Charlotte Gainsbourgs sofistikerede ‘Rest’ er et fortryllende popalbum
Med fremtrædende roller i blandt andet flere af Lars von Triers film, har skuespillerfaget haft Charlotte Gainsbourgs fokus i en årrække. Nu er hun tilbage i det musikalske hjørne, og som tilfældet var med forgængerne ‘IRM’ (2009) og ’Stage Whisper’ (2011), hvor hun sparrede kreativt med Beck, har den engelsk-franske kunstner igen allieret sig med en partner-in-crime, som hun går særdeles godt i spænd med.
SebastiAn har en sirlig diskografi af fransk house bag sig, og produceren har senest arbejdet sammen med Frank Ocean – du kender nok hans stemme fra ’Facebook Story’ fra ’Blonde’-albummet. På ’Rest’ er det tydeligt, at hans flair for kontemporær elektronisk musik danner et naturligt og glimrende bindeled til den tidløse popmusik, albummet ligeledes er rundet af.
Tæppet går med ‘Ring-a-Ring o’ Roses’, der med sin kontrapunktisk pirrende synthmelodi og et flot omkvæd indvarsler, at en lytteoplevelse af de helt store venter forude.
Det funkler og glitrer på indtagende vis, og Gainsbourg både vil og kan den smægtende popæstetik. ‘Deadly Valentine’ har karakter af moderne disco, og den øjeblikkeligt fængende ‘Sylvia Says’ dunker ind i hukommelsen, breder sig ud i nervebaner og holder pulsen oppe og hjertet varmt.
Disse er dog kun et par facetter ved albummet, for ens rejse ind i ‘Rest’ begynder for alvor, når man pejler ørernes fokus mod de andre lag, der gradvist myldrer med intrikate teksturer og detaljer, man kan fordybe sig i. Det være sig Gainsbourgs sarte hvisken gennem det duglette titelnummer, den strygerdramatiske kammerpop i ‘Les Crocodiles’ eller karneval-atmosfæren i ‘I’m a Lie’.
Familiens skygger hænger over ‘Rest’, der også er en bearbejdelse af sorg. Halvsøsteren Kate Barry begik selvmord i 2013, og ‘Kate’ er en tindrende smuk homage til søsterens ære, udsøgt draperet i orkestrale strygere af 60’er-tilsnit. Det private aspekt er givetvis også årsagen til, at Gainsbourg veksler mellem sine to modersmål i teksterne. En disposition, der blot gør udtrykket endnu stærkere og opildner lysten til at hengive sig yderligere.
Vægtningen af de franske linjer bevirker naturligvis også, at farmands ånd ligeledes svæver igennem albummet, og flere steder er der tydelige reminiscenser til Serge Gainsbourg – for eksempel med betoningen af den sensuelt kælne stemme mixet langt frem i lydbilledet på den dansable ‘Les Oxalis’, og på ‘Dans Vos Airs’, hvor hun på elegant vis leverer et moderne take på franske chansons.
Da Charlotte Gainsbourg blev født i 1971, udgav hendes far albummet ‘Histoire de Melody Nelson’, der betragtes som en klassiker indenfor sofistikeret popmusik. Omend man skal være påpasselig med profetier, vil jeg vove pelsen og tilegne Charlotte Gainsbourgs nye musikalske bedrift en tilsvarende status.
‘Rest’ er et formfuldendt værk med en fortryllende styrke, der folder sig mere enestående ud hver gang, man lytter til det.
Kort sagt:
Charlotte Gainsbourg gør musikalsk comeback med et album, der både vil den iørefaldende popæstetik og indbyder til fordybelse i fornemt anlagte orkestrale teksturer. Med tekster på både engelsk og og fransk er ‘Rest’ et personligt værk af fortryllende styrke, der folder sig mere enestående ud hver gang, man lytter til det.