Anthony Rochester

Der er ikke meget djævel over tasmanske Anthony Rochester – i hvert fald ikke, hvis hans personlighed afspejles i hans musik. Rochesters andet album er vitterlig et helt igennem behageligt og afslappende album, der, som titlen antyder, egner sig fortrinligt til en doven søndag hjemme i dagligstuen i selskab med avisen eller en god bog.

Rochesters lydbillede, der er omhyggeligt bygget op af delikate lag fløjte, violin, klaver, akustisk guitar, Hammond og skæve synthfigurer, danner klokkeklare referencer til 60’ernes franske pop-maestro Serge Gainsbourg og placerer Rochester et sted imellem britisk-franske Stereolab og franske Bertrand Burgalat. Oven i hatten er der også et nordisk islæt over tasmanierens musik, hvilket ikke er en ren tilfældighed, for Rochester har på albummet blandt andre hentet hjælp fra norske Micromars.

Easy Listening-stemningen holder ved hele albummet igennem – og der er ikke den mindste slinger i valsen, hvilket desværre også giver anledning til en del kedsomhed på vejen. Som vokalist lyder Rochester en stor del af tiden som en mandlig pendent til Stereolabs Laetitia Sadier. Men hvor Sadiers kølige, tilbagelænede vokal finder sig yderst godt til rette inden for Stereolabs rammer, bliver Rochesters til tider så nasal, flad og livløs, at det grænser til det irriterende.

Hans instrumentering er derimod upåklagelig, og da han på pladen spiller størstedelen af instrumenterne selv og derudover selv har produceret, beviser han, at han er en særdeles kompetent multiinstrumentalist og producer. Måske en gæstevokalist eller to burde være næste skridt for den tasmanske tørvetriller.