MGMT er endelig kommet ud af deres utilgængelige syretrip
Siden deres hitspækkede debut ’Oracular Spectacular’ har MGMT været decideret kompromisløse i håndteringen af deres karriere. ’Congratulations’ og det selvbetitlede tredje album var eksperimenterende rejser undfanget på syre og konstituerende jam-sessioner, der på den ene side resulterede i en bunke lunkne anmeldelser og på den anden side samlede en dedikeret fanbase.
Denne gang rammer duoen heldigvis en balanceret middelvej, der forener eksperimenterne og deres evner som popsnedkere med blandt andet Patrick Wimberly fra det hedengangne Chairlift i rollen som co-producerende fødselshjælper.
’Little Dark Age’ er et album med en dyster kerne omhandlende teknologikritik og det igangværende Trump-traume, der hovedsaligt udfoldes i et 80’er-lydende univers, selv om der stadig er inspirationer hentet fra duoens yndlingsinspirationskilde – 70’er-psychrocken. Højdepunkterne er rigelige, og igennem gentagne gennemlytninger synes favoritten konstant at skifte.
I den mest dystre ende findes det fremragende, italo disco-hyldende titelnummer, der lettest læses som spørgsmålet om, hvordan man egentlig forholder sig til at leve i en tidsalder, hvor Trump er indsat som præsident: »I know that if you hide / it doesn’t go away«. Det er en sang, der straks giver én fornemmelsen af, at Ben Goldwasser og Andrew VanWyngarden igen er landet i vores fælles verden efter deres tykke tæppe af syretrip.
Det dystre udgangspunkt tager sig også ud som et småironisk work-out-pophit på bredsiden til swipe-kulturen, ’She Works Out Too Much’, hvor catchphrasen »the only reason we never worked out was / he didn’t work out enough« bør sætte sig fast på nethinden hos mange lyttere. I relateret teknologikritisk ånd hypnotiserer ’TSLAMP’ – forkortelse for Time Spent Looking At My Phone – med sin langsomt gyngende sambarytme og yndefulde omkvæd.
’Me and Michael’ er et rendyrket 80’er-synthpophit, der bringer tankerne hen på M83’s ’Kim & Jessie’, mens den slukørede ’Hand It Over’ lyder som noget, der kunne have sneget sig med på et Tame Impala-album.
Albummet er dog ikke så simpelt og poppet, som det fremstår ved første gennemlytning. Akkordprogressioner, syrede c-stykker og ikke mindst produktionseksperimenter bedst eksemplificeret af ’Days That Got Away’ sørger for, at der igen og igen er nye lækre detaljer at finde på tværs af albummet. MGMT har bare denne gang lært at lægge beslag på sig selv, holde sig til genkendelige sangstrukturer og igen tillade sig selv at gøre brug af tilgængelige popmelodier.
Kun enkelte gange har de måske lagt for meget slag på sig selv. Den anonyme ’James’ samt ’When You’re Small’, der smager en tand for meget af Pink Floyd-kopi, ender med ikke at holde resten af albummets niveau. Men det rører ikke ved helheden.
Kort sagt:
’Little Dark Age’ er fyldt med dystert underholdende sange, der hylder 70’erne og specielt 80’erne. Duoen synes endelig at have fundet en formel, der både er vedkommende og indeholder den kunstneriske eksperimentelle integritet, som den ironiske debut manglede. Det er intet mindre end MGMT’s bedste udspil til dato.