Clarissa Connellys stemme rummer mindst lige så mange lag som et tulipanløg
Den danske musikfolkeskole er en broget flok af bad (eller sad) hiphop-boys og sippede electropop-kliker. Her kunne Clarissa Connelly nemt komme til at se ud som den stille pige i klassen. Men den aarhusianske musiker har bare ikke brug for at larme, te sig eller prøve at se ud som om, hun er over det hele på én gang, for at gøre sig positivt bemærket.
I år er Connelly for eksempel blevet spottet til at spille på Roskilde Festivals Rising-scene, og nu er hendes andet studiealbum udkommet hos de lokale kassette-pushere i pladeselskabet Brystet.
De første toner af ’Tech Duinn’ lyder ærligt talt som en version af ’Æblemand’, der er blevet abstraheret til ukendelighed. De på hinanden følgende C-dur, A-mol, F- og G-akkorder er ikke til at tage fejl af, men dog godt syltet ind i Connellys honningtunge vokal. Og lige umiddelbart efter flettes de ind i intronummerets storslåede orkesteropsætning af middelalderlig harpe og flerstemmig jubelsang.
I løbet af albummet viser Connelly sig sandelig også som et elektronisk forstærket enmandsorkester. Hun frem-sampler faktisk sit eget kor så overbevisende, at man nærmest glemmer, at hun er soloartist.
De nordiske Enya-vibes er heller ikke til at komme udenom. Connellys inspiration herfra viser sig især på albummets underspillede, vokale højdepunkt, ’De Novo’, og på det gyngende hjertesorgstrack Why It’s Over, hvor strygerne spilles pizzicato og går i yndig samklang med de bagvedliggende keys. Mere nedtonede indslag som ’A Blessing’ viser til gengæld, at når Connelly søger de inderlige pigeværelsesdybder, finder hun dem også lige så let.
Når numrene er så spændende dekonstrueret og fremføres med så meget finesse, er det næsten synd, at de alle bliver tilbageholdt i den kortere ende. ’Tech Duinn’ er en hurtigt overstået forårspicnic på lidt under 19 minutter.
På den korte tid viser Clarissa Connelly dog, at hendes stemme rummer mindst lige så mange lag som et tulipanløg. Og at hun ved de mange liveoptrædener, der venter hende, kan vælge enten at fremføre sin specielle version af det klassiske, akustiske singer/songwriter-set eller et strålende synthpop-cirkus. Måske lykkes hun med en blanding. Det er stadig så nyfødt et univers, og de korte glimt af det, som albummet giver, gør det ikke i sig selv til at sige på forhånd, hvad det er, vi vil få at se og høre.
Kort sagt:
Indtil nu har der helt klart været for få Enya-pasticher til at kæmpe om opmærksomheden i det danske vækstlag af elektronisk pop. Men når man lytter til Clarissa Connellys seneste album er det tydeligt, at hun fortjener at få bevågenheden.