samme. I en skævvredet repetitionsbevægelse mellem to samplede, syntetiske vokalspor, vækkes albummet til live kun for at blive brudt op af en dirrende smuk, nærmest ringen-for-ørene-agtig synth.
Samme bittersøde stemningsleje overtages af pigekoret fra familien Foo, der kyndigt og pompøst fremfører endnu en helstøbt perle af en popsang, ’Things That Matter’. Men bagmanden selv er ikke ude på at anstifte et rent matriarkat, og mikrofonen bliver efterhånden indstillet til de maskuline deltageres lige så skarpe melankoli, der dog ikke kan undgå at træde mere i baggrunden for de rutinerede søstres kraftpræstation og Barfods eget, eksplosive syntharbejde.
Dette pirrende introforløb udvikler sig lige så stille over i en samling gedigne electropop-hits, der fyres af i futtende, neonklare stråler. Albummet fremstår som et romerlys af skiftevis eftertænksomme vokalpassager og disco-vibes, der dog stadigvæk emmer af flair for den både gennemreflekterede og velkomponerede melodi.
En trommeslager skal være kombinatorikkens mester, og det viser Barfod særligt, når det kommer til at forene det komplekst tilrettelagte house-udtryk og den poppede dansegulvsappel, der gennemsyrer selv de mest åndbare klangflader på pladen. Dette falder heldigst ud, når afrobeats og autotune bliver sat sammen til albummets virkelige – og desværre eneste – egentligt sensationelle nerveudspil på nummeret ’Better Than I Would’.
Alligevel er det erindringen om kvindestemmernes flydende, skrøbelige og insisterende udtryk, der sammen med Barfods egne uovertrufne synthspiraler står stærkest igennem samlingen af ellers helt igennem originale og velegnede klubtracks. Tomas Barfod har i forvejen etableret et massivt imperium af percussion-kundskaber ud over det sædvanlige, og han udbygger det nu med krystalliserede synthharmonier og gentænkte beats i matchende nuancer. Man kan kun håbe på, at han længe endnu vil fortsætte med at levere så overdådige gaver til weekendernes mange dj-sets rundt omkring i landet.
Kort sagt:
Synthen strutter af selvtillid på den delvist eksildanske trommekonge Tomas Barfods nye, storladne studiealbum. Selvom der ikke er sket noget radikalt nyt inden for de glitrende glasmure, der omkranser hans studierige, føles det helt naturligt for ham at rette sig efter devisen, if it ain’t broken, don’t fix it!