Dream Wifes debutalbum kombinerer punkens energi med glamrockens grooves
At debutere sker i sagens natur kun én gang i en kunstners karriere. Af samme grund er begivenheden ofte forbundet med lige dele urokkeligt selvværd og rystende bæven. Hos Dream Wife er førstnævnte tilstand den fremherskende.
Debutalbummet fra den engelsk-islandske trio er gennemsyret af kæphøj kådhed, vildskab og selvsikker energi, der ikke synes til at skyde igennem. Man kan således sagtens skøjte henover overfladen i samme fart som bandets instrumentale excesser, hvilket dog vil være synd og skam, idet albummet rummer flere nuancer, når man indstiller sit fokus på teksterne.
»You were a cute girl standing backstage / it was bound to happen / what you wore and how you bore it well / I am not my body / I am somebody«, proklameres det i den glamrockende ‘Somebody’.
Trioen vil mere end blot maskere sig bag selvsikre attituder og ungdommelig elektrisk nerve. De unge kvinder har en klar agenda. Ikke alene refererer bandnavnet til dubiøse koncepter som trofæhustruer og hausfraus. Der sendes også syrlige stikpiller mod det patriarkalske samfunds kønsobjektivisering og den forældede opfattelse af kvindens afhængighed af manden. Hvilket sættes satirisk på spidsen i ‘Fire’: »I wasn’t always your future / I wasn’t always your man / those who are left behind us / I guess they’ll make it the best they can«.
Rakel Mjöll, Bella Podpadec og Alice Go er således women on a mission, som ikke alene deler den vokale hovedrolle ligeligt imellem sig. Solidariteten transcenderer bandkonstellationen med et universelt budskab på et album, hvis udgivelse er excellent timet i en tidsånd med Weinstein-skandalen og den globale #metoo-kampagne frisk i erindringen.
Af og til bliver den ungdommelige kådhed dog for anmassende, som på ‘Make Out’, ‘Hey Heartbreaker’, ‘Act My Age’ og ‘F.U.U.’, der vrænger og vrider sig med frenetiske punkudladninger og talrige knæk på fraseringerne. I sidstnævnte går trioen desuden i trodsig femme fatale-offensiv med det enerverende mantra ’I’m gonna fuck you up’. Det er tåbeligt og malplaceret, når Dream Wife netop har vist, at de rent faktisk har et ganske vedkommende og modent budskab.
Det er nemt at få ørenlyd, når man råber højt. Derfor klæder det også gruppen, at deres modus operandi ikke begrænser sig til slagfærdige paroler og hastigt spurtende knaldperler, men at de også formår det melodisk afdæmpede og synligt sårbare i ‘Love Without Reason’ og ‘Spend the Night’.
Dream Wife doserer sit musikalske output ligeligt fra kilderne med punkens energi og glamrockens grooves, og omend euforien løber af med dem i momenter, har denne eksplosive debut validitet, kvalitet og charme. Ikke mindst på tekstsiden, hvis temaer forhåbentligt en skønne dag bliver overflødige.
Kort sagt:
Debuten fra den engelsk-islandske trio er musikalsk formet af og energisk eksekveret med punkens energi og glamrockens grooves. Det er dog i teksternes fokus på kønsobjektivisering og -roller, at man for alvor spidser ører til de vedkommende og relevante budskaber, der leveres med glimt i øjet.