1. ‘I Bet You Look Good on the Dancefloor’ (2005)
Den engelske musikpresse er herostratisk berømt for at kaste sin kærlighed på nationale ensembler og udråbe disse til the next big thing. I tilfældet med fire 19-20 årige knægte fra Sheffield-forstaden High Green var hypen dog så afgjort berettiget. Efter en supporttjans for Franz Ferdinand og en kontrakt med selskabet Domino var Arctic Monkeys klar med debutalbummet ‘Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not’ i januar 2006.
Førstesinglen ‘I Bet You Look Good On the Dancefloor’ strøg direkte ind på førstepladsen af UK Singles Chart og kan, i retrospektrets klare lys, retteligt betragtes som en nyklassiker. Selv om nummeret følger en enkel skabelon uden mange dikkedarer er dens musikalske og lyriske hooks umanérligt veltilrettelagte og umulige at få ud af hovedet. Det vil altid være dragende at bevidne et talentfuldt band debutere, og dette var lyden af sprudlende, ungdommelig energi, der smagte af meget mere.
2. ‘Riot Van’ (2006)
Det jomfrunalske band kunne dog andet og mere end spurtende dansabel indie, og debutalbummet vidner desuden om, at Alex Turner og hans slæng allerede fra den spæde start havde en fin fornemmelse for fremdrift, dynamik og afveksling i rette doser.
Selvom ‘The View from the Afternoon’, ‘Red Light Indicates Doors Are Secured’ og ‘A Certain Romance’ er absolut medrivende i deres ungdommelige kådhed, spidser man ører i den jazzet-døsige ‘Riot Van’, der er et fint vidnesbyrd om en gruppe unge lads, som kan og vil mere end den energiske kådhed, som (også) hører sig til, når man er 19-20 år gamle.
3. ‘Fluorescent Adolescent’ (2007)
Blot et år efter debutalbummet var Arctic Monkeys klar med efterfølgeren. ‘Favourite Worst Nightmare’ er et glimrende album, men det kan også høres, at det ligger i naturligvis forlængelse af det første album – med eksempelvis de energiske ‘Brianstorm’ og Teddy Picker’ som bindeled. Tempoet på disse tidlige sange bør dog ikke maskere for Alex Turners talent som en kløgtig sangskriver. Hvilket får fuldt fokus på albummets andensingle.
‘Fluorescent Adolescent’ er en tour-de-force i finurlige one-liners om en kvinde, hvis erotiske primetime ligger bag hende: »You used to get it in your fishnets / now you only get in your nightdress / discarded all the naughty nights for niceness / landed in a very common crisis«. De melodiske parløb mellem guitar og bas er iørefaldende, men det er først og fremmest på tekstsiden, at sangen folder sig ud.
Et soleklart bevis på Turner som en skarp lyrisk observatør, der formår at beskrive skæbner i den særligt britiske ånd, som desuden tæller Ray Davies (The Kinks), David Bowie og Damon Albarn.
4. ‘505’ (2007)
Som tilfældet var på ‘Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not’, levner Arctic Monkeys også plads til eftertænksomme momenter på ‘Favourite Worst Nightmare’ med det excellente afslutningsnummer ‘505’ som en blændende stjernestund, der viser de nordengelske rockbavianers sans for stemninger og dynamik.
Med et andægtigt orgel-præludium og Jamie Cooks elegante guitaranstrøg bygges der op til et cruise udad landevejen en mørk aften. Et bevis på, at bandet også formåede de associationsskabende stemninger i de unge år. Som kuriosum kan nævnes, at netop orglet er en direkte reference til den legendariske filmkomponist Ennio Morricones soundtrack til filmen ‘The Good, the Bad and the Ugly’.
5. ‘Dangerous Animals’ (2009)
Efter to album, der cementerede Arctic Monkeys’ status som et af Englands helt store rockbands, skulle der ske noget nyt. Derfor rykkede gruppen teltpløkkerne op og drog ud i den californiske ørken for at indspille med Josh Homme i studiet Rancho de la Luna i Joshua Tree. Samarbejdet med Queens of the Stone Age-frontmanden pejlede bandet i retning mod stoner rock og psychedelia, ligesom der blev lagt vægt på percussive grooves og samspillet mellem bas og trommer.
Dette fokus løber som en rød tråd gennem hele albummet, men på ‘Dangerous Animals’ træder Arctic Monkeys’ eksperimenter med lyd og udtryk særligt i karakter. Nick O’Malleys bas og Matt Helders trommer har de fremtrædende roller og bærer sangens medrivende puls effektivt frem. Ligesom guitarerne, der nærmest ligger som soniske flader, og de rumklangsindsvøbte kastagnetter vidner om et band, som ikke er berøringsangste med at ekspandere deres udtryk.
6. ‘Cornerstone’ (2009)
Ved udgivelsen blev albummet ‘Humbug’ mødt med blandede modtagelser, hvor en del af kritikken rettedes mod fraværet af hooks og kække refræner. En smule uberettiget eftersom det ‘nye’ lydbillede ikke gav køb på bandets tæft for stærke melodier. Særligt på singlen ‘Cornerstone’ er det tydeligt, at Alex Turner i mødet med Homme og den californiske ørken stadig havde blik for finurlige situationsreportager i en melodiøs kontekst.
Sangens umiddelbare og catchy vibe skyldes, ifølge ophavsmanden, at den både blev skrevet i dur, og at processen foregik om morgenen: »Der sker noget særligt, når du skriver om morgenen. På andre tidspunkter i løbet af dagen er du mere i en forsvarsposition. Jeg så det som udfordring at skrive en ‘breezy love song’ i dur, som ikke var cheesy«, har Turner udtalt.
7. ‘Don’t Sit Down ‘Cause I’ve Moved Your Chair’ (2011)
Bevidst om, hvordan forgængeren delvist havde polariseret bandets fanbase, allierede Arctic Monkeys sig atter med James Ford, som sad bag knapperne på ‘Favourite Worst Nightmare’. Tanken bag ‘Suck It and See’ var at forene de umiddelbare elementer fra de to første album med det mørkere udtryk fra ‘Humbug’.
Hvilket må siges at være en ‘mission: fuldført’ på den tungt groovy ‘Don’t Sit Down ‘Cause I’ve Moved Your Chair’, der med et yderst effektivt riff viser det fuldblodsrockband, Arctic Monkeys havde udviklet sig til. Inspirationen fra Queens of the Stone Age fornemmes, men den implementeres med personlighed, og en linje som »Do the Macarena in the devil’s lair« vidner om, at der fortsat er bid i Turners lyrik.
8. ‘Suck It and See’ (2011)
‘Suck It and See’ er et album, der også tager favntag med klassiske virkemidler. Knap et årti og fire album inde i karrieren havde Arctic Monkeys manifesteret sig som et ensemble med staying power. Derfor var det således led i en naturlig udvikling, at de gav sig i kast med at skrive en storladen popsang.
Både ‘She’s Thunderstorms’ og ‘Piledriver Waltz’ er ambitiøse skæringer ud i denne disciplin, men det er titelnummeret, som for alvor udstråler øjeblikkeligt fængende og tidløs kvalitet. Turner har da også glimt i øjet med den meta-fiffige linje »I poured my aching heart into a pop song«.
9. ‘Arabella’ (2013)
På ‘AM’ havde Arctic Monkeys udviklet sig til et strømlinet og solidt rockband, hvilket de effektive singler ‘Do I Wanna Know?’ og ‘R U Mine’ tydeligt viser. Bandet var da også helt bevidst om udtrykket på den femte langspiller. Alex Turner beskrev albummet som »et Dr. Dre beat med en Ike Turner-frisure, der bliver sendt på galop gennem ørkenen på en Fender Stratocaster«.
Hvis vi tager dette maleriske og citatværdige udsagn for pålydende og graver dybere ned i albummets muld står det klart, at Arctic Monkeys netop formår at forener så alsidige inspirationskilder som hiphop og hard rock. Hvilket kommer klart til udtryk på ‘Arabella’, hvor der både er plads til hiphop-influerede trommer og Black Sabbath’ske guitarhug.
10. ‘No 1. Party Anthem’ (2013)
På dette tidspunkt i karrieren havde Alex Turner for længst vist sit værd som a force to be reckoned with. Ikke kun som frontmand og kreativ drivkraft i Arctic Monkeys, men ligeså i det succesfulde sideprojekt The Last Shadow Puppets sammen med Miles Kane. En gesjæft, hvor han foreløbigt har fået afløb for sine orkesterpop-abstinenser på to album.
Disse har dog også fundet vej til Arctic Monkeys. Som tidligere omtalt er bandet influeret af deres britiske rødder, hvilket også tæller den sofistikerede poparv fra John Barry og George Martin. ‘No 1. Party Anthem’ er et solidt vidnesbyrd om, hvor meget Alex Turner er modnet som sangskriver gennem karrieren, og hvordan Arctic Monkeys har udviklet sig fra indielømler i Adidas-trøjer til selvsikre og stilbevidste rock-elegantiers, der fuldt fortjent har sikret sig en plads blandt vor tids helt store bands.
Læs også: Arctic Monkeys kommer ikke til at udgive en eneste sang op til deres nye album