’Mudbound’: Netflix Oscar-kandidat vil gøre dig vred

Dee Rees nye spillefilm – Netflix’ første seriøse Oscar-bud – vil gøre dig vred. Vred over, at racekonflikten endnu engang accelererer USA i stykker. Vred over, at historien åbenbart er sat på repeat. Vred over, at dine handlinger og holdninger virker ubetydelige i det store perspektiv.

’Mudbound’ er et historisk drama om racisme og kløften mellem generationer i en brydningstid, hvor udvikling er altafgørende, og nye generationer må tage over. Filmen indkapsler den storslåede amerikanske sjæl i et mikrokosmos: Det er historien om familien McAllan og familien Jackson. Den ene familie er hvid, den anden sort. Begge familier er landmænd, knyttet til den samme jord.

Selvom familien Jackson har arbejdet med jorden i flere generationer, er de underordnet den hvide tilflytterfamilie McAllan. Når Henry McAllan (Jason Clarke) banker på deres dør og beder om en tjeneste, er det ikke en henvendelse. Det er en ordre. Et godt råd er en skjult befaling. »What good is a deed?« spørger Jackson-familiens overhoved i en af de indledende scener. Hvad nytter det at eje sin egen jord, når man er sort amerikaner i 1940’ernes Mississippi? Hvis en hvid mand beslutter, at det ikke er din jord alligevel, så er det ikke din jord.

Som en Faulkner-roman eller en Terrence Malick-film flakker fortællingen fra karakter til karakter, ledsaget af refleksive og poetiske voice-overs. Vi følger den stædige Henry McAllan, der river sin familie op med roden og flytter dem ud på landet i Mississippis mudrede landskaber – inklusive sin racistiske far, Pappy (Jonathan Banks). Hustruen Laura (Carey Mulligan) får besked tre uger før afrejse og er herefter prisgivet at opfostre sine børn i henhold til sin mands landbrugsdrømme.

Præsten og landmanden Hap Jackson (Rob Morgan) er som sort mand i Mississippi opdraget til kun at udvise ydmyghed og føje sine hvide herskere. Slaveriet er ophørt, men uligheden består. I rollen som Haps stærke og badass hustru ses en veloplagt Mary J. Blige, der bærer solbriller og stråhat, som var hun Beyonce i ’Formation’–videoen.

Ud over jorden under deres negle har de to familier det til fælles, at de har måttet sende familiens ældste søn til Europa. Anden Verdenskrig udkæmpes på den anden side af Atlanterhavet. Henrys bror Jamie (Garrett Hedlund) er pilot, og Haps søn Ronsel (Jason Mitchell) er tankfører. Over for krigens rædsler står de to mænd lige. Her er ingen racediskrimination, og i europæernes øjne er Ronsel ikke anderledes end en hvid mand.

Da Ronsel vender hjem til amerikansk jord iført sin uniform og med et krigstraume i bagagen, bliver han ikke mødt af anerkendelse, men af utaknemmelige blikke og nedværdigende kommentarer. Efter flere år i et Europa under forandring har Mississippi ikke ændret sig det mindste. Igen er han degraderet til andenrangsborger. Her skal han stadig benytte sig af sæderne bagerst i bussen og butikkernes bagindgang.

’Mudbound’ er en klassisk og forudsigelig fortælling om sydstaterne i post-krigsårene, som instruktøren puster nyt liv i ved konstant at skifte synspunkt og lade alle komme til orde igennem indre monologer – alle bortset fra bedstefar Pappy, der forbliver et nærmest karikeret billede på den inkarnerede, lagenbærende sydstatsracist. Uretfærdigheden driver ned af væggene i alle filmen scener, katalyseret af den hårdt optrukne linje mellem det gode og det onde.

Netop fordi plottet på mange måder giver en fornemmelse af deja-vu, kunne det have været interessant at høre Pappys version af hændelserne. Ikke fordi vi skal have sympati med ham eller hans overbevisning om hvid suverænitet. Men når man hele sit liv har været vant til at være privilegeret, kan lighed også føles som undertrykkelse. Som mange andre ekstremister sørger Pappy for konstant at ytre sine uigennemtænkte og krænkende holdninger højt og selvsikkert. En smule refleksion fra hans side kunne have kastet flere facetter over, hvordan denne stædige racisme kunne få så hårdt tag i en befolkning, at den selv i dag er aktuel.

’Mudbound’ vil gøre dig vred. Og med rette – ethvert nødvendigt oprør starter med vrede. Fortællingen er ganske vist forudsigelig. Men så længe institutionel racisme eksisterer, så længe en præsident kan bruge Amerikas indgroede ulighed til sin fordel, og så længe et fremskridt efterfølges af tilbageslag, fortjener film som denne så stort publikum som muligt. Filmen ligger tilgængelig på Netflix. Se den, og bliv vred.

Læs også: Et tidligt kig i krystalkuglen: Her er sæsonens Oscar-favoritter lige nu