‘Suburbicon’: Clooney har begået en svag Coen-imitation

George Clooneys nyeste film, ’Suburbicon’, er vred. Det har han i hvert fald selv udtalt. Men hvad der i Clooneys optik tilsyneladende er et kraftfuldt løvebrøl, fremstår ikke meget vredere end en legesyg terriers nappen efter fingrene.

Tiden er ellers mere end moden til at lave vrede film – især for en instruktør som Clooney, der tidligere har excelleret i den politiske arena med dramaerne ’Good Night, and Good Luck’ og ’The Ides of March’.

Det var åbenbart også den tanke, instruktøren selv fik, da han sammen med manusforfatter Grant Heslov valgte at genoplive det 18 år gamle manuskript fra Coen-brødrene og samtidig tilføje et subplot om racisme i 1950’ernes USA – mere specifikt i det kridhvide parcelhuskvarter Suburbicon.

Den idylliske forstad bliver sat på den anden ende, da hr. og fru Mayers flytter ind med deres søn som den første sorte familie nogensinde. Nabolaget går fra at sende skumle blikke fra verandaerne til at barrikadere familiens græsplæne og råbe skældsord efter det lille trekløver. Historien er baseret på virkelige hændelser og er i den seneste tid blevet reaktualiseret igen og igen med politidrab på sorte, Black Lives Matter-bevægelsen, Trump og optøjerne i Charlottesville.

Men ud fra den endimensionelle og papirstynde optegning af familien Mayers, der hverken har fornavne eller personlighed, må man konstatere, at det ikke er den historie, Clooney vil fortælle. Filmens hovedfortælling udspiller sig i stedet 10 meter til venstre for den blussende racekonflikt, der ellers fuldt ud havde fortjent kameraets opmærksomhed.

Her bor den milde familiefar Gardner Lodge (Matt Damon), og mens racismen buldrer foran nabohuset, gennemgår hans familie en voldsom og isoleret omvæltning, da et indbrud går grueligt galt og resulterer i hans hustru Roses (Julianne Moore) død.

Gardner er efterladt alene med sin traumatiserede søn Nicky (Noah Jupe), men heldigvis står Roses tvillingesøster Margaret (også Julianne Moore) klar til at flytte ind og overtage moderrollen, mens indbrudstyvene afpresser Gardner. Det er fishy, og historien udvikler sig snart til et Coen’sk krimidrama med massevis af drejninger, der leder tankerne hen på brødrenes ujævne debut ’Blood Simple’.

Ligesom denne har ’Suburbicon’ potentiale, men den stikker af i for mange retninger, når den bedrageriske sandhed bag indbruddet damper op mod overfladen – for eksempel når Oscar Isaacs forsikringsdetektiv smides ind i ligningen og forvandler plottet til en uoriginal ’Fargo’-kopi, hvor den sorte familien Mayers reduceres til dækbilleder.

Det er nemt at se, hvor Clooney vil hen: Den hvide middelklasses racistiske heksejagt og manglende selvindsigt gør det umuligt for Suburbicons borgere at opdage den virkelig fare, som siver ud af nabohuset, hvor en hvid konspiration løber løbsk. Men forsøget på at sige noget vigtigt om det hvide USA’s forhold til racisme, både i fortiden og nutiden, fremstår intetsigende, når filmen hverken går i dybden med de stereotype racister eller den håbefulde Mayers-familie.

På papiret lyder det ellers glimrende med et manuskript fra to af Hollywoods fineste, krydret med en fremragende rolleliste og flere Oscar-vindere bag kameraet. Men Clooney har problemer med at finde sin egen stemme i den plotmæssige rodebutik, der hverken bliver rigtigt sjov eller rigtigt seriøs og mest af alt virker som en blåøjet Coen-imitation tilsat et skud halvhjertet samfundskritik.

Man kan spørge sig selv, hvordan Clooney overså de epilepsifremkaldende store advarselslamper, inden han overhovedet startede på projektet. For hvorfor i grunden kaste sig over et aflagt projekt fra mestrene, der så udtalt emmer af makkerparrets quirkyness og sorte humor, for så at overplastre det med et seriøst racismeplot?

Clooneys seneste to forsøg på at være sjov bag kameraet – denne og ‘Leatherheads’ – er faldet eftertrykkeligt til jorden. Forhåbentligt kan han genvinde sin tidligere så prægnante politiske stemme.

---

Kort sagt:
George Clooney har tidligere udmærket sig med glimrende politiske film, men hans seneste forsøg på at kombinere det seriøse med det sorthumoristiske ender som en kedelig mellemvare. ’Suburbicon’ lever ikke op til det Coen’ske potentiale fra manuskriptet, mens Clooneys egen politiske stemme forstummer i en endimensionel fortælling om racisme i 1950’ernes USA.

Soundvenue Forpremiere: Årets mest provokerende og sjove danske film – Christian Tafdrups kønssatire ‘En frygtelig kvinde’ 12. december med besøg af instruktøren selv

Læs også: Det skal du se i biografen i december: Sprængfarlig dansk satire, bjergtagende debut, Woody Allen og… stjernekrig!