Legenden. Oscar-rekordholderen. Overspilleren. Forføreren. Skovsnegleskægget. Geniet.
Hvad end man elsker eller hader hans intensitet på lærredet, har alle filmelskere et forhold til Daniel Day-Lewis, der i denne uge takker af med sin karrieres sidste film, Paul Thomas Andersons ’Phantom Thread’. Her spiller nu 60-årige Day-Lewis den excentriske couture-designer Reynolds Woodcock, der i sin altopslugende dedikation til skrædderfaget er mere metode end menneske ved filmens start.
Ikke ulig Day-Lewis selv, vil nogen mene, idet skuespillerens sky personlighed kombineret med hudløs method-acting og ganske få filmprojekter har sikret ham ærefrygtig særstatus blandt kollegerne. Og intimideret ikke så få af selvsamme på filmsettene:
Day-Lewis’ ’Phantom Thread’-udkårne Vicky Krieps har fortalt i interviews, at hun var rystende nervøs over at skulle se stjernen i øjnene på første spilledag, mens komikeren Paul F. Thompkins – som havde en lille rolle i ’There Will Be Blood’ – i et af sine stand-up-shows opsummerede præcis, hvad mange af Day-Lewis’ medspillere har artikuleret på den ene eller anden vis:
»Jeg havde fået af vide, at Daniel Day-Lewis var en ret intens person. Det er han i virkeligheden slet ikke. I virkeligheden er han … DEN MEST INTENSE PERSON, der nogensinde har levet på jorden. Han gjorde mig ikke noget på settet – han sad bare i en stol – men jeg var rædselsslagen for ham, som var en junglekat vandret ind«.
Så sin døde far i kulissen
Med årene er det uvægerligt blevet de utallige sære historier om den engelske ’junglekats’ tilgang til sine roller, mange først tænker på, når Daniel Day-Lewis’ navn dukker op:
Sally Fields har fortalt, at han sendte hende sms’er in character som Abraham Lincoln under indspilningerne af Steven Spielbergs ’Lincoln’, og på settet til ’My Left Foot’ skulle Day-Lewis have insisteret på, at hans kolleger bar og madede ham, så han kunne leve sig ind i rollen som handicappet. Mens han lavede ’The Last of the Mohicans’ ville han kun spise mad, han selv havde fanget og tilberedt, og som forberedelse til ’Phantom Thread’ syede han en Balenciaga-kjole fra bunden med hustruen Rebecca Miller (datter af dramatikeren Arthur Miller) som tålmodig mannequin.
Hovedværkerne tæller – taknemmeligt – svanesangen ’Phantom Thread’, førnævnte ’Lincoln’ og naturligvis ’There Will Be Blood’, Paul Thomas Anderson grandiose elegi over det industrielle USA’s fødsel og kulsorte hjerte, der sidste år blev kåret til det 21. århundredes bedste film af over 100 danske filmfolk her på Soundvenue. Det er tre roller, der dårligt kunne være mere forskellige, men som har det til fælles, at de portrætterer larger-than-life individualister, for hvem sagen, værket – uagtet om det er politisk, magtbegærligt eller kunstnerisk motiveret – er alt.
Failure is not an option, og det har det heller aldrig været for Day-Lewis, der er håndværker med stort h som Orson Welles og Laurence Olivier før ham. Hvorfor han igennem sin karriere og blot 24 film (debuten var som ’unavngiven børnevandal’ i ’Sunday Bloody Sunday’ i 1971) hovedsageligt har søgt projekter, der graver dybt i den menneskelige (læs: mandens) sjæl og drift. Det er blevet til cirka 10 glimrende film og en håndfuld brillante, ofte med flere års svært nødvendige pauser imellem.
Instruktøren Jim Sheridan, som arbejdede med skuespilleren på ’My Left Foot’, ’In the Name of the Father’ og ’The Boxer’, fortalte til The Guardian i 2002, at han var oprigtigt bekymret for Day-Lewis på settet af særligt IRA-fængselsdramaet ’In the Name of the Father’, hvor skuespilleren virkede, som om han var på randen af et nervøst sammenbrud og efterfølgende ikke kunne ryste rollen som virkelighedens uskyldigt dømte Gerry Conlon af sig:
»Efter et halvt år snakkede han stadig med Conlons accent. Han var ikke vendt tilbage til at være Daniel endnu. Forestil dig, hvor udmattende det må være. Det kan man simpelthen ikke gøre særligt mange gange«, sagde Jim Sheridan.
Det er ikke usandsynligt, at det var samme indlevelsesevne, der i slut-80’erne fik Day-Lewis til at droppe teaterscenen: Under en produktion af Hamlet følte skuespilleren pludselig, at han så sin afdøde far i kulissen – ligesom Hamlet ser spøgelset af sin far – og kollapsede på scenen.
Selv giver Day-Lewis ikke meget for mytedannelsen omkring hans person og værger sig ikke overraskende ved udsigten til at blive husket for sine metoder frem for resultaterne af disse:
»Folk taler, tilsyneladende på mine vegne, om de her smertelige forberedelsesperioder. Men de er galt på den, for det er en fornøjelse for mig«, fortalte Day-Lewis i et af sine sjældne interviews til Rolling Stone i 2003. En udtalelse, der dog står i kontrast til hans udlægning af ’Phantom Thread’-produktionen som »overvældende trist« og en katalysator for hans beslutning om at gå på pension .
Manden bag bulderbasserne
Daniel Day-Lewis har rekorden som den skuespiller, der har modtaget flest hovedrolle-Oscars – for ’Lincoln’, ’There Will Be Blood’ og ’My Left Foot’ – men selvom hardcore fans vil fråde arrigt over enhver anfægtelse af mandens geni, kan man diskutere, om ikke hans monstrøse Daniel Plainview i ’There Will Be Blood’ hamrede vel hårdt i tangenterne enkelte steder. Som ditto dramatiske Al Pacino også har gjort sig skyldig i fra tid til anden, når instruktører har ladet hidsigproppen gå linen ud i en eksplosion af tordnende tirader og lynende øjne, der forvandler karakter til karikatur.
Med minimale krusninger på øjnenes mørke søer holder Day-Lewis imidlertid snor i Plainviews fordærvede menneskelighed under skovsnegleoverskægget, der som en maske af bitterligt efterstræbt, tegneserieagtig overklasseidentifikation kamuflerer bulderbassens eksistentielle skam og sorg. Akkurat som Bill ’The Butcher’ Cutting i ’Gangs of New York’, hvor Martin Scorsese ligeledes udnytter Day-Lewis-karakterens mytiske maskulinitet som bevidst teatralsk parabel for pillerne af brutal patriarkalsk idealisme, Guds eget land vakler på.
Hvorvidt der lurer ideologiske motivationer bag Day-Lewis’ kræsne rollevalg – fem film om USA’s tumultariske udformning, to om falskt anklagede IRA-mistænkte og tre om plagede kunstneres kvababbelser (heriblandt det Fellini-inspirerede musicalfejltrin ’Nine’) – vil formentlig for evigt ligge hen i det uvisse, for manden taler ikke af egen fri vilje med medierne (om end han er usvigeligt høflig, når han tvinges af pr-maskinerier), og fremlæggelsen af hans private overbevisninger ville da heller ikke tjene hverken publikum eller værkerne.
Den tilgang kunne mange i branchen tage ved lære af i deres iver efter at afmystificere og filosofere over hver en facet af faget i en politisk kontekst.
Da han var yngre, forsøgte Daniel Day-Lewis at blive møbelsnedker, i 90’erne tog han en pause fra skuespillet for at gå i lære som skomager i Firenze i tre år, og som optakt til ‘The Crucible’ byggede han på professionelt niveau et hus med værktøjer fra 1700-tallet. Manden er blevet kaldt en kamæleon foran og bag kameraet, men betegnelsen er for poppet en beskrivelse af Day-Lewis, der ånder og lever for godt, gennemarbejdet craftmanship, hvor selv en introvert skrædders læst fænger som en thriller.
I flere årtier har han kontinuerligt mindet os og filmbranchen om, at ingen special effects eller rød løber-tække trumfer det oprindelige håndværk, og hans professionelle afsked efterlader os ovenud taknemmelige for unikke skuespilfæller som Tilda Swinton og Leonardo DiCaprios fortsat kompromisløst fokuserede arbejdsdisciplin.
Daniel Day-Lewis’ karakterer – fra djævelsk borebisse på prærien til reformeret casanova i ’The Unbearable Lightness of Being’ (1988) og homoseksuel skinhead i ’My Beautiful Laundrette’ (1985) – er møjsommeligt kreeret fra bunden med sans for hver en åre i træet, og det er de formidable filmoplevelser, de har kastet af sig snarere end vilde historier om processen og påstået krukket opførsel, der bør skattes for eftertiden.
Læs også: De mest ekstreme eksempler på Daniel Day-Lewis’ method acting