Oh Land
At Nanna Øland Fabricius har brugt det meste af sit liv som balletdanser høres tydeligt på debutalbummet, hvor hendes klassisk smukke vokal danser let rundt blandt musikalsk flora og fauna i hendes underfundige univers af kreative indfald og lyde.
Til tider kan Fabricius’ fraseringer minde om Ane Trolles. Men hvor Trolle ofte er lidt hæs og melankolsk i udtrykket, så er Fabricius’ vokal klarere og mere legende, når den tripper henover produktionerne, der med momentvis dyb bas og buldrende beats ofte giver nødvendigt modspil og skaber tyngde i lydbilledet. Og det er netop den blandingen af virkemidler som klaver og strygere fra klassisk musik og den moderne, elektroniske produktion, der er så stærk. Som på ‘Heavy Eyes’, hvor tung bas og rene maskingevær-salver spiller op mod vokalen og de sjove indfald, der lyder som kvækkende frøer og clavesslag. At Björk rummesterer et sted bliver for alvor tydeligt på ‘Namazu’, der sagtens kunne have fundet en plads på den islandske musikers ‘Dancer in the Dark’-soundtrack.
Til tider bliver Fabricius’ melodier dog en anelse indadvendte og sløve, mens man savner modspil til vokalerne på det ellers smukke ‘Release Me’, mellemspillet ‘Koo Koo’ og det afsluttende ‘Deep-Sea’. Imponerende er det dog, at Oh Lands twist på moderne popmusik er yderst personlig, og selvom Kasper Bjørke, Thomas Knak, Anders ‘Ormen’ Christophersen og Peder har givet producer-assistance, så er debuten en yderst stærk start for en ny, stor musiker, som skal blive yderst interessant at følge.