Fat-Fingers
Fat Fingers er navnet på en kvartet der oprindeligt har rødder i England, men alligevel har markeret sig på den danske live-undergrunds scene. De har bl.a. været finalister i Emergenza-konkurrencen samt spillet adskillige jobs i det københavnske.
Ep’en indeholder tre numre der ikke adskiller sig synderligt fra hinanden: “Cinnamon”, “Suburbia” og “Weird world” og stilen ved første gennemlytning er rå, upoleret og energisk. Fat Fingers beskriver sig selv med betegnelser som “alternativ power pop” og “unique funky garage rock”, men der er absolut intet funky over de tre briter og deres canadiske trommeslager, men derimod masser af garage rock.
Nummeret “Cinnamon” får mig til at tænke på Radiohead-pladen “Pablo Honey” med dens poler af energiudladninger, skrøbelige vokaler og skrigende guitarfigurer. Men også indflydelser som The Hives og Rolling Stones er tydelige at spore i Fat Fingers musik, der er fyldt af modsætninger. Lyt for eksempel til nummeret “Suburbia” der indeholder elementer af både Red Hot Pop, 50’er surf og hård alternativ rock.
Jeg har ikke haft fornøjelsen af at se Fat Fingers live, men man fornemmer at der vil være tryk på. Ep’en er også i den grad præget af en live-stemning der har mere at gøre med bandets spillestil og ønsker, end det har at gøre med en halvdårlig produktion, fornemmer man. Derved ikke sagt at man får fløde til øregangene ved at lytte til Fat Fingers. Slet ikke. Men det er vist heller ikke hensigten..