’Skyscraper’: Roland Møllers skurkefjæs stikker ud i poleret actiondrama med The Rock
»Hvis ikke det kan fikses med gaffatape, så har du ikke brugt nok gaffatape«, lyder et hyppigt benyttet lejrslogan på den netop overståede Roskilde Festival. Men det er også et budskab, som Dwayne ’The Rock’ Johnson flere gange formulerer i sin nye film, hvori han både bruger det sølvfarvede klisterpapir til at forbinde sine sår og til at klistre sine hænder fast på ydersiden af verdens højeste skyskraber.
Instruktør og manuskriptforfatter Rawson Marshall Thurber (’Dodgeball’, ’We’re the Millers’ og The Rock-samarbejdet ’Central Intelligence’) har med ’Skyscraper’ lavet sin hidtil mest alvorlige film. Det betyder ikke, at han tager store samfundsproblematikker op til diskussion, men at forekomsten af halvplatte oneliners som ovenstående er blevet skåret ned.
Selvom den velbetalte skuespillers komiske punchlines ikke ligefrem er stimulerende, bliver de ikke udmattende, som det var tilfældet i Brad Peytons ligeledes The Rock-flankerede ’Rampage Out of Control’ fra tidligere i år.
I stil med kæmpeabefilmen er Johnsons hovedrolle i ’Skyscraper’ et muskelbundt med et hjerte af guld. Den tidligere elitesoldat og FBI-agent Will Sawyer hjemsøges stadig af en mislykket redningsaktion, hvori han mistede en kollega og sit ene ben. Iført benprotese arbejder han nu som sikkerhedsevaluator af højhuse.
Hans seneste job omhandler den nybyggede skyskraber The Pearl, skabt af den rige iværksætter Zhao Ming Zhi (Chin Han) i Hong Kong. Uden erfaring med bygninger af den kaliber, er dette en stor chance for den tydeligt nervøse Sawyer. Til at berolige sig har han sin støttende kone Sarah (Neve Campbell) og deres tvillinger, der alle indlogerer sig i den imponerende, men endnu ubeboede konstruktion.
Via lumske grimasser og sms’er under bordet bliver det hurtigt klart, at noget stikker under Sawyers nye karrieremulighed. En ukendt terrorgruppe tager kontrol over The Pearls sikkerhedssystem og sætter ild til den etage, som hans lille familie befinder sig på. Sawyer frames for at stå bag og må nu, med det hongkongske politi på nakken, forsøge at redde sin familie ud af den brændende bygning.
Den tydeligt ’Die Hard’-inspirerede fortælling fører naturligvis til flere spektakulære actionsekvenser, som for det meste udspiller sig i og uden på den titulære skyskraber. Specielt scenerne, hvor kun et reb og en rulle gaffatape afholder Sawyer fra at styrte i døden, giver et ordentligt sug i maven. Hans benprotese bruges desuden flere gange på opfindsom vis – både som kasteskyts, gribekrog og dørstopper.
Manden bag angrebet spilles af vor danske ven Roland Møller, og mens Dwayne Johnson gør det fint, men uinteressant som den heroiske og sympatiske ekssoldat, giver Møller til gengæld en anderledes upoleret præstation.
Danskeren er bedst i ’Skyscraper’, når han er ordfattig. Hans entré sker via et opkvikkende jump scare, hvor hans næve smadrer igennem en væg og tager kvælertag på en prisgivet medarbejder i The Pearls maskinrum. Møller har et eminent skurkefjæs, hvis lumske smil udstråler en ond drillesyge: Man ved ikke, hvor man har ham.
Det samme kan siges om hans levering af Thurbers klichéfyldte replikker. For selvom Neve Campbells Sarah på et tidspunkt beskriver ham som havende »en skandinavisk accent«, svinger han undervejs mellem en dansk, østeuropæisk og sydafrikansk klang.
Men det gør nu ikke så meget. For med et overforbrug af patosstimulerende underlægningsmusik og en poleret facade uden overraskelser savner man under mødet med ’Skyscraper’ mere, der, ligesom Roland Møllers præstation, stikker ud.
Kort sagt:
Roland Møllers sadistiske superskurk er højdepunktet i noget generisk actiondrama, hvor The Rock endnu engang måde rede dagen og sin familie fra den visse død – denne gang på ét ben i en brændende skyskraber i Hong Kong.