Synthpop-maestroen John Maus pendulerer mellem det fængende og det trivielle
I litteraturens verden og inden for forretningslivet kan man støde på termen ‘addendum’. Det er en latinsk betegnelse for et supplement, som vedhæftes en allerede udgiven publikation. Her samles trådene og de løse ender, der end måtte være til et sammenhængende hele.
I efteråret 2017 udgav John Maus albummet ‘Screen Memories’, som var den seks-år-senere-efterfølger til gennembruddet ‘We Must Become the Pitiless Sensors of Ourselves’, der for alvor bragte amerikanerens stemningsskabende synthpop ud til masserne.
Albumcomebacket var en videreførelse af Maus’ klart definerede udtryk, og ‘Addendum’ skal netop ses som en tilføjelse hertil. Faktisk ikke blot til ‘Screen Memories’, men til hele hans body of work, idet det aktuelle albums vinyludgivelse indgår som del af et retrospektivt bokssæt.
Fans kan derfor trygt forlige sig med, at Maus således stadig lever efter credoet ’If ain’t broken, don’t fix it’.
Åbneren ‘Outer Space’ er årgangs-Maus af fineste destillat, hvor enkle synth-motifs danner harmonisk samklang med kunstnerens barytonrøst. Ligesom de forskellige tangent-lydkilder i ‘I Want to Live’ viser John Maus’ kyndige blik for, hvordan man dvæler ved og bliver ved at finde nye fokuspunkter i teksturerne.
Det er også bemærkelsesværdigt, hvor meget han får ud af en så komprimeret komposition som ‘Drinking Song’, der tonalt og klangligt smager af mere end det lange minut, instrumentalnummeret varer.
Som skyer, der trækker indover land og by, optegner den postpunkede ‘Mind the Droves’ et mørkt kanvas med pulserende bas og brede keyboardklange. Hans evne til at lade repetition være en markør, der maksimerer materialet, gør desuden ‘1987’ og ‘Dumpster Baby’ til indtagende bekendtskaber.
Det er dog paradoksalt også i dette felt, at Maus bliver en kende generisk i sit udtryk.
Der er således kun antræk til den tropiske vibe, ‘Second Death’ gerne vil skabe, ligesom trivialiteten truer i både ‘Episode’ og ‘Privacy’, hvor produktionen og udtrykket lukker sig introvert om sig selv. Endelig føles ‘Running Man’ med sin flimrende fremdrift som en joggingtur i et hamsterhjul.
Selv om man køber præmissen om ‘Addendum’ som et albumtillæg, sidder man alligevel med en uforløst følelse. Konklusionen falder i to dele: På den ene side applauderer man en kunstner med et så klart defineret udtryk, på den anden side har han, muligvis med udgivelsens præmis in mente, en tendens til at lire den af på automatpiloten. Ærgerligt, fordi albummet bestemt også har momenter af de vanedannende melodier, der er årsagen til, at man holder af John Maus.
Kort sagt:
På sit femte album fortsætter den amerikanske synthpop-maestro sin færd ud i stemningsskabende klangteksturer af keyboards. Melodiske momenter og fængende hooks til trods har John Maus alligevel en tendens til at tænde for automatpiloten.