Der var hård konkurrence om placeringerne, da vi tidligere på måneden kårede årets 20 bedste serier (se top 20-11 her og top 10-1 her). Men ikke alt var guld og grønne skove i serieåret 2016. Her er de serier, vi havde høje forventninger til, men som i stedet skabte skeptiske miner.
’Crisis in Six Scenes’
Det kan godt være, at Woody Allens produktion har været særdeles svingende de seneste år, men da vi hørte, at han ville prøve kræfter med tv-serien, tillod vi os alligevel på at håbe på en newyorker-auteur i topform. Forhåbentligt ville det nye format vække en glød i hans sardoniske pen.
Men ak. ’Crisis in Six Scenes’, om et småborgerligt forstadspar, der får prikket hul på deres trygge boble, da en politisk flygtning inkarneret af Miley Cyrus står i deres køkken, var Woody Allen på venstrehåndsrutinen. Sløje oneliners, et tyndt plot og en halvkvædet politisk kommentar prægede serien, som Woody Allen da også har indikeret, at han fortryder at have sagt ja til.
’Bedrag’ sæson 2
Kun syv måneder gik der fra første sæsons finale til premieren på sæson 2, og der var da heller ikke meget nyt under solen i ’Bedrag’. Frem for at føje nye lag og dybder til den anstændige sæson 1 hang forfatter Jeppe Gjervig Gram fast i de samme konflikter og temaer i en sådan grad, at pilotafsnittet nærmest føltes som en nulstilling.
Anden sæson vendte blikket mod bankerne, men det blev aldrig rigtigt spændende, og imens karaktererne forblev inden for deres grove skitser, hobede klichéerne og sandsynlighederne sig op, indtil man til sidst havde glemt, hvorfor man egentlig fulgte med til at starte med.
’Bloodline’ sæson 2
Første sæson af Netflix’ stjernespækkede familiedrama var hæderlig trods en irriterende flashforward-struktur og alt for mange scener, hvor de levende taler med de døde.
Vi håbede, at sæson 2 ville bevæge sig afgørende videre fra dramaet omkring familiens sorte får Danny (Ben Mendelsohn), som vi allerede i seriens første afsnit får at vide må lade livet. Men minsandten om ikke forfatterne alligevel fandt en måde at lade Mendelsohn fortsætte i serien: Nu var det Døde Danny, de efterladte (mordere) talte med. Gab.
’Mozart in the Jungle’ sæson 2
Vi var ret vilde med første sæson af Amazons serie om et klassisk orkester i New York ført an af Gael Garcia Bernals excentriske dirigent.
Men i opfølgeren var det, som om humoren slet ikke svingede, og i stedet irriterede den blomstrende kærlighedsrelation mellem Bernal og seriens anden hovedrolle, Lola Kirkes obo-spiller Hailey. Pludselig føltes det hele sentimentalt, påtaget og falskt, mens en udflugt til Mexico udelukkende syntes at tjene det formål, at filmholdet fik en gratis ferie.
’Vinyl’ sæson 1
Vores anmelder gav Martin Scorseses pilotafsnit til HBO’s store rock’n’roll-satsning ’Vinyl seks stjerner, og det var da også en visuel tour de force, som vidnede om en aldrende Scorsese i storform.
Men efter den første nysgerrighed var stillet, gik det hastigt ned ad bakke for serien om en pladeselskabsboss (Bobby Canavale), der desperat er på udkig efter den nye lyd i 70’ernes New York. Fortællingen overskred aldrig klicheerne om en hårdt drikkende og lige så hårdt narkoindtagende musikverden, og der var absolut ingen grund til at skænke et hovsa-agtigt mord oven i dramaet.
Hverken seertal eller hype fulgt med, og HBO fyrede den ellers så respekterede showrunner Terence Winter for siden at afblæse den ellers annoncerede anden sæson helt.
Kigger man på serien isoleret, var ’Vinyl’ måske ikke den katastrofe, den er blevet gjort til – den føltes bare som en serie, der burde være blevet lavet for 10-15 år siden. Og at den objektivt står tilbage som en af HBO’s største fiaskoer gennem tiden, er indiskutabelt.
’Love’ sæson 1
Den umage kærlighedshistorie mellem Paul Rusts nørdede Gus og Gillian Jacobs flagrende Mickey var ganske hyggelig, men så heller ikke mere. Og ’mere’ var hvad vi havde forventet af en Netflix-serie skabt af Judd Apatow, der tidligere har sat sit fingeraftryk på genistregerne ’Freaks and Geeks’ og ’Girls’.
’Love’ var et blidt indspark i den aktuelle sadcom-tendens og blandede som så mange andre serier i disse år alvorlige temaer som alkoholisme, ensomhed og social angst med en komisk og ret forudsigelig kærlighedshistorie. Gillian Jacobs er charmerende, men i sidste ende føltes det hele en smule futilt.
’The X-Files’
Hypen var stor forud for Mulder og Scullys comeback, men efter serien faktisk fik premiere, forstummede snakken støt og roligt.
Niveauet var stærkt svingende, hvilket det måske også var i gamle dage, men i tidens serielandskab og med den lange ventetid i baghovedet kan man godt tillade sig at stille større krav end blot et par enkelte fortrinlige afsnit (det twistede ’Mulder & Scully Meets the Were-Man’ udmærkede sig) i en pulje på seks.
Dialogen var ikke sjældent gumpetung, og særligt David Duchovny syntes at have svært ved at mønstre engagementet i sin gamle glansrolle. Måske er det på tide, at Chris Carter & co. lægger X-filerne endegyldigt i graven?
’Vice Principals’
’Eastbound and Down’ er en af de allerbedste komedieserier, HBO har produceret til dato, så når Jody Hill og Danny McBride slår pjalterne sammen på ny i den kulsorthumoristiske komedies ærinde, er der grund til at svinylpidse ører.
Desværre nåede den grinagtigt usympatiske viceinspektør Neal Gamby ikke Kenny Rodgers til sokkeholderne. Gamby kæmper om rektorstillingen på North Jackson High School med Walton Goggins Lee Russell, men da de begge bliver fravalgt, går de sammen om at få deres overmand (en sort kvinde) ned med nakken.
Hill og McBride dyrker som altid den politisk ukorrekte humor, hvor det ligefrem ikke er sympatien med karaktererne, der skal drive værket, hvilket heller ikke er nødvendigt, hvis humoren sidder i skabet. I ’Vice Principals’ føles det, som om McBride og Goggins råber slapt improviserende i hovedet på hinanden, til de løber tør for noget at sige. Der går simpelthen skolekomedie i trakasserierne.
‘The Get Down’
Baz Lurhmanns musikserie for Netflix blev lanceret som en af de dyreste serier nogensinde. Og produktionsværdien var da også ganske høj i fortællingen om hiphop, disco og ung kærlighed i slut-70’ernes Bronx.
Pilotafsnittet, som Luhrmann selv havde instrueret, var imidlertid en gigantisk rodebutik af urytmisk klipning og et misforstået forsøg på autenticitet, hvor man ikke et sekund troede på, at den barske ghetto kom troværdigt til live. Bedre greb om fortællingen kom der, da han selv slap tøjlerne i de efterfølgende afsnit, men i forhold til prismærkat og hype var ‘The Get Down’ stadig en forbløffende ordinær oplevelse, der kun i lille grad blev reddet af et charmerende skuespillerensemble.
Titlen ligger lige for: The Let Down.