Black Star sejrede som underspillede rap-ekvilibrister på Roskilde Festival

Jeg har aldrig set et hiphop-act indtage scenen så køligt, som Yasiin Bey (Mos Def) og Talib Kweli. Ingen storstilet intro, ingen fine fornemmelser. De luntede ind på Arena og gik direkte til arbejdet.

Den tilbagelænede attitude og determinerede arbejdsomhed fulgte Black Star fra første til sidste linje. De 20 år i gamet fornægter sig ikke, og det var netop gode 20 år, Bey og Kweli tog os tilbage i tiden: Til dengang, hiphoppen vægtede indhold over form.

Foruden Bey og Kwelis helt åbenlyse rapevner er det deres tyngde, der har gjort dem til så vigtige stemmer i hiphoppen. Teksterne er gennemsyret af social bevidsthed, opbygningerne er stramme, og alt oser af kreativt overskud. Det her er hiphop fra den helt gamle skole, og det var forfriskende at få en lektion derfra i en tid, hvor man snart kan slippe afsted med alt, bare droppet er hårdt nok.

Bey og Kweli var konstant på tæerne og helt ude ved scenekanten, da de tog os tilbage til hits som ’Supreme Supreme’, ’Auditorium’ og naturligvis ’Definition’. Bey med et smørret smil og melodiske leveringer, Kweli som hans bidske modstykke – begge med skarpt overblik, vild energi og sublime flows.

Kom du for en mosh-tung hiphopfest, gik du altså forgæves. Jeg kunne da også have ønsket mig en lidt stejlere spændingskurve – eksempelvis er ’Brown Skin Lady’ en kende til den døsige side som finalenummer. Alligevel er det svært at gøre andet end at beundre graden af underspillet overlegenhed, disse to hiphoplegender udviste.

Ingen leflen, ikke så meget pis – bare ren og skær rap-ekvilibrisme.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival