‘Robin Williams: Come Inside My Mind’: HBO-dokumentar stikker ikke dybere end Mrs. Doubtfires smilerynker
»O Robin! Min Robin!«, jeg havde glemt dig. Robin Williams, min barndoms ledestjerne i lattermildhed, lune og livslektioner. Som Mrs. Doubtfire eller John Keating i ’Døde poeters klub’ opildnede du til sund fornuft, carpe diem og den evige drømmer i én.
Så forsvandt du, min generations oplysningsmand. På tærsklen til mit voksenliv var du blevet en livløs direct-to-dvd skikkelse, ude af fokus som din karakter i Woody Allens ’Deconstructing Harry’. Hvordan kunne du svinde sådan hen?
Én udlægning får man i de sidste 10 minutter af den nye HBO-dokumentar ’Robin Williams: Come Inside My Mind’: Familiefilmens topatletiske ordsprutter gik langsomt i stå i kampen mod den sjældne Lewy body demens og senere Parkinson. Er du til den lægevidenskabelige forklaring bag Williams’ selvmord i 2014, så læs beretningen fra Williams’ tredje og sidste hustru.
Men hvad med os, der stadig ikke begriber, hvordan en af 90’ernes mest elskede skuespillere – på nær to horisontudvidende mørkemandpræstationer i 2002 – fuldstændig mistede sin mojo i det nye årtusinde? Havde folk fået nok af Williams’ tippen over imod det flødeskumsindsmurte patos i ’Patch Adams’? Eller var der andre mere dunkle grunde til Williams’ stivnede smil?
Meget dybere end til komikerens smilerynker kommer instruktøren Marina Zenovich ikke i sin biografiske dokumentar. På trods af en lovende titel og åbning balancerer den på grænsen til at være glorificerende hagiografi.
»Ladies and gentleman it’s time to pump neurons. We are about to enter the domain of the human mind«, annoncerer Robin Williams brummende i dokumentarens indledning. Dernæst får vi et kendt klip fra Williams’ optræden i ‘Inside the Actors Studio’. Værten James Liptons undren over, om Williams mon tænker hurtigere end os andre, udløser en rablende og selvbeskuende magtdemonstration af Williams’ accelererende tankevirksomhed.
Vil Zenovich virkelig føre os ind bag latteren og de blåmelankolske øjne, helt derind, hvor mødet med mørke dæmoner opstår? Ikke rigtigt.
I stedet for mørkets sind, guider Zenovich os gennem Robin Williams’ liv på traditionalismens kronologiske sti med et fyldigt arkivmateriale og et par velkendte talking heads som David Letterman og Billy Crystal.
Zenovich fortæller historien frem for at fortælle personen. Tynde såler går an til denne jævne livstur. Ligesom i sin ’Roman Polanski: Wanted and Desired’ mangler Zenovich et skarpere snit og fortællermæssige fremhævelser i omgangen med Hollywood-materialet.
Det er vist historien om den ensomme dreng, der bare ville få sin strikse far til at grine, og fandt sin forløsning i improvisationskomikkens rollespil, som siden skulle lægge hele verden flad af grin. Lidt skyggesider får vi også i Williams’ misbrugstendenser af alkohol, stoffer og omverdenens latter som narkotikum.
Ligeså snart det bliver en kende ubehageligt indgående, bringer Zenovich os tilbage i det muntre hjørne med klip fra Williams’ komiske bedrifter tilsat oversentimentale lyse toner. Det er en spøjs, men også ærgerlig parallel, at Zenovich benytter sig af humor til at afmontere alvoren – ligesom Williams nok gjorde det meste af sit liv.
Usikkerhed, ensomhed og behagesyge føles som nøgler til at forstå den grædende klovneside af Robin Williams. Kun enkelte steder er kollegaen Steve Martin, Monty Python-medlemmet Eric Idle, makeupartisten Cheri Minns og Williams’ halvbror inde at reflektere over hans skrøbelige sind.
Personligt tænker jeg på Robin Williams som et mentalt overmenneske, der i mismodet over de få associative ligesindede forfaldt til simple følelser for ikke at være alene. Som Geni i lampens fangenskab. Han blev opslugt af det middelmådige og opgav til sidst at kæmpe sig tilbage, inden sygdom umuliggjorde et comeback. Det er kun hypoteser.
Måske man burde læse David Itzkoffs eftersigende undersøgende biografi ’Robin’ for at blive klogere på, hvor barndommens »O Robin! Min Robin!« forsvandt hen?
Kort sagt:
Fair, at Robin Williams’ punkenergiske imitationsmaraton gjorde ham svær at nå ind til. Falsk varedeklaration, at Marina Zenovich’ dokumentar med dens titel ikke er mere end et velmenende, romantiske diasshow med Wiki-information.