Den irske skuespillerinde Saoirse Ronan er i en alder af blot 23 år allerede blevet Oscar-nomineret tre gange. På søndag skal hun således kæmpe med om prisen for bedste kvindelige hovedrolle for sin præstation i Greta Gerwigs ’Lady Bird’.
I de fleste af hendes talkshowbesøg synes hovedfokus dog at være på noget helt andet, nemlig hendes irskklingende fornavn, hvorfor YouTube-brugeren Owen Harvey har været så sød at lave et supercut af alle de gange, hvor skuespillerinden er blevet spurgt om sit navns udtale.
I videoen siger hun blandt andet, at hun er blevet kaldt alt fra Saucy til Shelley til Suarez, mens folk fra Irland faktisk har fortalt hende, at hun heller ikke selv udtaler sit eget navn helt korrekt.
Vi vover knapt at gøre et forsøg.
’Lady Bird’ får premiere 26. april.
Læs også: ’Lady Bird’ er bedste film i 2017 ifølge New York-kritikere