‘All the Money in the World’: Spacey-afløseren Christopher Plummer ejer forrygende drama

» Løsepenge er ikke fradragsberettiget«.

Det er formentlig første og sidste gang, den replik optræder i en film. Det er Christopher Plummer, der leverer den i rollen som oliemilliardæren John Paul Getty, der i 1970’erne var verdens rigeste mand – og mest nærige. Gettys barnebarn, 16-årige John Paul Getty III, er blevet kidnappet af Syditaliens mafia, der kræver 17 millioner dollars for at frigive knægten.

Farfar nægter at betale!

Var Ridley Scotts ’All the Money in the World’ baseret på det pure opspind, havde plottet nok mest været egnet til en sort komedie om frustrerende mafiosoer, der bliver drevet til vanvid af Joakim von And. Men det er ikke tilfældet. Filmen kommer uden smil på læben. Hvor grotesk det end lyder, forholder handlingen sig med undtagelse af små dramatiske friheder sig helt sandfærdigt til historien om en af nyere tids mest berømte kidnapninger.

Bagmændene havde regnet med, at det ville tage få dage at score kassen. Der gik næsten 200, hvor klodens rigeste menneske ikke gad stikke hånden i lommen efter småpenge, men i stedet lod sit eget kød og blod gå absurde pinsler igennem.

Mareridtet starter på en lun sommeraften i Rom i 1973. Et smukt kranskud i sort-hvid indleder åbningssekvensen, der toner over i farver, som kameraet sænker sig og følger den unge Paul, der slentrer langs byens berømte Trevi-fontæne. Den kønne knægt med det lange og blondt krøllet hår drejer ned ad en sidegade og passerer tre prostituerede, der advarer ham om Roms farefulde sidegader.

»Jeg kan tage vare på mig selv«, lyder det fra ham som det sidste, før en varevogn stopper op og maskerede mænd kaster ham ind i køretøjet.

I næste sekvens kommer opkaldet. Sekretæren løber panisk ind på den aldrende Gettys kontor med rædselsbeskeden om barnebarnets kidnapning. Han vender sig aldrig om, men fortsætter med at kigge på sin børsnyheder og udbryder: »Luk døren. Jeg har ikke tid«.

Så er stilen ligesom lagt. Og det er helt forrygende at være vidne til. Altså ikke Gettys adfærd. Men 88-årige Christopher Plummer, der kryber helt ind under huden på én med sit suveræne skuespil, og er et blændende eksempel på, at filmkunsten efter 120 års historie stadig ånder og udfolder sig i bedste velgående – mage til et kynisk og dumt svin er sjældent set i så hård forstand.

Gettys vej til toppen får vi i korte flashbacks. Fra de olieaftaler, han laver i Mellemøsten i 50’erne, over hans konstruktion af verdens første supertanker til at transportere det sorte guld, til han bliver klodens rigeste i 60’erne. Getty er på en mission, og den inkluderer ikke familien, han stifter undervejs. »Jeg kunne jo ikke lade mig tynge af familien. Det forstår du vel«, siger han til sin voksne søn John Paul Getty II, der aldrig rigtigt har kendt sin fraværende far. Den adfærd går i arv. Getty II’s historie kommer også i få flashbacks. Hvordan han får job i familievirksomhedens afdeling i Rom, tager kone og søn med og kort efter forsvinder i opiumståger i Marokko.

Konen Gail (Michelle Williams) lader sig skille fra ham. Tilbage står hun med sønnen og uden at få en rød reje. Det er filmens bidske dilemma. Kidnapperne tror hun kan betale løsesummen, men hun ejer ikke en krone, og hendes tidligere svigerfar har ingen interesse i at punge ud.

Der går hårdknude i situationen fra start, og ind i billedet kommer den tidligere CIA-spion Fletcher (Mark Walhberg), der er sikkerhedschef for Getty og får til mission at redde barnebarnet uden at betale løsesummen. Fletchers teori om, at knægten har kidnappet sig selv for at score penge, hjælper ikke på sagen. Jo længere tid der går, des værre udvikler kidnapningen sig. I en modbydelig scene får det unge gidsel skåret øret af, som bliver sendt til medierne. Men Getty er urokkelig.

Man føler i den grad med den kidnappede knægt og endda også hans vogter, der får sympati for det unge offer, men naturligvis ikke kan slippe ham fri, selvom han gerne vil. Hans medsammensvorne er lede typer. Langt fra Godfather-looket, grupperingen ligner snarere en flok usoignerede desperados fra en spaghetti-western. Det fremstår forrygende autentisk hele vejen igennem, når filmens produktionsdesign kæler for alle detaljerne. Eller når kameraet flot suser forbi Roms varetegn som Colosseum og Forum Romanum.

Det er lang tid siden, Ridley Scott har lavet en så gennemført film. Spilletiden på 133 minutter kunne dog sagtens have været cuttet med et kvarters tid, da spændingen dykker en anelse i den første time. Den sidste time holder mesterligt hele vejen igennem, hvor skuespillerne virkelig brillerer.

Oprindeligt havde Kevin Spacey rollen som Getty, men efter anklagerne om sexkrænkelser mod ham kom frem sidst i oktober, valgte instruktør Ridley Scott at genindspille alle scenerne med Plummer. Optagelserne startede 20. november 2017, og filmen havde verdenspremiere blot en måned senere op til jul.

Hvordan det er muligt at genindspille mindst 45 minutters samlede scener med Plummer som den gamle Getty i stedet for Spacey er et godt spørgsmål. Men det er godt gået. Christopher Plummer ejer den her film!

Læs også: Spacey-afløseren Plummer: Jeg nåede næsten ikke at blive instrueret