Terranova

Jeg kommer til at tænke på draqqueens, når jeg hører ’Hotel Amour’. Det er faktisk et ret godt udgangspunkt, men for Terranovas vedkommende er indre billeder af farverige fjerboaer og psykedelisk øjenmakeup ikke helt nok.

Terranova dækker i dag over samarbejdet mellem Fetisch, en oldie, der har opbygget sin karriere simultant med klubkulturen på den Londonske house- og technoscene, og tyske &ME, der har bagkatalog hos blandt andre Keinemusik og Liebe*Detail.

Problemet har meget med dramatiske mandevokaler at gøre. I det forkerte upbeat-element. Alle skæringer fyldes ud med både hele vers, blandt andet Justin Timberlakes fra ’My Love’, og følelsesladede repetitioner. Det kræver, at man virkelig kan afmontere sin indre ostedetektor, hvis man har sådan en.

I kontrast fungerer den anderledes stramme ’So Strong’ fuldt ud og udgør et klassisk, massivt klubhit. Det samme gør den dystre ’Take My Hand’, ’By My Side’ og det morgenfestende, messende titelnummer. Der er flere nærmest ikoniske lydsider på Hotel Amour, som den acid-housede ’I Want to Go Out’, men i helhed er der for få fravalg og for lidt nytænkning.

’Hotel Amour’ vil virke eminent i natklubmørke og kemisk lys, men i dagslys får albummet et klichéfyldt skær. For genren har udviklet sig markant det sidste dekade, og de meget kontekstbundne produktioner, som gør sig bedst i klubsammenhæng, er en svunden slags.
Det er drive og energi, der bærer albummet, fremfor komplekse konstruktioner og nye eksperimenter, hvilket får Terranova til at tage sig tunge ud i et elektronisk lydlandskab, som eroderer med progressivitet og dybde.