Kompromisløse John Maus forvandlede Roskilde Festival til et galemandsdiskotek
John Maus eksploderede ud over scenekanten fra koncertens begyndelse. Med åbningssekvensen, der bestod af den kirkegårdsklingende ’Castles in the Grave’, den pulserende ’Streetlight’ og den melodiske ’The Combine’, vandt den excentriske nihilist publikum over og havde dem i sine hule, maniske hånd resten af showet.
I en blanding af postpunk, minimal wave og tyk 80’er-avantgardistisk synthpop udfoldede han kompromisløst sin mareridts-cabaret foran Pavilion-publikummet. Hans tremandsorkester bestående af bas, trommer og synthesizer vekslede solidt mellem melodiske rockgevandter og galemands-fusionsjazz, og teksturen i musikken var på sin vis let og minimalistisk og samtidig sjæleknusende tung og kompleks.
Det modsætningsfulde udtryk smittede af og skabte en nysgerrighed og fascination blandt publikum. Den højenergiske intensitet forlod aldrig teltet, og den eneste bekymring var, om amerikaneren nåede at slå sig selv ud inden koncertens afslutning. Han bevægede sig rastløst rundt i en art vanvittig voldsballet, der mindende om en desperat boksekamp mod usynlige dæmoner. Desuden headbangede han så aggressivt, at man næsten kunne høre nakken knække.
Maus befandt sig hele tiden på grænsen mellem gal og genial, og man havde følelsen af, at hvis man ikke var dér, var man et forkert sted. Uden at veksle et ord mellem numrene sagde han alt gennem sin performance.
Der var ikke en eneste dråbe af sved, blod eller tårer tilbage i John Maus, da han ud af det blå forlod scenen. Han gav alt.
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival