»Prøv lige at overvej ham, haha!« lyder det højt fra publikum, idet en fyr iklædt neonfarvet, flashy træningstøj og en hiphop-heavy halskæde indtager scenen.
Alle har forladt gulvet foran scenen. De dansevenlige og 70’er-klingende disco-samples roterer videre, mens den dansende hiphoporiginal, der lige skal overvejes, lader sin 80’er-æstetiske rapteknik rulle videre over tungen, som snor sig om den ene vanvittige 90’er-reference efter den anden.
Året er 2011, originalen kalder sig Mosell, og det beskedne publikum til aftenens hiphop-jam aner ikke, hvad i alverden de skal tænke om ham. Til sidst lykkes det dog den spraglede rapper at få publikum til at stimle sammen om scenen. Folk rocker endda med på musikken i sidste ende.
»Folk kigger på hinanden, griner og går. Det føltes lidt som de der film, hvor hovedpersonen er upopulær i starten, men overvinder folk til sidst«, fortæller Mosell, der senere tog tilnavnet Marvelous. Han sidder med en sort kop kaffe i hånden på en kaffebar på Nørrebro. Det spraglede træningssæt ligger derhjemme. Som han sidder der i sofaen, er han bare Morten Sell.
Den lille hiphop-solstrålehistorie fra 2011 ligger i sin 20 minutters fulde længde på Youtube. Her skåler Mosell i cola oppe fra scenen til det beskedne publikum, der kvitterer med et par pift, når han for alvor lader benene gå på gled udi vilde, old school dansetrin – eller ‘Hip Hop Aerobics’, om man vil.
Halvandet år og en hel masse mindre optrædener senere overvandt Marvelous Mosell et langt større publikum – heriblandt Tue Track, der blev hans faste producer på og bag scenen. Efter en tur på Vanguards 2013-plakat, heftig radiorotation med hittene ‘Jeg var blevet syg og ku’ li’ det’ og ‘Den bedste danser’ og en dertilhørende massiv hype i ryggen, kunne Morten Sell på sit 30. år ved udgangen af 2013 kvitte sit rengøringsjob til fordel for at rappe og danse for finanser.
Mortens hemmelige hiphophobby
Morten Sell begyndte at skrive rim som 15-årig hjemme på sit værelse i Hundested, hvor han og familien flyttede til fra Frederiksberg, da han var seks. Han prøvede kræfter med både freestyle-battles og hiphop-jams, hvor han luftede sine hiphopeksperimenter, vænnede sig de skrå brædder og gjorde sin ting.
»Dengang tog man toget til et sted, man ikke rigtigt kendte, kom ind til et fremmed crowd og så direkte op på scenen. Der var hverken rigtigt noget, der hed Youtube eller sociale medier, så det eneste, du kunne håbe på var, at der var en fra et pladeselskab, der opdagede dig. Det var en meget fjern drøm. Men det var det eneste, jeg rigtigt gad – jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle satse på«.
Dengang var Mosell endnu ikke blevet Marvelous. Han var en mere eller mindre gennemsnitlig rapaspirant i 00’ernes hiphopundergrund, hvis freestyle-scene levede højt på alle de nye stemmer, der prøvede lykken i kølvandet på ‘8 Mile’. Normal hættetrøje, baggy pants, ingen dansetrin. Han skilte sig ikke så meget ud – endnu.
Gennem 00’erne gik Mosell (med egne ord) fra at være en form for kopi af det, han hørte i forvejen – 2Pac, Snoop Dogg, Malk de Koijn og Hvid Sjokolade – til det, vi kender ham som i dag: Marvelous Mosell.
En glamourøs original. Den danske Slick Rick – en old school rap-storyteller, hvis tilbagelænede, lyriske flow dribler op ad stemningsfulde, nostalgiske retro-samples. Slick Rick-sammenligningen er ikke blot oplagt, den er også givet, da Mosells allerførste Youtube-video (anno 2010) er en direkte fordanskning af 80’er-klassikeren ‘Children’s Story’ under titlen ‘Slick Rick in Danish’.
Det kræver hverken vide fordomme eller bred fantasi at forestille sig, at rapperne, der til jamarrangementerne delte scene med den dengang ukendte Marvelous Mosell, greb deres show en hel del anderledes an end Mosell. I en genre, der decideret har rødder i at elske sig selv og disse sin næste, må det ganske givet være en forvirrende oplevelse, når en af aftenens rappere stikker dj’en en brændt cd med disco-samples og sætter fed selvironi på dagsordenen. Mosell rapper om ketchup og kærnemælk frem for kaviar og Cristal, han trækker sin fjernbetjening i stedet for en four pound.
»Hvis man hører det helt ude af kontekst, lyder det måske ret bizart«, indrømmer Mosell. »Man skal nok have hørt det nogle gange – set mig, mit show, tøj og dansetrin – før man rigtigt fatter det. Det mest spændende er at gøre ting, folk ikke havde forventet, og se reaktionen. De fleste forstår det – og så er der nogen, der slet ikke forstår det overhovedet«.
Hjemme hos familien Sell var det heller ikke helt oplagt at forstå rap-fascinationen. Selv om hjemmet var fuldt af musik, var tonerne primært klassiske. Faren er klassisk guitarist, fasteren sanger og farfaren violinist. Broren spiller instrumenter, men er langt mere teknisk: »Han forstår sig på akkorder og kvinter og sådan noget«.
»Der var altid klassisk musik hjemme hos mig. Min far og bror ved enormt meget om musik – der kan jeg ikke snakke med. Det med toner er en helt anden verden for mig. Jeg kan ikke altid høre, om noget er falsk, eller hvad de rigtige akkorder bør være. Jeg kunne godt tænke mig at kunne det, men det falder mig ikke så naturligt. Det, jeg kan, er det rytmiske«.
Til gengæld falder det rytmiske tydeligvis Mosell legende let. Det både høres og ses i hans flow og leveringer såvel som hans snilde dansetrin. Alt sammen opfundet, tillært og indøvet hjemme på teenageværelset og prøvet af på små scener i blandt andet Roskilde og København. På mange måder var hiphop-hobbyen et enmandsprojekt. Intet fast crew at vende tekster med eller battle-makkere at skyde rim op ad.
»Det er meget noget, jeg har holdt for mig selv. Hvis man ikke lytter til rap, vil jeg ikke præsentere folk for noget af det, jeg har lavet. Men efter jeg rigtigt kom frem med det, gik min familie selv ind og tjekkede det ud på Youtube. De synes, det er rigtigt godt, og at jeg er et stort talent, så det er jeg rigtig glad for. Men de havde jo aldrig tjekket det ud, hvis jeg ikke var deres søn«.
»Jeg har lært de fleste dansetrin via Youtube-tutorials og musikvideoer. Jeg havde lidt talent for at danse i forvejen, men jeg havde ikke så mange moves. Men jeg kan huske, at når der var discofester på skolen i 6.-7. klasse, var jeg altid klar til at fyre den af! Jeg havde flair for det, så det har været nemt at lære. Jeg er glad for, jeg kan det – det ser godt ud på scenen«.
Dét kan man kun være enig i. Mosell har endda også bidraget til de fremtidige ’greatest dancers’ hjemme i stuerne med sine egne tutorials på Youtube – samt en omgang diskodansevenlig morgengymnastik til DR3.
»Da jeg endelig kom ud til en stor crowd, var jeg scenevant. Jeg havde prøvet mig selv af på mange måder, og jeg havde nogle dansebevægelser og rutiner. Jeg var klar«.
Du bliver måske også ekstra klar, når du kommer i Marvelous-outfittet. Er det lidt ligesom en superheltedragt for dig?
»Ja, det kan man godt sige. Når jeg tager det på, får jeg en anden energi, når jeg så træder op på scenen. Så kører vi med festen«.
Det er vel heller ikke så svært at lokke Tue Track i bøllehat og bling?
»Nej, mange af tingene havde han jo liggende, de ventede bare på at komme på. Det er helt klart godt, jeg har ham med. Dem, der tvivler lidt på det, jeg laver, tænker: ‘Ok, det kan ikke være helt ringe, når Tue Track er med’, og så tjekker de det ud alligevel. Han afvikler professionelt, han er fed til at scratche, lave musik og rappe med. Det skal bare fortsætte!«
Magiske fortællinger, mytiske røverhistorier, mageløs fantasi
En helt essentiel del af Mosells spraglede univers er hans fuldkommen vanvittige fortællinger. Robin Rubin sælger crack-kokain, Sindssyge Bertram ryger lige lukt i helvede og tilbage igen, fordi han var alt for sindssyg, og strisserne Ove Verner og Jens Okking ude efter at nakke dem begge.
Historierne er lige så vilde, som de er omfattende. Mosell har fantasi som en femårig og røverhistorier som en på 80. Hvor det kommer fra? Det aner han ikke. »Det er svært at styre«.
At ideerne opstår tilfældigt og ustyrligt er let at forestille sig, når man sidder over for Morten. Den ene indskydelse tager den næste, når han taler, mens hans venstre ben hopper lidt op og ned.
»Det kan være lidt svært at koncentrere sig. I folkeskolen var jeg dårlig til kollektive beskeder. Jeg sad altid og tegnede og tænkte på noget andet i stedet for. Det er tit, jeg i mit hverdagsliv har været lidt fjern og pludselig er begyndt at tænke på noget andet. Hvis noget er lidt kedeligt, dagdrømmer jeg – tænker på noget overdrevet eller noget, jeg synes, er fedt. Så er det blevet til numre«.
Kreativiteten har haft mange udtryksformer – ikke blot i musikken, dansen og stylingen. Mosell har selv malet coveret til ‘Magisk mytisk mageløs’, og han kunne godt tænke sig at gøre mere ved maleriet. Han har også lavet alle sine musikvideoer selv.
»Inden jeg lavede rap, ville jeg lave film. Eventyrfilm. Jeg lavede actionfilm med en af mine venner. Jeg skrev handlingen – måske om nogle brødre, hvor den ene bliver dræbt af en ond ninjaboss, og så skal den anden hævne det. Min far optog det på videokamera. Jeg gik vildt meget op i det og glædede mig sindssygt meget til at optage det; lavede specialeffekter med blod, opstillede papkasser, der væltede. Det var ret simpelt, men det var faktisk meget det samme, som når jeg sidenhen har skrevet handlingen i et rapnummer og laver musikvideoer til. Det er planen, det skal være lige som at få en historie fortalt i en film eller en god bog«.
Planen er lykkedes, og historierne er med tiden blevet lettere at fortælle, som Mosell er blevet en teknisk bedre rapper. Freestyle-tiden har hjulpet hans rimudarbejdning op på et niveau, der efterhånden kan følge med de vilde forestillinger, der fyger om ørerne på ham.
Er der nogle rim eller historier, du er særligt stolt af?
»Teksterne til ‘Antikommerciel masseappel’, ‘Sindssyge Bertram’ og ‘Beverly beretninger’ er nok de bedste. Der er mange gode oneliners i ‘Antikommerciel masseappel’, for eksempel: »Jeg er hårdhudet, tåler kritik / så længe den er strålende, ellers gør jeg ik’«. Det, synes jeg, er ret sjovt. Det er generelt bare sjovt at sige tingene på en måde, man ikke rigtigt har hørt før eller ville forvente«.
Griner du nogle gange af dig selv, når du skriver?
»Nogle gange! Men der går altid noget tid fra jeg får ideen, til jeg har skrevet det, og så er det ikke helt lige så sjovt længere, så jeg griner ikke rigtigt«.
Så du havde fuldkommen straight face, da du rimede »spise rub og stub« med »pasta med Be-a-u-vais Ketchup« (i ‘Parfumen hænger fast’)?
»Haha. Ja okay, jeg morer mig meget indvendig – mest af alt over ideen om, at det, jeg lige har skrevet, kommer til at komme ud blandt andre mennesker. Så griner jeg lidt indvendig, det gør jeg faktisk…«
Sampleshows på kanten af Koda
Inden debutalbummet ramte streamingtjenesterne og pladespillerne, var det via Youtube og Soundcloud, man skulle tiltuske sig sin dosis Mosell. De tidlige tracks låner nemlig som bekendt med arme og ben fra gamle klassikere – eksempelvis Sister Sledges ‘He’s the Greatest Dancer’ på ‘Den bedste danser’, Silver Conventions ‘Fly, Robin, Fly’ på ‘Robin Rubin solgte crack-kokain’ og Carl Carltons ‘She’s a Bad Mama Jama’ på ‘Jeg var blevet syg og ku’ li’ det’. De fleste samples er hentet fra 70’erne og start-80’erne – og der er mange af dem.
»Det er super besværligt at skrive rundt til dem, der har rettighederne til noget, der blev indspillet for så længe siden. På det nye album har vi gjort det på en helt anden måde end med det sampleshow, vi startede med. Vi ville stadig gerne have den der specielle lyd, der er på mange af mine gamle numre, så vi har haft en masse livemusikere forbi Tue Tracks studie i stedet. Guitarister, violinister, bassister. Trompeter, saxofoner, slagtøj. Det har været meget omstændeligt at få det hele til at passe«.
Selv om Mosell og Tue Track har måttet lægge de gamle discoplader på hylden, har de dog alligevel formået at bibeholde en god del af den stemning, der gennemsyrede Mosells gennembrud: Det charmerende lydtapet af en tur down memory lane til hiphop-mc’ens og scratchingens 70’er-rødder. På tapetet maler Mosell med sit karakteristiske flow og monotont tydelige udtale, der (foruden førnævnte Slick Rick) bringer associationer til dansk hiphops gamle slut-80’er-helte i MC Einar og Rockers by Choice. De spraglede billeder males med stærke, spraglede 80’er- og 90’er-strøg af popkulturelle referencer med masser af ’Beverly Hills 90210’, cd-rommer og aerobics.
»Mange, der har hørt hiphop fra 80’erne og fremefter, kan genkende meget i musikken, fordi det henviser til så mange ting fra deres ungdom. Jeg tror, størstedelen, der har været med i hiphop fra starten i Danmark, kan lide det, jeg laver«.
»Jeg hører stadig mest det, jeg hørte, da jeg voksede op. Malk de Koijn, Clemens, Hvid Sjokolade, Østkyst Hustlers, MC Einar og Rockers by Choice. Det inspirerer mig at høre de gamle ting; også soul, doo-wop, rock’n’roll, disco og 80’er-rockmusik. Jeg er ikke så god til at høre ny musik – der er bare så mange ting i fortiden, der er fedt. Men tager man hele fortiden sammenlagt, har der jo også været mere tid til fede personer, end der er i nutiden. Så der er jo meget at tage fat på«.
Anskuer man i tråd med denne logik alle de inspirationskilder, der sammenlagt udgør hele Marvelous Mosells musikalske såvel som lyriske DNA, er der kogt meget fedhed sammen til ét udtryk – og det kan mærkes på fanbasen, der er mere end almindeligt broget.
»Der er mange, der forstår, hvad jeg laver, når man tænker på, hvor specielt det egentlig er. Nogle gange bliver jeg overrasket over, hvilke typer, der kender og forstår hvad. Der er nok flest i 20’erne, nogle teenagere, en del i 30-40’erne og nogle enkelte i 50’erne, der føler, det taler til noget nostalgisk fra deres ungdom. Men det er sjovt – det kan være alle slags typer, man kan slet ikke se det på folk«.
Hvad har været det mest akavede spillejob, du har været ude på – hvor du måske ikke helt har følt, du blev ’forstået’?
»Det var nok en firmafest, jeg spillede til engang. Det var en picnicfest om eftermiddagen, hvor medarbejderne havde taget familierne med og sad på tæpper spredt ud over en stor græsplæne. Så stod jeg på en relativt stor scene og leverede rapshow i en halv time med fem seks-syvårige børn oppe foran. Det var sgu lidt underligt«.
Forstår vi dig nu, Morten?
Siden Morten Sell første gang rappede om råfede sygedage badet i kanelgifler og tv-zapning, siden han iklædte sig sit flashy træningstøj og skarpskårne solbriller, og siden fyren fra Youtube-klippet grinede højt af ham, har Mosell med selv samme fyrs ord været en, man lige skulle overveje.
Når han indtager scenen, kan man le af hans spraglede retrostil, men man kan ikke påstå, den ikke er gennemført. Man kan smile af hans aerobic’ske dansetrin, men man kan ikke sige, de ikke er dygtigt fremført. Man kan – og skal til tider helst også – skraldgrine af hans fantasifulde lyrik og kampfjollede punchlines, men ingen skal komme her og sige, de er hverken dårligt skrevet eller leveret. Tværtimod er hans tekster opbygget af decideret gedigne rimstrukturer, stærk metrik – nå ja, og lårklaskende skarpe oneliners (come on, hvem ville ikke gerne have skrevet »Showet er et must, ikke hverdagskost / mit overblik er køligt som permafrost«?).
Har du overvejet ham nu?
Det har jeg. Som han sidder foran mig – uden bling, briller og alt det der jazz – forekommer han mig mere gennemført end nogensinde. Alle virkemidlerne og de iøjnefaldende retro-gimmicks er som et produkt af en kreativ hjerne, en skrup-speedet fantasi, en kæmpestor nysgerrighed og dedikeret nørderi. Det er en helt oprigtig kærlighed til alt det fede, det sjove og det virkelig bizarre.
Sidst, men ikke mindst, er Marvelous Mosell en original, der må og skal være original. Hellere dele vandene lidt end flyde med strømmen.
»Der er jo ikke nogen grund til, jeg er der, hvis jeg laver det samme som alle de andre. Selvfølgelig er der så nogle, der ikke kan lide det, men ellers ville det heller ikke være sjovt.
Det er nødt til at være anderledes, før jeg synes, det er spændende. Hvis folk så begynder at lave det, jeg laver, må jeg jo så lave det lidt anderledes igen«.
Læs anmeldelse: Marvelous Mosell ‘Magisk mytisk mageløs’