‘Solo: A Star Wars Story’: Ikke meget spas over Han Solos unge år
Jeg ved, at det er svært at gøre alle tilfredse. Balancen mellem fanservice og nytænkning, mellem humor og alvor og mellem sprudlende personlighed og ærefrygt over for forlægget.
Der er blevet skrevet meget om produktionsproblemerne bag den nye ’Solo: A Star Wars Story’. Filmens hovedrolleindehaver Alden Ehrenreich i titelrollen skulle angiveligt have en skuespiltræner på settet for at trække den hjem, og filmens oprindelige instruktører Phil Lord og Christopher Miller (’The LEGO Movie’ og ’21 Jump Street’-komedierne) blev erstattet halvvejs af veteranen Ron Howard, ifølge rygterne med den begrundelse at filmen tog en for komisk drejning.
Det har de i hvert fald fået bugt med, det sjove skidt. Udover et par replikker, man kan smile af, er der ikke meget spas over ’Solo: A Star Wars Story’. Prequel-historien handler om den unge Han, der med nød og næppe slipper væk fra slavelignende tilstande på sin hjemplanet, kun for straks at blive bundet af gæld til det kriminelle syndikat Crimson Dawn, hvis symbol i uheldig grad ligner det grønlandske flag.
’Solo’ er slet ikke den katastrofe, som nogle havde forudsagt, og Alden Ehrenreich mimer en hæderlig Harrison Ford. Det er en ganske underholdende film om røvere og soldater, men også en tabt mulighed for at lave en virkelig god film om forhistorien til en af de bedste figurer i Star Wars-universet – som endda er så heldig ikke (endnu) at være tynget af Skywalker-navnets forbandelse.
Filmens mest opfindsomme sekvenser ligger i bromancen mellem Han Solo og Chewbacca. Deres møde og – til en start – tvungne samarbejde er visuelt og historiemæssigt overskudsagtigt. Men resten af filmen udgøres mest af rumvariationer over klassiske filmtravere, blandt andet en uspændende biljagt i starten (svæve-fartøjer, men I ved, hvad jeg mener) og en togrøverscene med flot produktionsdesign, men visuelt flad iscenesættelse. Og så en endeløs række af ’så var han/hun alligevel ikke god/ond’-scener.
Som Star Wars-fan er det nemt at nyde visualiseringerne af, hvordan Han møder Chewbacca og får The Millenium Falcon. Det er sjovt at se forholdet til Lando Calrissian, spillet karismatisk af Donald Glover, og dykke ned i, hvorfor Han er blevet så kynisk på overfladen. ’Solo: A Star Wars Story’ er et tag-selv-bord af nørde-henvisninger, som bliver præsenteret så tydeligt, at skuespillerne næsten lige så godt kunne have blinket til kameraet.
Det er ganske hyggeligt at gætte med, men snart begynder man at savne at se en film og ikke bare være til Star Wars-quizaften.
Der er endda et grinagtigt udtalt Han shot first-øjeblik, hvor den uheldige modtager af blaster-strålen med sit sidste åndedrag fortæller Han, at »det var det rigtige at gøre«, bare for tydeligt at signalere, at filmen også går imod en af George Lucas’ mest berygtede redactions, nemlig ændringen af scenen i den første film, hvor Han pløkker Greedo ned, der i senere special editions blev til, at Greedo skyder først for at gøre Han til en mere rendyrket helt. Men i denne sammenhæng virker det som et lidt for desperat greb for at sikre nørdernes gunst.
Men en ægte Star Wars-film har dybde, energi og meget på spil, og her er ’Solo’ mangelfuld. Det er svært at vide, hvem der er helte og skurke i de mange historier om, hvad der er foregået under produktionen. Men mit gæt er, at Ron Howard må tage ansvar for, at filmen om den mest skruppelløse, impulsive og fandenivoldske helt i Star Wars-universet er blevet til den mest sikre, forudsigelige og upersonlige Star Wars-film til dato.
Kort sagt:
’Solo: A Star Wars Story’ er en underholdende actionfilm uden større mening med det hele. Hvis der skal findes en pointe med historien, handler det nok mest om at frembringe nostalgiske hvin fra Star Wars-fans. Man kunne godt have forventet mere af denne tiende film i rækken. Den mindst episke Star Wars-film af dem alle.