Rusko

Den kære konge af fængende bass-riff har på sit nyeste album nok fattet, at dubsteppen har rykket sig gevaldigt meget længere ind på mainstream-territoriet siden hans to år gamle, charmerende debut ’O.M.G!’. Alligevel prøver han på hovedparten af numrene febrilsk at spille en fest op, der for længst er rykket videre.

Jovist får Rusko besøg af en bunke sukkersøde sangsild, hvis anonyme vokaltalenter mikses op med den moderigtige cocktail af melodisk trance og hvinende bass-lines. ’Dirty Sexy’ hører til i den rigtig slemme ende og lyder som en discount-produktion af et dårligt Rihanna-nummer. Fordi Rusko aldrig går af vejen for en frækt skåret wobble-bass og takket være et klichéfyldt 90’er-dance-klaver, skraber ’Somebody to Love’ sig, i den anden ende af spektret, lige nøjagtig sammen til noget, man har lyst til at danse til.

Anderledes problematisk er det, at resten af albummet sidder fast i nogle temmeligt håbløse og totalt overbrugte skabeloner. Kombinationen af storskrydende ragga-MC’s, reggae-grooves og raspende bass-lines har vi ligesom hørt til hudløshed. Og når nu Rusko selv har leveret et par af alle tiders største hit ud i den øvelse, virker det som et lidt dovent og uinspireret træk at gå tilbage til den lyd.

Eneste virkelige nybrud, hvor Rusko får prøvet nye ideer af, er på slow-burneren ’M357’. På med de storladne klavertemaer, et groove i snøvlende tempo samt en klagende vokal, og et pophit, der tør gå hele vejen, er skabt.