Fever Ray i Store Vega var et vanvittigt kig ind i en anden verden
Man nåede bestemt at få sine bange anelser om, at Fever Ray var et overstået kapitel, inden comeback-albummet ‘Plunge’ udkom i oktober sidste år. Otte år skulle der gå, før Karin Dreijer udsendte efterfølgeren til sin selvbetitlede solodebut, men da albummet ankom med et følge af ret så creepy musikvideoer, var man ikke i tvivl om, at Fever Ray var tilbage for fuld kraft.
Efter onsdagens udsolgte koncert i Store Vega kan man desuden spørge sig selv, om hun overhovedet er vendt tilbage som et menneske? Med Dreijers bizarre levende død-look, hendes knirkende vokal og hendes ukuelige selvsikkerhed var det næsten svært at fatte, at hun er af samme art som alle os andre.
Koncerten var usædvanlig, transcenderende og virkede som en åbning ind til en helt anden verden, hvor svenske Dreijer, flankeret af musikere i blandt andet muskelbundtkostume og flagermusevinger, var den lige dele dragende og frygtindgydende frontkvinde/kultleder for den mørke, men også pulserende elektroniske pop, der flød fra scenen. Iført mamelukker, karseklip og høje læderstøvler havde hun et ubesværet greb om sit publikum.
Showet åbnede med ‘A Part of Us’ fra ‘Plunge’, hvor bandets individuelle, teatralske entréer og deres simple men effektfulde koreografi fik slået fast, at koncerten ikke ville forløbe, som koncerter oftest gør. Spontaniteten var lagt til side til fordel for planlagte dansetrin og subtile sceneskift, og nærmere end at være et band, fremstod kvinderne på scenen som et overmenneskeligt, futuristisk matriarkat – not to be messed with.
Herfra bød koncerten på primalskrig under ‘Falling’, hævede knytnæver og kampånd på ‘This Country’ og dansefest til ‘I’m Not Done’. Selv om setlisten primært var domineret af numre fra ‘Plunge’, var der også gensyn med ældre numre som ‘When I Grow Up’ og ‘Keep the Streets Empty For Me’, og særligt det velplacerede ekstranummer ‘If I Had a Heart’ efterlod én både rørt og ærefrygtig.
Det ekstatiske, høje energiniveau, som blev lagt an fra starten af koncerten, blev tonet lidt ned godt halvvejs med et dystert, næsten dommedagsvarslende akkordeon på ‘Red Trails’, og det dynamiske dyk kom som et tiltrængt afbræk. Selv om stemningen igen løftede sig på den efterfølgende og velkendte ‘To the Moon and Back’, virkede det dog som om, Dreijer tabte pusten en smule og ikke rigtig nåede det samme excentriske gear, hun lagde ud med.
Når det er sagt, stod det dog stadig fuldstændig klart ved koncertens afslutning, at Dreijer er en klasse for sig – både som sangskriver og performer. Hendes udstråling og hele bandets særlige sceneoptræden skabte en koncertoplevelse af en anden verden. Som helt sikkert skal opleves igen på Roskilde Festival til sommer.
Kort sagt:
Koncerten i Store Vega var usædvanlig, transcenderende og virkede som en åbning ind til en helt anden verden, hvor Karin Dreijer, flankeret af musikere i blandt andet muskelbundtkostume og flagermusevinger, var den lige dele dragende og frygtindgydende frontkvinde. Spontaniteten var lagt til side til fordel for planlagte dansetrin og subtile sceneskift, og sel vom Dreijer undervejs lod til at miste pusten en smule, stod det klart ved koncertens afslutning, at hun absolut er en klasse for sig.
Læs anmeldelse: Fever Ray ‘Plunge’