’Wallrider’: Klimaks i frit fald
Nu hvor Christiansborgs blå partier var misfornøjede over DR’s ’Historien om Danmark’, er det svært at forestille sig, at de vil fryde sig over den her: En blå, stokkonservativ speedskater, der har haft den samme stive teknik i årtier, udfordres af sin egen datter, en rød speedskater, der er sprudlende og uforudsigelig.
Lad det ligge: ’Wallrider’ er en teknisk dygtig sci-fi-sag, hvor skøjteløberne ikke iler på is, men opad og opad, indtil de når tårnets top i det ydre rum. Samfundet er inddelt i fem distrikter, og særligt de blå og røde strides om æren og magten, der altså fordeles efter resultatlisten i speedskating.
Det er måske absurd, men også medrivende på den ’Tron’-kitschede måde, særligt på lydsporet, der skeler til Vangelis’ og Daft Punks filmmusik.
De flashbacks, der forklarer, hvordan far og datters forhold forliste, bliver dog kastet lidt bastant ind i ræset og slukker for adrenalinen, mens det spidser til i tårnet. Og selvom klimakset i frit fald er flot, er efterspillet noget tamt (»jeg tror helst, jeg vil være farveløs«).
’Holly på sommerøen’: Barnets fantasi i blikket mod himlen
På Disney Channel og Cartoon Network og efterhånden også i Disney Sjov dyrker man det rastløse spektakel og derved forestillingen om, at de små øjne farer væk fra skærmen, hvis man forlanger en knivspids fordybelse.
’Holly på sommerøen: Opdagelsesrejsen’ er et radikalt opgør med udviklingen mod højere og vildere, en invitation til de mindste om at lade tankerne fare på himmeltogt og dernæst fæstne sig.
For kortfilmen – egentlig pilotepisoden til en tv-serie – er også en hyldest til barnets fantasi. Holly ser verdens mysterier, mens hendes bedstefar, en videnskabsmand med polypperne klinet til formler, mener, at alt, vi ikke vidste engang, er forklaret i dag. Han kommer dog på andre tanker, da Holly viser ham en talende meteor.
Således formulerer Holly også en videnskabsteoretisk kommentar, et opråb til de forskere, der tror, at vi kan forklare det hele, når sandheden er, at vi kan prøve at forstå dele af verden, mens vi åbner døre til nye mysterier.
Barn-voksen-dikotomien er måske en kende tung, men når barnebarn og bedstefar stirrer mod himlen til sidst, er det svært ikke at stirre med.
’Pølseelgens ark’: Nitterne fra Noahs ark
En opbyggelig fortælling om elgen med pølsehornene, der trækker nitten foran porten til Noahs Ark og må vente på at blive udryddet af syndfloden.
Det er der andre fabeldyr, der også må: Golillaen, Den Farveblinde Panda, Enhjørningen, Studsetyven, Velcrofanten, Girastaen og Næbdyret. Et kulørt ensemble, der har ét tilfælles: De er gnavne og kan ikke udstå hinanden.
Undtagen Næbdyret, Næbdyret er rart!
Trods skænderierne får Pølseelgen samlet flokken og bygget en alternativ ark, men det er svært at stikke til søs, når herren i skyerne har afsagt sin dom.
’Pølseelgens ark’ sværger til en jovial, tilbagelænet fortællestil, men forsømmer at forløse sit brogede karaktergalleri. Væsenerne virker som produkter af tilfældige brainstorms og står ikke for den morskab, som man med rette kan forvente af farveblinde pandaer og strudsetyve.
Til gengæld får den skæve bibelfortælling et smukt punktum, da næbdyret sendes ud på bølgerne og sejler sin historie videre til eftertiden.
’Budbringeren’: Sidestykke til Pixars ‘Inside Out’
Fra de skøre indfald til den store ide: Det her er en lille genistreg!
’Budbringeren’ er et kompakt sidestykke til ’Inside Out’, en kortfilm, der giver liv til en skjult verden mellem vores telefoner, hvor rakethurtige digitale postbud leverer breve i de virtuelle postkasser. Alt fra Messenger-beskeder til mails.
Flash er den hurtigste af postmændene, men han presses bagfra på scoretavlen af en kineser (!). Så han strammer sig ekstra meget an og får afleveret en skoledrengs biografinvitation i flirtens spammappe.
Samspillet mellem den akavede teenageromance i den kødelige verden og Blixts desperate forsøg på at generobre idoldyrkelsen blandt 0’er og 1’er er perfekt afstemt, og særligt en ’nigeriansk prins’ i spammappens sump af pornografi og phishing er et fornøjeligt bekendtskab.
Flashs selvransagelse er måske forudsigelig, men ligesom når Pixar glimrer, formår instruktør Lowe Haak at aflevere moralen med hjerte og humor.
’Old Agnes’: Blændende bjerglandskaber
Det er svært at forfatte lange analyser af ’Old Agnes’, for det er i sin natur en ufærdig kortfilm. Faktisk er det slet ikke en kortfilm, det er en forløber for en spillefilm.
Det viser spændvidden i det nye koncept på Filmskolens animations- og spilinstruktøruddannelse, hvor eleverne for første gang har måttet vælge deres eget format. At dømme ud fra det korte glimt af ’Old Agnes’, der med blændende computeranimation gengiver bjerglandskaber, så man kan mærke mulden og dufte granen, er der i hvert fald en enkelt af dem, der er klar til at instruere en film på 90 minutter.
Alle filmene er tilgængelige i en begrænset periode her. Kodeord: aNi1418