Ibrahim Electric

Der er noget fascinerende ved bands i trio-format. En trebenet taburet kan som bekendt ikke undvære nogen af sine ben, og det samme gælder for musikalske powertrioer, hvor hvert enkelt medlem konstant er på. Alligevel får man indtrykket af, at danske Ibrahim Electric udgøres af instrumentale genier, som hver især fint ville kunne holde lortet oprejst selv.

‘Jazz’ påstår genrefeltet på musikafspilningsrogrammet hårdnakket, når man fodrer computeren med de David Fricke-roste gentlemens seneste album. Som min egen lille protest mod den tarvelige kategorisering trækker jeg lidt i hjørnet på programvinduet, så jeg slipper for at se på det. Sådan. Meget bedre.

Bandet kyler på anarkistisk og skødesløs vis afrobeat, surf og punk i skærveknuseren. Man burde således nok bringe Forbrugerrådet på banen, hvis man primært markedsførte ‘Brothers of Utopia’ som jazz, for det kan det nemlig kun i ret begrænset omfang kaldes. Nej, det her er sand festmusik, men til en balladefest hvor der må smides med maden, og hvor dresscoden dikterer fez og lakridspibe.

Bedst er de herrer, når de slår firhjulstrækket til og stamper sømmet i bund, så tempoet og virtuositeten får en til at tro, at man midlertidigt har indtaget pladsen som Jens Mulvads co-driver i det hæsblæsende Paris-Dakar Rally. Gepardgearet tages i brug på den ultrafunky og spændstige ‘African Painkiller’, mens ‘Ghost Rider’ sætter fantomrekorder ud over grusede og plørede veje. Og det er blot to højdepunkter på et album, der bør få mange andre end lige Rolling Stone-redaktører op af stolen.