The Maccabees

Det er et sjovt band, The Maccabees. Som drengene der gerne har villet lege med de store, har de altid forsøgt at lyde lidt som dem. I 2007 ramte debuten ‘Colour It In’ ned i den postpunkede lyd, som landsmændene The Futureheads blandt mange andre havde held med. Men to år senere var det umuligt at høre ‘Wall of Arms’ uden at tænke på Arcade Fire. Og nu er de så tilbage til de engelske inspirationskilder, når deres tredje album efter et kort intronummer for alvor åbner med ‘Child’, hvor Orlando Weeks’ vokal lyder så umiskendeligt meget som en vis Chris Martin og dennes Coldplay-signatur-falset.

Men de gør det til gengæld godt. Og derfor er de store drenge (og pladeselskaber) aldrig blevet sure. For den Brighton-baserede kvintet kan skrive gode sange, og ‘Given to the Wild’ er absolut et album, der vil gøre sig godt i en let brise på de største udendørsfestivalscener.
Det er behersket, voksen og storladen rock med helt styr på virkemidlerne. Lyt bare til ‘Forever I’ve Known’, der er tekstbogsstadionrock, hvor ringlende guitarer og en luftig basgang først vokser halvvejs, når de rullende trommer bringer nummeret frem mod eksplosionen. Effektivt som bare…

Og det er The Maccabees, selv om det er som om, man har hørt det meste før. Mærkeligt nok stikker førstesinglen ‘Pelican’ og dens kig over skulderen mod debutalbummets hektiske postpunk mest ud på et album, der sagtens kan holde gryderne i kog for The Maccabees, men desværre heller ikke blev albummet, hvor de fandt deres egen lyd.