Arctic Monkeys’ sjette album er et Martini-læskende, lårkort nostalgi-ridt
‘Transformation’. Begrebet har de seneste år udgjort mangt en musikskribents foretrukne vinkel, når offeret har heddet Alex Turner, frontmanden i et af vor tids helt store rockbands, Arctic Monkeys. Bandets stadige relevans et årti efter debuten bliver i høj grad tilskrevet netop Turners vilje til at udvikle udtrykket, der over fem album har spændt fra ærkebritisk, bebumset rendestensrock til ørkenstøv, hiphop-beats og storladne popskrud. Men hvorfor egentlig forvente, at et så uomtvisteligt og karismatisk talent, som brød igennem på randen af sine teenageår, skulle bruge sine 20’ere på at stå stille?
Alligevel er det fristende atter at slynge transformationsterminologien efter Turner og co., når man lytter til Arctic Monkeys’ første album i fem år. Da nyheden om comebacket med den sofistikerede titel ‘Tranquility Base Hotel & Casino’ tikkede ind tidligere på året, begyndte spekulationerne om Sheffield-kvartettens kurs anno 2018 straks at summe, forstærket ved det faktum, at vi udover nogle få pressebilleder af medlemmerne med langt hår og fløjlshabitter ikke har fået en eneste forsmag. Var det mon et varsel om et stilskifte af de helt store?
Svaret er til dels ja. Fra det sekund tonerne fra åbningsnummeret ‘Star Treatment’ stævner ud, forstummer det sidste ekko af debutens jordnære og højenergiske guitarrock et sted i det dekadente og sirligt arrangerede lydbillede. Men i det store perspektiv lyder ‘Tranquility Base Hotel & Casino’ som en måske forventelig udbygning af den nostalgiske orkesterpop fra ‘AM’-skæringen ‘No. 1 Party Anthem’ og naturligvis Turners sideprojekt The Last Shadow Puppets. Slående er dog den konsekvente facon, udtrykket dyrkes på, hvilket gør albummet til ‘et værk’ mere end nogen andre af Arctic Monkeys’ udgivelser. Dette ganske modige valg cementerer Turners dominans som kreativ styrmand, men demonstrerer ligeså meget bandets interne harmoni og ekvilibrisme.
Her er (stort set) ingen velsmurte guitarhooks eller omnipotente stadionøjeblikke. Størstedelen af de 11 nye sange sejler majestætisk af sted i et mageligt tempo, der opfordrer lytteren til at zoome ind på Alex Turners croonende sangforedrag og det rigt orkestrerede, blidt duvende bagtæppe af lyd. Alle sangene er komponeret på klaver, og omkring de bløde tangenter svæver ekstravagante strygere, groovy baslinjer og subtilt plirrende synths. Phil Spectors more-is-more-filosofi, Bowies eklektiske ekstravagance og den ultra-ambitiøse koncepttænkning på The Beach Boys’ ‘Pet Sounds’ synes at runge på et album, der kræver tid og opmærksomhed fra sin lytter og kun langsomt folder alle sine purpurfarvede kronblade helt ud.
For selv om grundstemningen er den samme hele albummet igennem, er der bestemt nuancer i de stemningsmættede arrangementer – fra det sydende guitarriff på ‘Golden Chunks’ til titelnummerets cembalo og vokalharmonierne i outroen på popøjeblikket ‘Four Out Of Five’. Hofproduceren James Ford og Tame Impalas Cameron Avery synes at være gået all in på bandets vision.
Turners fabulerende lyrik og velsmurte stemmebånd er dog festens ubestridelige midtpunkt. De beskrivelser af uglamourøse skæbner, som i sin tid positionerede Turner som en begavet tekstforfatter, viger for mere abstrakte, men stadig observante ordguirlander. Som når han åbner albummet med dette selvbevidste billede: »I just wanted to be one of the Strokes, now look at the mess you made me make / hitchhiking with a monogrammed suitcase, miles away from any half-useful imaginary highway«.
Tranquility Base er navnet på det sted på Månens overflade, hvor Neil Armstrong plantede sit flag i 1969. For Arctic Monkeys synes albumtitlen at referere til et særligt rum, hævet over tid og sted, som hver enkelt sang tager sit udgangspunkt i. Turner og co. er værter for en Martini-læskende, lårkort og eksklusiv sammenkomst, der excellerer i sin stilbevidste rådyrkelse af 60’ernes og 70’ernes musikarv, men på samme tid giver perfekt mening for Arctic Monkeys anno 2018.
Kort sagt:
Arctic Monkeys’ imødesete sjette album udstikker en ny kurs for bandet med sin konsekvente dyrkelse af 60’ernes og 70’ernes musikarv. Alex Turners forkærlighed for dekadent orkesterpop får frit løb, når de fængende guitarhooks må vige for klaver, strygere, cembalo og synths. ‘Tranquility Base Hotel & Casino’ er i dén grad Turners album, hvor han som festens ubestridte midtpunkt crooner trusserne af sin lytter og imponerer med billedrige ordguirlander. Med sit magelige tempo er det et værk, der kræver tid og opmærksomhed fra sin lytter og kun langsomt folder alle sine purpurfarvede kronblade helt ud.
Læs også: Arctic Monkeys’ musikalske udvikling fortalt gennem 10 sange