Deadbeat

Det andet album fra Deadbeat er blevet tildelt titlen ‘Something Borrowed, Something Blue’. Ja, bryllupssæsonen nærmer sig med hastige skridt, selvom det næppe er hele Dannevangs bryllup, canadiske Scott Montieth har haft i tankerne med dette album. Ej heller skal man forvente sig, at det er denne plade, der vil blive spillet som lydtapet til diverse bryllupper. Det skulle da lige være Scotts eget, han fejrede sidste år.

Lydtapet gør pladen sig ellers godt som. Det er en nærmest vuggende dub sound, der præger albummet, og det slipper den nygifte canadier rimeligt fra. Det hele er decideret elektronisk, men uden tvivl levende og varmt. Tempoet holdes i vejret albummet igennem uden for alvor at gå amok, hvilket da heller ikke ville passe Deadbeats lidt sløve og vuggende lyd.

På trods af afslappende percussion, harmoniske melodistykker og andet digitalt lir har albummet dog svært ved at markere sig for alvor. Dertil er der måske en kende for mange brudstykker, og passager man ønsker kortere. Derfor er stadig masser af gode momenter på albummet. Her må blandt andet nævnes ‘Reqiuem’ og ‘A joyful noise (part 1)’. Især sidstnævnte fungerer. En lidt skæv
underspillet basgang holder nummeret sammen, samtidig med at melodistykket funkler. Vel nok
albummets bedste nummer.

‘Something Borrowed, Something Blue’ er et udmærket album, der i sin stil minder om andre udgivelser fra det tyske pladeselskab ~Scape. Tingene tager sig den tid de skal, og det skal de vel have lov til, men… Mere end en smule over middel formår albummet ikke at strække sig, dertil står den står den på for meget hvilepuls. Virkelige dubelskere vil måske synes bedre om det, men ikke undertegnede.