Et vennepar fra Samsø og en røvfuld vilde sangtitler. Det er sandsynligvis det første, der falder dig ind, hvis du har hørt om hiphopgruppen Ravi Kumar.
Det var i hvert fald så godt som det eneste, jeg på forhånd vidste om duoens profil, og alligevel viste det sig kun at være halvt sandt. Sharon Kumaraswamy og Aske Knudsen, der er henholdsvis rapper og producer i Ravi Kumar, har studeret sammen i Aarhus. De tilbragte godt nok en sommer som tjenere på en restaurant på Samsø, men bor altså nu på Nørrebro, så det med den buldrende hiphopundergrund bag Nordby Bakker skal nok lige tages til revision.
Den med sangtitlerne er imidlertid god nok. De fire numre, Ravi Kumar har ude, går under titlerne ‘Staring at My Dick’, ‘Fatty’, ‘Fuck This Shit I’m Gonna Be a Princess’ og ‘I Only Make Out With Myself’. Og numrene er præcis lige så flabede, fandenivoldske og underholdende, som de lyder.
Sharon: »Vi begyndte at lave musik lidt for underholdningens skyld. Men så blev det ret sjovt, så for lidt over et år siden endte det med, at vi besluttede os for, vi ville være et band«.
Kom det bag på jer, da det pludselig begyndte at tage fart med musikken, når det nu startede som underholdning?
Aske: »Det var hele tiden min skjulte agenda, ha ha. Jeg havde længe godt kunnet tænke mig at lave musik med en kvindelig rapper. Men det er svært at finde, da der er ikke så mange, der gør det. Så det var den klassiske historie med, man ikke har set det, der er lige foran dig – Sharon var jo helt vildt dygtig, what the fuck!«
Sharon: »Jeg er egentlig sanger, men jeg kan vildt godt lide at dykke ned i forskellige kulturer og lære nye ting. Jeg har godt kunnet lide at rappe, men har kun gjort det meget lidt. Når jeg rappede, var det mest for sjov«.
Den underliggende humor og tekstuniversets massive blink i øjet er ikke til at tage fejl af. Men det er ambitionerne heller ikke. Ravi Kumar er ikke længere til for sjov, men deres tilgang til genren er stadig lige så befriende, rå og rowdy som før – blottet for selvhøjtidelighed, overproduktioner og fine fornemmelser.
De tøjlesløse tracks er produceret med masser af syrede, distortede beats og gritty synths, mens Sharon leverer energisk, ufortyndet attitude med blåøjede leveringer og flabede flows. Det hele ender et syret sted i en elektronisk ladet punk-hiphop. Som et forvrænget kærlighedsbarn mellem M.I.A., Missy Elliot og Peaches født en sen technonat til en kampulovlig fest i en efterladt fabriksbygning.
Jeres musik virker som en slags energiudladning i protestform. Er det sådan, den bliver til?
Sharon: »Netop! Det er det, det er. Jeg synes, det er sjovt at skrive tekster, der er lidt provokerende, lidt protestsang-agtigt. Efter en koncert var der engang en, der sagde, at det mest fascinerende var måden, jeg fik folk til at synge med på vores hooklines på, og at det kunne ændre en koncert til en slags demonstration. Det er mega fedt«.
Er det en frihed, der for dig hører rappen til, eller ville du kunne starte samme slags protester i sangform?
Sharon: »Jeg kan ikke skrive en kærlighedssang i denne genre, som jeg kan i andre genrer. Men man kan gå amok på en anden måde, der er vildt befriende«.
»Jeg har nogle gange tænkt over, at det har været egoistisk af mig gerne at ville være musiker. Jeg kan ikke tage ud og redde verden, som hvis jeg kunne være med i Læger Uden Grænser. Men nogle gange kan en musiker også godt være ude i verden på en måde, fordi man er en voice for the voiceless. Så kan man samle folk på den måde. Det var en givende tanke i forhold til at være musiker, synes jeg«.
Aske påpeger tørt for sin humanitære makker, at deres foreløbigt største hit hedder ‘Staring at My Dick’. De bryder begge ud i latter.
Aske: »Okay, det er ikke så tydeligt i de enkelte af vores numre, der ligger offentligt ude. Men i de andre numre, vi spiller live, kommer det meget mere til udtryk«.
Princess Nokia er en inspirationskilde i forhold til at være en stemme for dem, der ikke bliver hørt. En kunstner, der ønsker og kæmper for en bedring i verden og som ikke giver en eneste fuck. Lauryn Hill, M.I.A. og Little Simz bliver også nævnt. Rappere med stærke stemmer, meningers mod og historier på hjertet. En række forbilledlige, hamrende dygtige kvinder.
Hvordan blev du modtaget som rapper, Sharon? Blev der gjort meget ud af, at du er kvinde og rapper?
Sharon: »Man bliver meget omtalt som en kvindelig rapper, men der er ingen mænd, der bliver omtalt som en mandlig rapper. Jeg kan selvfølgelig godt se, at der er nogle fordele i, at man måske lægger mere mærke til det, når der er en kvindelig rapper, men samtidig synes jeg også, det er irriterende. Hvorfor kan man ikke bare blive kaldt rapper?«
Aske: »Jeg hørte en podcast med Jonatan Spang og Ane Høgsberg (‘Voksenvenner’, red.), hvor de snakkede om, at kvindelige komikere altid bliver omtalt som modige. Det er en grineren iagttagelse – det er også det, folk tit roser Sharon for: ‘Hvor er det vildt, du tør’. Det er der virkelig ikke mange mænd, der bliver rost for. Man vil måske hellere omtales som en dygtig frem for en modig rapper«.
»Men jeg synes, vi er blevet vildt godt modtaget. Folk har sagt: ‘Hvor er det rart, der kommer noget anderledes for en gangs skyld’. Fra alle sider en mangel på kvindelige rappere i Danmark. Men jeg tror egentlig, hele hiphopmiljøet er ved at vende lidt med grupper som Brockhampton, der rapper meget om homoseksualitet. Det kommer mere og mere ind, fordi nogle sindssygt dygtige grupper får deres budskab ud«.
Sharon: »Vi har valgt, at vores bandnavn er et mandenavn. Ravi Kumar. Det havde jeg lyst til, så man ikke ser navnet og tænker ‘åh, det er en kvinde’«.
Navnet er en forsimpling af Sharons fars navn, og de asiatiske undertoner, man kan ane deri, kommer fra Sharons srilankanske ophav.
Sharon: »Det er ikke det fedeste i min kultur, at en kvinde rapper. Det er en mandeting. Og det er måske heller ikke musik, man anerkender som ’flot musik’ – eller som musik i det hele taget. Der har været en forventning til, at jeg som sanger skal være skønsanger. Men nu går jeg all in på at rappe«.
Hvad tænker I om den kvindelige rappers rolle i 2018 – er vi på vej i den rigtige retning?
Aske: »Jeg håber, vi når dertil, hvor en kvindelig rapper ikke er en nyhed længere. At det bliver normaliseret. Enhver kvindelig rapper bliver kaldt queen et eller andet. Kan det ikke bare være en dygtig rapper, og så er det det? Princess Nokia, Cardi B, alle sammen – de laver jo fed musik, der nok skal kunne klare sig selv. Vi benefitter selvfølgelig lidt af det, men det skal bare blive helt fuldstændigt normalt«.
Sharon: »Det er godt, der kommer flere kvindelige artister. Men når man gør det op, skal det jo heller ikke være sådan, at der skal være flere kvindelige artister frem for bedre musik. Men jo flere, der kommer, desto mere forsvinder det, at man skal gå og tælle, hvor mange kvindelige artister, der står på en festivalplakat«.
Er det ikke også svært at undgå at tænke på, om man får chancer i kraft af sit køn, når det hele netop er så omstridt?
Sharon: »Jo. Egentlig har jeg det også lidt sådan med min hudfarve. Jeg er både kvinde, og jeg har mørk hud. Det bliver der også lagt vægt på. ‘Nu kommer der en kvindelig artist fra Sri Lanka’. Jeg kan mega godt lide, jeg er fra Sri Lanka, men jeg er jo også lige så meget dansk. Og jeg er jo også bare rapper og musiker«.
Læs også: En ny bølge af kvindelige rappere ændrer hiphoppens regler – men ikke fordi de er kvinder
Læs også: De nye normbrydere: 10 kvindelige rappere, der ændrer hiphoppens regler
Nyt afsnit af Standard – Soundvenues hiphop-podcast: Oplever vi en renæssance for kvindelige rappere?