’Westworld’ sæson 2 afsnit 4: Et par gevaldige brikker faldt på plads i puslespillet

Spoiler alert: Læs først videre, når du har set fjerde afsnit af ‘Westworld’ sæson 2.

Et par gevaldige brikker faldt på plads i ’Westworld’-puslespillet i anden sæsons fjerde afsnit, ’The Riddle of the Sphinx’, der som titlen antyder var mere optaget af sine gåder end sine karakterer. Det har jeg før været kritisk over for, men når gåderne er så pirrende og scenerne så intense som her, gætter jeg gerne med.

Derfor kommer jeg også til at lege mere sofa-Sherlock Holmes i denne uge og vil i den forbindelse omtale nogle af de fanteorier, der florerer blandt de ualmindeligt skarpsindige plotdetektiver på Reddit. Hvis du ikke vil have din oplevelse forurenet af gætterier, der kan vise sig rigtige, så lad være med at læse videre.

Lad os begynde med slutningen. I de sidste sekunder af ugens afsnit bliver det afsløret, at den mørkhårede kvinde, der skyllede ind fra safariparken ’The Raj’ i sidste uge, er Williams datter Emily.

Man burde måske have set den komme. Hun har trods alt både udvist skydeglæde, misantropiske træk og overlevet nærkontakt med en bengalsk tiger og en arrig indianerstamme. Æblet falder ikke langt fra stammen.

Ifølge Williams udlægning er de to ikke på talefod, eftersom Emily – nok ikke helt urimeligt – bebrejder ham for moderen Juliets selvmord. Hendes hidtidige optrædener indikerer dog, at Emily har mere af sin far i sig, end hun sikkert selv ville være ved, og det kan kun blive festligt at følge dynamikken mellem de to i de kommende afsnit.

Cliffhangeren var dog ikke afsnittets vigtigste afsløring. Den handlede i stedet om Westworlds ejere Delos, nærmere betegnet familiens og firmaets overhoved James Delos.

Som så mange andre rigmænd før ham rakte den irsktalende ronkedor ud efter evigt liv, men det skulle vise sig vanskeligere end ventet at skabe en klon. Trods gentagne forsøg, 149 helt eksakt, blev den klonede Delos ved med at gå i hak som pladespilleren i hans fængsel.

Der var blevet spekuleret ivrigt i, at kloning og evigt liv var en del af Delos’ større dagsorden, så den del var ikke videre overraskende. Men det blev enormt elegant fortalt over tre raffinerede scener, der med små forskydninger viste de forgæves forsøg på at skabe en langtidsholdbar klon af den brovtende boss, som døde for år tilbage af en ukendt sygdom (sygdomme er som bekendt udryddet i fortællingens nutid).

Det er uklart, præcist hvornår disse tre scener foregår, men vi kan komme med et kvalificeret gæt:

James Delos er allerede en androide i den første scene (jævnfør hans dirrende lemmer og det manuskript, som William overrækker ham). Med al sandsynlighed er der tale om et af de første forsøg på at skabe en klon.

I andet afsnit af denne sæson så vi en levende, men svækket Delos i et flashback, som at dømme efter Emilys alder foregik små 10 år efter parkens åbning, så et bud vil være, at den første scene i ugens afsnit finder sted 20 år før robotrevolutionen.

Den anden scene, hvor Delos viser sine dirty dansetrin, foregår så fem-seks år senere, eftersom William fortæller, at der er gået syv år siden James Delos’ død.

I den tredje scene, hvor vi også får at vide, at Logan Delos er død af en overdosis, er William blevet Ed Harris-gammel, og der er tale om klon nummer 149. Den selv samme som Elsie og Bernard løber på i en meget bister og blodig udgave i en horroragtig scene senere i afsnittet.

Da Elsie trykker terminate på skærmen, fremgår det, at Delos-klonen er gået 14 dage over sin udløbsdato. Dermed kan vi med ret stor sikkerhed datere det sidste møde mellem William og Delos til få uger før robotrevolutionen. På det tidspunkt er William begyndt at tvivle på, om evigt liv er så god en idé – i hvert fald for ham og James Delos.

Der venter stadig mindst en afsløring mere om Delos’ lyssky planer i form af det »våben«, som William har bygget og kalder »sit livs største fejltagelse«.

Nogle plotspekulanter på Reddit har gættet på, at Delos i smug har dræbt parkens gæster og erstattet dem med kloner, som kan fjernstyres. Men det virker for det første lidt søgt og for det andet usandsynligt, al den stund at det tilsyneladende aldrig lykkedes selskabet af skabe en langtidsholdbar klon.

Så tror jeg – efter denne episode – mere på teorien om, at William (eller en anden) har plantet noget af James Delos’ bevidsthed i Peter Abernathy, Dolores’ far. Det ville også forklare, hvorfor det var det nedgravede billede af Juliet, James Delos’ afdøde datter, som fik Abernathy til at glitche i sæson 1, og hvorfor Delos Inc. er så forhippede på at få deres »forsikringspolice« smuglet ud af parken.

Og for god ordens skyld: Selvom jeg og andre ofte misvisende omtaler ham sådan, er Bernard ikke en klon af Arnold. I så fald ville han jo tro, at han var Arnold. I stedet er han en vært, som er modelleret efter Arnolds udseende og temperament.

Apropos Bernard: Zombie-Clementine, fjernstyret af Ford, slæber ham hen til en grotte, hvor han finder – tada! – Elsie. Programmøren blev ellers slået halvt fordærvet af Bernard (under Fords kommando) i sidste sæson. Hun er forståeligt nok loren ved sin angrebsmand, men forbarmer sig, da hun indser, at han er en vært og ikke var herre over sine handlinger.

Bernard er stadig stærkt svækket, efter at han i sidste sæson skød sig selv i hovedet på Fords befaling og blev nødtørftigt repareret af Felix Lutz. Men Elsie hjælper ham på benene med et skud cortical fluid, og de giver sig til at udforske et hemmeligt laboratorium, hvor et veritabelt blodbad har fundet sted.

Bernards fragmentariske hukommelse – en konsekvens af hans driftsforstyrrelser – gør ham ude af stand til at skelne mellem fortid, nutid og fremtid. Men efter flere flimrende flashbacks husker han til sidst, at det var ham, der forrettede massakren i laboratoriet. Sendt af Ford for at skabe endnu en klon. Let the gætteleg commence.

Bernard vælger ikke at delagtiggøre Elsie i dén lille information, selvom han just forinden har svoret hende troskab og ærlighed. Og ligesom Elsie gør vi nok klogt i at være mistroiske over for Bernard, der mere og mere ligner en upålidelig fortæller på linje med Dolores i første sæson.

Der er sågar dem, der tror, at den Bernard, som flankerer Karl Strand og Stubbs i den fremtidige fortælletråd, slet ikke er Bernard, men enten Dolores eller Teddy, som har plantet sit sind i Bernards skikkelse som en slags trojansk hest. Observante seere har nemlig opdaget, at fremtids-Bernard ikke har det samme ar i tindingen fra et skudsår, som nutids-Bernard har.

Det er en spændende teori, og den fik næring af al kloneriet i denne uge, men om jeg helt tror på den, ved jeg ikke. Der er dog ingen tvivl om, at tiden igen fucker med os. Som Ford (med Lawrences datter som talerør) siger til William:

»If you’re looking forward, you’re looking in the wrong direction.«

Kryptisk som altid.

Det var i dette tredje handlingsspor med William og Lawrence, at vi fik afsnittets mest dramatiske stunder.

Scenen, hvor kæphøje Major Craddock sendte bartenderen af sted med et shot nitro balancerende på håndryggen, svedte suspense. Og det var sød poetisk retfærdighed, da Craddock fik sin bekomst og blev sprængt i småstykker af Lawrence, efter at William havde nedplaffet hans mænd og tvunget nitro ned i halsen på ham.

Var det et anfald af samvittighed, der ramte William, da han reddede Lawrence og hans familie efter den storladne slowmotionscene, hvor han mindedes sin døde kone i det blodige badekar?

Han ville aldrig selv indrømme det. Men måske kan hans datter grave det frem.

Læs også: HBO bekræfter: ’Westworld’ fornyet med tredje sæson