’The Bad Batch’: Bizart syretrip har Jim Carrey og Keanu Reeves i mindeværdige biroller

Netflix-originalen ’The Bad Batch’ er et dystopisk og flot syretrip, hvis lange spilletid tilgives, når det kannibalistiske drama tager fat.

Titlen på filmen henviser til en flok kriminelle, der bliver lukket ud i et stort ørken-område i Texas uden regler. De får alle en tatovering bag øret – som en slagtegris, der skal registreres – samt en madpakke i form af en burger og en dunk vand. Sådan præsenteres vi også for filmens hovedperson, Arlen (Suki Waterhouse), der med farverige shorts og afskallet neglelak begiver sig ud i ørkenens golde landskab.

Desværre går der ikke lang tid, før hun tages til fange af en gruppe ledet af den såkaldte Miami Man (Jason Momoa). Og her begynder det at blive rigtigt freaky. Til tonerne af Ace of Bases 90’er-hit ’All That She Wants’ bliver Arlens arm langsomt savet af. Og et enkelt smerteligt skud afslører, at hånden på den afsavede arm har bogstaverne F E A R tatoveret på knoerne. Det varer i øvrigt heller ikke længe, før hendes ene ben ryger over på grillen og tilberedes til indbyggerne i en trash-lejr bestående af bodybuilders. Det er underligt. Og sært fascinerende. Og klamt.

Kannibalismen bliver den voldsomme begyndelse på en nedstigning i et bizart dyb, der minder om en blanding af en M.I.A- eller Die Antwoord-musikvideo og et stykke horror, et nip science fiction og måske lidt romantik.

Men til trods for et lovende afsæt taber filmen tempoet efter den indledende mavepuster. Den iransk-amerikanske instruktør Ana Lily Amirpour tager sig god tid til at fortælle historien om de efterladte sorte får, der må skabe deres egen verdensorden uden for civilisationen. Ligesom i hendes visuelt bjergtagende første film, vampyrfilmen ’A Girl Walks Home Alone at Night’, er dialogen knap.

Det er lige før, man ærgrer sig, når Jason Momoa (’Game of Thrones’) endelig åbner munden, men den tavse kæmpe beviser sit værd i flere eminente scener, der udstiller absurditeten i Amirpours univers. Der er kælet for billederne, og man kan se, at instruktøren har lagt vægt på praktiske effekter frem for CGI – og tak for det. Hun har fundet et klart kunstnerisk udtryk i det armod, hun udstiller, og det langsomme tempo belønnes af den ene smukke indstilling efter den anden.

Suki Waterhouse spiller den stædige Arlen, der skal finde en ny plads blandt de udstødte, og man både frustreres og irriteres på en måde, så man aldrig rigtigt ved, om man føler rigtigt med hende.

Birollerne imponerer også, blandt andre Jim Carrey som en næsten uigenkendelig forhutlet eneboer helt uden de vanlige fjollerier. Han siger ikke et eneste ord gennem filmen, men spiller en markant rolle, der i mine øjne er bedre end det meste, han har lavet i de seneste 10 år.

Keanu Reeves har også en fed medvirken, der dog tangerer til at blive for komisk. Hans rolle skal ikke afsløres her, men man skylder sig selv at opleve den.

Læs også: Giv Jim Carrey det comeback, han fortjener – eller lad ham være i fred