Django Djangos neopsych vil det hele og lykkes med det halve
Det er en frustrerende oplevelse at lægge ører til en udgivelse, hvor man af og til griber sig selv i at tænke: ’Nej nej nej! Hvorfor gjorde de nu det!’
Django Django er et band af den kaliber, hvor musikalsk nysgerrighed og trangen til at gabe over for meget har det med at kollidere.
Hvor de mange krumspring på den selvbetitlede debut fra 2012 og efterfølgeren ‘Born Under Saturn’ (2015) besad en forfriskende fandenivoldskhed, synes den skotsk-engelske kvartets tricks i denne ombæring som en kreativ spændetrøje.
Det begynder ellers lovende med titelnummeret, der med krautrockende motorik-fremdrift og vocoder sætter et fokuseret og overbevisende band i scene. ‘Sundials’ stråler af døsige solskinsdage med udsøgte vokalharmonier og en rig orkestrering, tydeligt inspireret af det legendariske 60’er-band The Zombies. En tilsvarende stemning karakteriserer ‘Beam Me Up’, hvor en dragende og dronet synthbas forædler det neo-psykedeliske udtryk. Til gengæld fordufter brusen gradvist i løbet af den uinspirerende ‘Champagne’, som forvilder sig ind i et morads af ligegyldig repetition.
Django Django har mærkbart blik for de instrumentale detaljer, muligvis fordi de godt aner, at frontmand Vincent Neff ikke besidder hverken den stærkeste eller mest nuancerede vokal. Af samme årsag er det kærkomment, når der aflægges vokalt gæstevisit på ‘Surface to Air’, hvor Rebecca Taylor fra Slow Club strør udsøgte fraseringer henover det dancehall-influerede nummer, der også udmærker sig med veldoserede keyboard-stabs.
Desuden klæder det Django Django at videreudvikle de rustikke tendenser på den americana-støvede ‘Further’, men det er også i denne trang til at gabe over både det håndspillede og det programmerede, at gruppens synlige svagheder titter frem.
Ligeså medrivende gruppen er det ene øjeblik, ligeså nævenyttige er de det andet. ‘Tic Tac Toe’ er tydeligt inspireret af den spanske flamenco med sin piskende akustiske guitar, men frem for at benytte denne eksotiske genre som afsæt for noget originalt, virker det snarere som at Django Django bare vil demonstrere, at de også mestrer flamencoens karakteristika. Det afføder irritation.
Samme problematik er udslagsgivende i gruppens ekskursioner ud i elektroniske afstikkere, der snarere har karakter af kunstig hjertemassage frem for en naturligt dunkende puls i udtrykket.
Det klæder ikke nogen at prøve for hårdt, og såvel ‘In Your Beat’ som ‘Real Gone’ virker forjagede i deres insisteren på at aktivere lysten til fysisk udfoldelse.
Det er svært at hengive sig fuldkomment til Django Django, når de vil så meget og derfor kun lykkes med det halve.
Kort sagt:
Der er ingen tvivl om talentet hos den skotsk-engelske kvartet, som stråler i de neo-psykedeliske stunder. Iveren efter at gabe over det meste bliver gruppens akilleshæl, hvor særligt deres flirten med elektroniske impulser virker forceret og efterlader én frustreret, når de excellerer så fint, når fokus ligger andetsteds.