High Places

På papiret bliver det ikke mere hipt end High Places. De er fra Brooklyn, der må være hovedstad for den arty del af indiescenen for tiden, og en række 7″-singler har fået kritikerne til at smide om sig med lovprisninger og referencer til kultbandet Beat Happening. Derudover har de turneret med Deerhunter, og nu udgiver de så deres debutalbum på det legendariske amerikanske indielabel Thrill Jockey.

Det bliver med andre ord ikke større, når man er den type band, der blander gode gammeldags instrumenter som bas, banjo og kalimba med computerproduktioner, plastikposer, træblokke, køkkenskåle og naive popsange – og snarere leger end spiller musik. Og den type band er High Places. De bryder med konventionel sangskrivning eller instrumentering men altid af nysgerrighed, aldrig med en avantgardistisk agenda.

Duoen passer tidens hipness-idealer så godt, at man bliver nervøs for, om de i virkeligheden bare er kalkulerende medløbere, men de anklager modbeviser albummet hurtigt. Det lyder vitterligt som om, det falder dem helt naturligt at gøre, som de gør. Mary Pearsons skrøbelige stemme er afsindigt charmerende, de styrer elegant udenom kitsch og fjollerier, og så skriver de rigtig fine popsange. De har været på det rigtige sted på det rette tidspunkt, men det er mere held end forstand. High Places er mere end bare en del af en bølge. De er en ganske habil popduo.