Lampshade

Som et tykt tæppe af støj og stemninger lægger Lampshade sig om en, så man hjælpeløst må lægge sig ned eller læne sig tilbage og overgive sig, mens man ved instrumenternes og stemmens kraft bliver ledt rundt i deres fortryllende verden.

Forsangeren Rebekkamarias lillepigestemme driver rundt mellem det hviskende, kælne og søgende og det intense og udtryksfulde, og i mange tilfælde er det hendes vokal numrenes primære stemning og udtryk er bundet op på. Det ene øjeblik er instrumenterne stille og melankolske, det næste storladne og majestætiske og det næste igen støjende og destruktive. Kombineret med bl.a. klokkespil, trompet, cello, og klaver giver dette et ret enestående lydbillede, der dog, når det rigtig går løs, heller ikke fornægter slægtskabet med andre både nuværende og tidligere post- og støjrockere.

Kontrasterne er i det hele taget store, og det er en af de ting, der er med til at gøre Lampshade interessante. I stedet for at lave en intetsigende mellemting, der kompromitterer alle medlemmernes forskelligheder, udnyttes disse til at danne en ny enhed, der på en gang er kompakt og sammenhængende men samtidig fyldt med skarpe hjørner, så man lægger mærke til nye ting, hver gang man drejer den. På den måde udstiller de den skizofreni, der nødvendigvis må opstå, når man samler fire personligheder i én uden at gå på kompromis.