Oughts postpunk vakler mellem det strømlinede og det skramlede
Der er to indfaldsvinkler, når man giver sig i kast med Oughts tredje album. De canadiske postpunkere har nemlig valgt at implementere to dominerende ingredienser i deres udtryk og veksler mellem henholdsvis en strømlinet puls og en slacker-vibe.
Vel udelukker det ene ikke det andet. Alligevel er det som om, Ought spænder ben for sig selv ved at placere sig mellem to stole i stedet for at stille skarpt på ét udtryk som affyringsrampe.
Det skaber en vis diskrepans, når de både vil spille stramt eksekveret postpunk og jappe sig gennem stenede passager, der ikke efterlader nævneværdigt indtryk. En attitude, der kommer til udtryk i frontmand Tim Darycs fraseringer. Det ene øjeblik lægger han en myndig baryton a la Scott Walker for dagen i de velfungerende ‘Into the Sea’ og ‘These 3 Things’ for det næste at give sig i kast med en indolent snøvlen på forglemmelige ‘Disgraced in America’ og ‘Desire’.
Resten af bandet følger trop, og i både ‘Brief Shield’ og ‘Pieces Wasted’ føler man sig omgivet af en flok musikere, der sidder i en ordentlig koger og ikke kerer sig synderligt for hverken instrumenternes samspil eller sangenes udvikling og derved spilder de musikalske stykker (og talenter) væk.
Bevares, at dyrke en skramlende æstetik kan være effektivt og velfungerende, men Oughts materiale lykkes ikke i denne kontekst. Fordi de ikke kan beslutte sig for, om de skal være et lo-fi-band eller fortsat dyrke postpunkens dyder.
Det, der gjorde debutalbummet ‘More Than Any Other Day’ til en løfterig oplevelse, var dets nærmest feberagtige postpunkenergi. Det udtryk får vi heldigvis også eksemplificeret på det nye album, og når de tager fokuseret og skarprettet fat, er Ought stadig et yderst indtagende bekendtskab.
Alle tråde løber sammen i ‘Alice’, hvor den melodiske guitarfigur dikterer Darcys fraseringer og skaber et rigt facetteret udtryk. ‘Take Everything’ gør også en glimrende figur, hvor de marcherende trommehvirvler indikerer en eksponentiel elektrisk nerve, der forløses i både rytmisk variation og huggende guitarsalver.
Ligeledes løber der en saliggørende kraft gennem ‘Disaffectation’, der trods en piskende Gang of Four-stemning dog dekonstrueres mod slutningen. Hvilket ganske fint indkapsler den inkonsekvente vekslen mellem det stramt fokuserede og det slacker-skramlede, der synes at være Oughts modus operandi i denne ombæring.
Kort sagt:
Den canadiske kvartet kan ikke beslutte sig for, om de fortsat vil dyrke postpunkens energiske dyder eller hengive sig til slacker-lo-fi. Det resulterer i et inkonsekvent udtryk, hvor bandet lykkes med de stramt fokuserede takter, men ikke har materialet til at praktisere den skramlede æstetik.