Martin Scorsese indtog i peak tv-æraen som executive producer har med forbudstidens sprutgangstere i ’Boardwalk Empire’ og 70’ernes løsslupne newyorkerrockscene i ’Vinyl’ ikke just nået samme højder som filmoeuvrets ’Taxi Driver’, ’Goodfellas’ eller for den sags skyld ’The Wolf of Wall Street’.
Tredje gang kan være lykkens gang for Scorsese, som sammen med briten Michael Hirst ifølge The Guardian har bebudet serien ’The Caesars’, der igennem flere sæsoner skal følge de første kejsere, de såkaldte ’cæsarer’, i det gamle Rom. Serien begynder med den unge Julius Cæsars udbredelse af Romerriget i århundredet før Kristi fødsel.
Manuskriptet til piloten samt første sæsons storyline er allerede skrevet, og planen er, at man vil begynde optagelserne i Italien næste år.
Michael Hirst er ikke en hr. hvem-som-helst. Som skaber og manuskriptforfatteren bag ’Vikings’ står han bag et af de største seriehits i verden. Hirsts historiske interesse skinner igennem i hans øvrige værker, hvor særligt serien ’The Tudors’ og de to film med Cate Blanchett som dronning ’Elizabeth’ 1. bør fremhæves.
Om samarbejdet med instruktørlegende Martin Scorsese på ’The Caesars’ fortæller Hirst til The Guardian, at »han er totalt passioneret omkring romerne«, at han har været »desperat« i mange år efter at lave en serie eller film om dem, og at han ringede Hirsts historiske konsulent Justin Pollards op »for – mestendels på latin – at tale om kilder til historien og romersk poesi«.
Målet med ’The Caesars’ er at give en ny indsigt i den unge Julius Cæsars liv og tilføje andre nuancer til fiktionens velkendte fremstilling af en midaldrende mand med grå tindinger og dybe panderynker over en uhåndterlig politisk kompleksitet og paranoia over oprør i egne geledder.
»Han var fantastisk interessant og ambitiøs, da han var yngre. Mange af cæsarerne kom til magten, mens de var unge, og det har vi aldrig rigtigt set på lærredet. Det er energien, vitaliteten og overskuddet ved en ung kultur, som bliver drevet af unge folk.
Der er noget forbavsende ved et relativt ungt riges opstigning til verdensmagten inden for et meget kort tidsrum. Det kunne ikke være gjort af trætte, gamle politikere og falmende krigere«, siger Michael Hirst til The Guardian.
Til kritikken af, at han »sexer« de historiske tidsperioder som i ‘Vikings’ og ‘The Tudors’ op, svarer Hirst, at »Scorsese er meget opsat på autenticitet«, og at han selv har researchet i 10 år på forskellige universiteter.
Læs også: HBO Nordic offentliggør de 10 mest sete serier i 2017