Father John Misty på NorthSide: En klapperslange forklædt som en golden retriever
Det er ikke fordi Danmark ligefrem har savnet Josh Tillmans tilstedeværelse de seneste få år, og således var Father John Mistys koncert i solbeskinnede Ådalen hans syvende her til lands siden hans højtbesungne optræden på Roskilde Festival i 2015, inklusive en reprise på Orange Scene for blot 11 måneder siden.
Men Tillman havde både et dugfriskt nyt album med i sin ulastelige blazerinderlomme og det aarhusianske strygerensemble Who Killed Bambi i ryggen, så der var rigeligt med grunde til endnu et gensyn med den amerikanske spradebasse. Og med en veltrimmet, kompakt setliste, der delte sol og vind fornuftigt mellem nytilkommeren i Tillmans diskografi og ældre guldklumper i sangskatten, charmerede Father John Misty effektivt det aarhusianske publikum til en kollektiv, blødknæet bævren.
Apropos charmen, så var der dog måske skruet en kende ned for Father John Mistys lapsede kussetyv-karisma til fordel for et mere traditionelt spektakel af showmanship, og publikumskontakten begrænsede sig derfor til enkelte løsrevne replikker, hvoraf »Glad to be back here, where for some reason I’m a big festival draw. For some inexplicable reason… this… works here!« stak mest ud.
Men dette ’this’, Tillman refererer til – den allestedsnærværende formel for Father John Mistys kunstneriske virke – kan også sagtens tale for sig selv uden yderligere, overlagt crowd-akrobatik. Der blev pustet formidabelt liv i hans sure-med-det-søde-smagende trojanske hest af ætsende samfundskritik i ørevenlig 70’er-softrock-indpakning med prægtige blæserarrangementer og Who Killed Bambis strygere som flødeskummet og kirsebærret på toppen. Han er en klapperslange forklædt som en golden retriever, simpelthen.
Hen mod koncertens slutning satte Tillman trumf på ved at bytte sin akustiske guitar ud med en giftgrøn Gibson SG, hvilket gav ‘Hollywood Forever Cemetery Sings’ ekstra bid, og med ‘I Love You, Honeybear’s ekstra bombastiske punktum kunne Father John Misty ride ud mod horisonten velforvisset om, at NorthSide-publikummet ikke manglede noget.
Hvis man skulle finde de kritiske briller frem for en stund, var én lillebitte anke måske, at instrumenterne undertiden kæmpede lidt rigeligt om opmærksomheden i lydbilledet, der var så svulstigt, at selv Phil Spector ville slikke sig om munden, men det værste var retfærdigvis helt ude af Tillmans hænder: At lade NorthSides Sideshow-telt i baggrunden køre de mere afdæmpede momenter i ‘Hangout at the Gallows’, højdepunktet ‘Pure Comedy’ og ‘Holy Shit’ over med pumpende umchi-umchi-bas er ganske enkelt utilgiveligt af festivalen.
Læs også: Højdepunkter: 13 magiske NorthSide-øjeblikke, vi ikke glemmer foreløbigt
Læs også: NorthSide: Publikums yndlingskoncerter – plus de største skuffelser
Læs alle vores anmeldelser fra NorthSide HER.