Travis Scott og Quavo serverer autotunet fastfood-rap til den lille hiphopsult på fællesalbum
Quavo og Travis Scott, Travis Scott og Quavo. ’Huncho Jack, Jack Huncho’. De to trap-spidsers semikluntede titel kunne ligge bedre i munden, men selve forestillingen om et fællesalbum fra Migos’ førstemand og hans nye foretrukne legekammerat lå lunt i svinget fra start.
Da fællesindsatsen i sin tid blev annonceret, blev den af sydstatsrappernes overlappende fanbaser mødt med fråde om munden. Hvilke melodiøse trap-genialiteter ville de ikke være i stand til at stille med over et helt album, når de på Scotts svendeprøve ’Rodeo’ mønstrede den lige dele dæmoniske og r’n’b’ede fanfavorit ’Oh My Dis Side’?
Jeg hungrede efter albummet lige så meget som den næste indædte fan. Derfor piner det mig også at meddele, at ’Huncho Jack’ beklageligvis spiser lytteren af med en oplevelse, man i miljøet spøgende betegner som fastfood-rap: En relativt kursorisk smagsoplevelse højst sandsynligt tilberedt på eksprestid, der ikke stiller andet end den lille og kortsigtede hiphopsult – med andre ord et album, man sveder ud efter to-tre ugers tid.
En god del af problemet ligger i, at Scott næsten ensidigt træder ind på Quavos domæne her. Håbet var, at blandingsforholdet mellem førstnævntes smådiabolske niche og sidstnævntes flair for melodisk trap ville være ligeligt doseret. I stedet finder de fælles grund i en efterhånden alt for udbrændt autotune, som dunster mere og mere af nem pengepungspolstring.
Den er der overalt: På introen, på titelnummeret, på outroen og alt derimellem. Når kaktussen og sjakbajsen autotuner sig fra sans og samling over hele linjen, indskrænkes puljen af interessante flows mærkbart. Tre fjerdedele af tiden serverer de kønsløs sangrap uden mindeværdige melodier, mens sangskrivningen forlader sig på synonymer for isnende diamantsmykker, receptpligtige stoffer og så fremdeles. Det er ikke bare hvert track, der handler om det samme, det er næsten hvert vers og hvert flow, der lyder sammenfaldende.
Nu er det afgjort ikke breaking news, at Scott og Quavo poetiserer rigdomme og rusmidler, men man forventer ganske enkelt mere af dem begge, for de kan jo sagtens, når de vil: På ’Modern Slavery’ ryster Quavo for eksempel lidt lyrisk begavelse af sig med et hook, der går »All these damn chains, modern slavery / but this ain’t 1800, so they pay me«. Lukkeren ’Best Man’ er også næsten en feberredning, hvor kumpanerne takker hinanden for godt venskab med et vemodigt vers fra Quavo og en Scott, der rent faktisk rapper for en gangs skyld, endda med et lixtal, han kan være bekendt.
Alligevel går La Flames tidligere så særprægede Kid Cudi-lignende musikalitet delvist fløjten i mødet med Migos-anføreren. Jovist, hans indiskutable aftryk – i dette tilfælde diverse nuancer af klokkespil – glimter på medrivende produktioner som ’Motorcycle Patches’, ’Saint’, ’Saint Laurent Mask’ og ’Moon Rock’, men flere af dem lyder som skummetmælksudgaver af hans tidligere repertoire.
Hvor er de sumpende beats som eksempelvis lirekassemonsteret ’Skyfall’? Hvor er numrene, der skal erstatte party-kæberasleren ’Nightcrawler’ eller den dommedagsgungrende ’Coordinate’? Selvfølgelig skal duoen mødes et sted nogenlunde på midten, men det havde været fedt at høre Quavo gengælde tjenesten og synke helt ned i den anden halvdels underjordiske hule hist og her.
På papiret virkede ’Huncho Jack, Jack Huncho’ som en uhyre spændende udgivelse. Desværre må man slå sig til tåls med, at eksekveringen i praksis er en ujævn og autotune-sovset størrelse, der kører på autopilot mere, end hvad godt er.
Kort fortalt:
’Huncho Jack, Jack Huncho’s titel indikerer en ligelig fordeling mellem Travis Scotts smådiabolske niche og Quavos flair for melodisk trap. I praksis udmønter fællesalbummet sig dog som en ret endimensionel affære, hvor selv Scotts umiskendelige præg på flere af produktionerne sjældent formår at løfte niveauet over generisk autotune og forudsigelig lyrik.