Kindness

Friske kombinationer er altid velkomne. Og når Adam Bainbridge debuterer med en blanding af moderne lo-fi-pop og retroficeret funk og disco, smager det som udgangspunkt spændende, men med en eftersmag, der ikke er komplet enig.

Æstetikken er dog ligeså ren som dine forældres hus efter en forårsrengøring. Slappe baslinjer, soveværelses-feel lo-fi-style, men alligevel med en underspillet danseappel på de fleste numre, som emmer af DFA’s stilsikre opdatering og omrokering af fortidens klubmusik. Og så har Cassius’ Philippe Zdar for resten produceret, bare lige for at putte krymmel på isvaflen.

’Gee Up’ er en ultra-funky popsag, ’House’ en pianofyldt, og ja houset, downtempo-ballade, mens ’That’s Alright’ fungerer som en slags krydsning mellem Prince-klingende guitarlicks, Sugarhill Gang og maniske KLF, endda med en gang saxofon oveni. Det kan måske virke som den nemme måde at løse gåden på, men Kindness’ musik er virkelig den slags, som dechifreres gennem sine utallige referencer. Og netop der bliver helhedsbilledet enten for uoriginalt eller for rodet.

Her er masser af gode sange at hente, glem ikke højdepunktet ’Cyan’, men også masser af ufærdige ideer og lidt for meget form. Der er for mange funkjams, for mange sange, der bevist udvikler sig af snørklede stier, og for få af de lækre popnumre, som gemmer sig i løbet af albummet og hver gang hiver humøret ti point i vejret. For så snart overraskelsen over det funky udgangspunkt har lagt sig, er det nemlig disse, der gør eftersmagen sød modsat forglemmelig.