Engang troede man, at han kunne det hele.
George Clooney var et af USA’s mest charmerende mennesker med et uimodståeligt udseende, der ad flere omgange gav ham titlen som verdens mest sexede mand. Og så kunne han spille skuespil. Han leverede fremragende præstationer hos nogle af landets mest anerkendte instruktører. Han var desuden politisk velovervejet, godt og seriøst gift uden for Hollywood-boblen og i det hele taget bare et godt menneske, der med et smil på læben og et glimt i øjet placerede sig i toppen af Hollywood-pyramiden.
Og ikke nok med det: Han kunne, modsat så mange andre Hollywood-hunks, også selv instruere film.
Hans første to film som instruktør var små perler, men siden er stjernen falmet. Hans seneste to film, krigsfilmen ’Monumenternes mænd’ og den biografaktuelle dramakomedie ’Suburbicon’, er blevet revset af de internationale kritikere, og der er pludselig kommet knaster i panseret på det før så lovende instruktørnavn – i en grad så man ikke kan lade være med at tænke:
Hvor gik det galt?
Udråbt til den nye Eastwood eller Gibson
George Clooney er langt fra den første skuespiller, der er kommet galt afsted med bag kameraet. Da Nicolas Cage stadig var på højden af sin karriere, instruerede han krimidramaet ’Sonny’, der blev så dårligt modtaget, at Cage aldrig vendte tilbage til instruktørstolen.
Ryan Goslings Refn-inspirerede ’Lost River’ fik lutter dårlige anmeldelser, og stjernen har siden holdt sig foran kameraet. Langt de fleste actors-turned-directors har det bare ikke i sig.
Men Clooney blev spået som en prominent instruktørskæbne a la Clint Eastwood og Mel Gibson.
Hans hæderlige debutfilm ’Confessions of a Dangerous Mind’ slog fast, at han var mere end bare et kønt ansigt og en god skuespiller. Biografi-filmen fortæller den surrealistiske historie om gameshow-værten Chuck Barris (Sam Rockwell), der højner sin nedtrampede selvtillid ved at påtage sig opgaver som lejemorder for CIA op gennem 60’erne og 70’erne.
Den absurde præmis bliver kun endnu mere syret af, at filmen er baseret på Chuck Barris’ memoirer, hvis sandhedsværdi stadig er til diskussion. I sin grundessens er det en seriøs dramafilm om en mand, der kæmper sig gennem livet og indleder et farligt dobbeltliv. Men samtidig er historien til tider så langt ude, at filmen også er blevet stemplet som en komedie. Hvilket på mange måder er indbegrebet af George Clooney som instruktør: Hans bedste film befinder sig i den seriøse afdeling, men altid med en underspillet lune.
’Confessions of a Dangerous Mind’ viste ikke bare lovende takter for Clooney som instruktør, men slog også fast, at han var en mand, som branchens bedste navne var ivrige efter at arbejde med: Sam Rockwell og Julia Roberts pryder rollelisten side om side med Clooney selv, mens manuskriptet er forfattet af tidens hotteste navn Charlie Kaufman, der kom direkte fra storsucceserne ’Being John Malkovich’ og ’Adaptation’.
Debutfilmen skabte opmærksomhed, men det var opfølgeren, der slog Clooneys navn fast med syvtømmersøm.
Triumfen med de politiske film
’Good Night, and Good Luck’ følger i smuk, detaljeret sort-hvid den progressive journalist Edward R. Murrow (David Strathairn), der kæmper for ytringsfriheden under 1950’ernes kommunistforskrækkelse i USA.
Sammen med en lille gruppe journalister – spillet glimrende af Clooney selv, Robert Downey Jr. kort inden Marvel-gennembruddet, Jeff Daniels og Patricia Clarkson – sætter Murrow ud efter den berygtede senator Joseph McCarthy, der kvalte sine modstandere med løgne og i sidste ende måtte se sig slået af sandheden.
Dramaet fik seks Oscar-nomineringer, hvor Clooney både modtog et instruktør-nik og blev rost for det skarpe manuskript sammen med sin faste manuskriptpartner Grant Heslov. Filmen viste i endnu højere grad end forløberen, at Clooney formåede at bringe det bedste frem i både sine skuespillere og sit filmhold – den suveræne filmfotograf Robert Elswit (’There Will Be Blood’) modtog for eksempel sin første Oscar-nominering for filmen, hvilket startede et karrierelangt samarbejde mellem ham og Clooney.
Samtidig var ’Good Night, and Good Luck’ den første indikation på, at Clooney gør sig bedst i den politiske filmarena. Han var en instruktør, der vidste præcis, hvilken type fortællinger han brændte for: Periodedramaer om komplekse karakterer i pressede situationer med en samfundskritisk kant, en skarp visuel sans og en underspillet lune.
Anmelderne var enige: Instruktøren George Clooney kunne blive en fastforankret auteur i egen ret. Lige indtil de så hans næste film.
Galt afmarcheret slapstickkomedie
Med ’Leatherheads’ forsøgte den nu succesfulde instruktør at være sjov på den Coen’ske måde, som han var kommet til at kende indgående efter flere roller i brødrenes film. Det var en ny retning for instruktøren – og en lidt overraskende en af slagsen med tanke på hans nu veletablerede position som dramainstruktør. På skuespillerfronten havde han bevist, at han var en selvironisk og morsom mand, men bag kameraet viste det sig at knibe med at fremkalde grin gennem en hel film.
Ikke desto mindre troede studiet fuldt og fast på Clooney, da de gav ham et stort budget på næsten 60 millioner dollars – omtrent 10 gange så meget som på ’Good Night, and Good Luck’ – til at forfølge sine komedieaspirationer. Men til trods for budgettet virker den uambitiøse komedie mest af alt som en billig mellemvare, der meget forståeligt aldrig kom op i de danske biografer.
Filmen kigger nærmere på begyndelsen af amerikansk fodbolds historie i 1920’erne, hvor alle kneb er tilladt på banen, ligegyldigt hvor brutale de er. Men det potentielt morsomme blik på sportsgrenens tidlige udfordringer bliver overskygget af et tamt romantisk subplot. Clooney spiller selv hovedrollen som holdkaptajnen af et udfordret fodboldhold, der bliver smaskforelsket i den samme kvinde som hans holds stjernespiller, og det er nærmest smerteligt at se på.
Man undrer sig over, at Clooney som kvalitetsbevidst skuespiller ikke indså, at der var noget grueligt galt med både rollen og filmen. Forsøget på at ramme 1920’ernes slapstickkomedie kører på skrigende tandhjul, mens Clooney leverer en tåkrummende og forvirret hovedrollepræstation, der står som et sjældent lavpunkt i en ellers glimrende skuespilkarriere.
’Leatherheads’ var første ansats i fortællingen om en før så fremragende instruktør, der gik for langt i forsøget på at være morsom og i det hele taget så ud til at have mistet følingen i udvælgelsen af sine projekter. En bekymring, der over de seneste år er blevet yderligere bekræftet af ’Monumenternes mænd’ og den aktuelle sorthumoristiske periodefilm ’Suburbicon’.
Tidlig Oscarfavorit manet eftertrykkeligt til jorden
Clooney efterfulgte dog sportskomedien med det hæderlige valgkampsdrama ’The Ides of March’, der virkede, som om han havde erkendt sine begrænsninger: Han behøvede ikke bevise sit værd som Hollywoods morsomme og dygtige charmør, så længe han kunne lave velspillede dramaer med et veldrejet manuskript.
Med filmen vendte han tilbage til de oprigtige fortællinger om idealistiske karakterer, hvis værdier bliver udfordret, og det er her, Clooney skinner. Historierne er ofte simple, når de udstiller det kyniske rænkespil i den dyriske politiske manege, hvor intet er helligt, og alle kæmper mod alle. Men de er hamrende effektive og viser den udtalt demokratiske instruktørs interesse for historiens store systemkritikere og nutidens ufine politiske slagmark.
Men bedst som man troede, Clooney havde fundet tilbage til guldet, lavede han den umådeligt selvhøjtidelige krigsfilm ’Monumenternes mænd’, der med sit stjernespækkede cast blev udpeget til en tidlig Oscarfavorit i 2014. En prissnak, der forstummede, så snart filmen fik premiere, og som i sidste ende fik Clooney selv til at trække den fra prisovervejelse.
Det er svært at klandre filmen for ikke at være seriøs – det er måske endda hans mest gravitastyngede til dato. Men hvor vægtskålen før tippede for voldsomt over mod det humoristiske, er der nu en klar overvægt mod storslået drama.
Clooney indtager endnu engang hovedrollen, denne gang som kunstkonservatoren Frank Stokes, der får tilladelse fra Roosevelt til at samle et hold kunsthistorikere, som skal redde verdens vigtige kunstværker fra Hitlers altødelæggende arm. Med sig har han et stjernecast, der blandt andre består af Matt Damon og Bill Murray, men han får intet ud af de mange talenter, der virker kedelige og klodsede som kunsteksperter med krigshjelm på.
En bleg kopi
De dårlige anmeldelser har måske ført til, at Clooney endnu en gang valgte at lægge kursen om med sit seneste projekt, ’Suburbicon’. Periodefilmen vil både være sjov og politisk, og på papiret ser projektet da også lovende ud.
Matt Damon spiller hovedrollen over for blandt andre Julianne Moore og Oscar Isaac, filmholdet bag kameraet består af flere Oscar-vindere, og Coen-brødrene har forfattet manuskriptet. Tilbage i 1986. Og derefter kasseret det.
I sig selv burde det have fået advarselslamperne til at blinke, for hvorfor overhovedet genoplive et dødt manuskript, som to af verdens dygtigste filmskabere ikke selv mente var meget værd?
Sammen med Grant Heslov har Clooney ganske vist forsøgt at peppe historien om et forstadskvarter i 1950’ernes hvide USA, hvor et hjemmerøveri går grueligt galt, op med et underliggende plot om periodens racisme.
Men forsøget på at undgå endnu en ’Leatherheads’-fiasko ved at tilføje et gram af Clooney og Heslovs samfundskritik forbliver uforløst. De sorte karakterer er papirtynde stereotyper og tilføjer ikke meget kant til det forældede periodedrama, der aldrig formår at blive relevant for nutidens raceproblematikker i USA.
I stedet ligner ’Suburbicon’ en bleg kopi af Coen-brødrenes stil og tone. Clooney har da heller ikke gjort det nemt for sig selv at undgå sammenligningen med to af tidens største filmskabere. Rollelisten består af Coen-allstars, mens plotter vækker mindelser om et sammensurium af det bedste fra deres mange forskelligartede film.
Clooney står tilbage som en instruktør, der har mistet sin stemme i et virvar af modsatte retninger. Balanceakten mellem det seriøse og den underspillede humor, som kendetegnede de første to film, er blevet til en pløret masse, der enten forsøger at være slapsticksjov eller gravalvorlig.
Men Clooney er bedst, når han ikke går hele vejen ud af en genretangent, men placerer sig durk i midten med en simpelt skåret fortælling om kyniske magtspil og menneskeligt forfald.
Vi håber, han vender tilbage til hjemmebanen næste gang.
Læs også: Anmeldelse af ‘Suburbicon’
Soundvenue præsenterer: Paul Thomas Andersons mesterlige gennembrud ved sjælden biografvisning 14. december – 20 års-jubilæum på ‘Boogie Nights’