‘Vida’: Et forfriskende pust i amerikansk drama om latinokultur og seksualitet
Historien om voksne børn, der overtager familieforretningen efter forældrenes død og i processen lærer nye ting om familiens historie er velkendt fra bl.a. ‘Six Feet Under’, ‘Brothers and Sisters’, ‘One Mississippi’ og ‘Queen Sugar’. Med sit latinamerikanske perspektiv og de på én gang universelle og specifikke temaer om kulturel identitet, seksualitet og gentrificering føles fortællingen dog sjældent frisk i Tanya Sarachos stramt fortalte halvtimedrama ‘Vida’.
Serien følger to mexicansk-amerikanske søstre, der ved deres mors død vender hjem til latino-lavindkomstkvarteret Boyle Heights i det østlige Los Angeles. Søstrene er for længst gledet fra både hinanden, moren og deres gamle hood. Den fornuftige storesøster Emma (Mishel Prada) gør forretningskarriere i Chicago, mens Lyn (Melissa Barrera) lever et bohêmeliv med sugardaddies i San Francisco.
Tilbage i barndomshjemmet venter flere overraskelser. For det første er morens bar, som søstrene havde tænkt sig at sælge, belånt til op over skorstenen. For det andet bliver de mødt af morens “roommate”, Eddy (Ser Anzoategui), som viser sig at være deres stedmor. Hun ejer en tredjedel af baren og nægter at sælge. Baren er den eneste i området, der byder queer-kunder velkomne, og som lokale har råd til i kvarteret, der trues af heftig gentrificering – ikke fra hvide, men fra velstillede latinoer. Lyn og Emmas planer om at sælge baren til en ejendomsudvikler gør dem hurtigt upopulære i området, og gentrificerings-aktivisten Marisol (Chelsea Rendon) beskylder dem for at være »Chipsters« (Chicana-hipstere) og »whitetinas«, der har svigtet deres rødder og opfører sig som privilegerede hvide.
Splittelsen kommer sublimt til udtryk i en scene, hvor Lyn, træt af Emmas krav om at bidrage, er taget på shoppingtur og møder en rig hvid hipsterfyr, der inviterer hende til fest i the Hills. Den eneste anden latino er stuepigen. Lyn lader sig forføre af sine nye venner, men vi ser et strejf af ubehag i hendes ansigt, da fyren jubler over hendes rullende r’er, og en kvinde komplimenterer hendes »Frida-øjenbryn«. Da en gæst kaster op, og en anden bemærker, at hun har ondt af stuepigen, svarer værten, at det skal hun ikke have. »Det er hendes arbejde«. Lyn ser over på den ældre kvinde, der vasker gulv efter dem. De sidder tavst på hver deres side af mellemgangen i samme bus hjem til østsiden.
‘Vida’ fortæller sofistikeret og underholdende om race, klasse og queer-identitet uden at være didaktisk. Serien er skabt af den mexicansk-amerikanske dramatiker Tanya Saracho, der har samlet et forfatterrum udelukkende af latinx. Og man kan mærke autenticiteten. Karaktererne taler spanglish, spiser flan, gennemgår mexicanske ritualer og forhandler konstant deres kulturelle identitet. Hvordan er det at være latinx og queer? Er man mindre autentisk, hvis man er veganer – eller har et velbetalt job?
Samtidig er serien et universelt familiedrama om de komplekse relationer mellem søstrene og mellem mor og døtre, som serien langsomt udfolder, om tilhørsforhold og begrebet hjem og om at acceptere fortiden og nutiden.
Kort sagt:
Med en både universel og specifik historie om to mexicansk-amerikanske søstres hjemkomst til deres gamle kvarter i LA ved morens død fortæller ‘Vida’ sofistikeret og underholdende om latinokultur, seksualitet, klasse og gentrificering. Et forfriskende og livfuldt pust i amerikansk drama