Utah
“Det [er] en kilde til forundring, hvorfor bandet ikke har fået større anerkendelse end hidtil”.
Sådan skrev Soundvenues anmelder om Utah i forbindelse med udgivelsen af deres første demo i starten af 2004. Her over et år senere, er undertegnede fuldstændig enig og fuld af forundring over pladeselskabernes tornerosesøvn!
Utah har nu udgivet deres anden demo-EP, som byder på seks nye skæringer fra den dyre ende af menukortet. Vi taler først og fremmest om en imponerende vokal fra forsanger Jesper Both, men i lige så høj grad nogle meget velproducerede sange, der er stramt spillet i deres på én gang legende lyd og gennembearbejdede opbygning.
Sammenligningen med bands som Radiohead og Grandaddy må efterhånden hænge Utah langt ud af halsen, så den skal kun nævnes for at give nye læsere en ide – og så fordi den fortæller noget om hvor højt et niveau drengene fra Skanderborg bevæger sig på.
Jesper Both er ikke lige så sfærisk og langt ude i registrene, som han var det på forrige EP, hvilket viser en moden udvikling mod et mere direkte udtryk, men samtidig kan give et vist afsavn fra de mere umiddelbare og emotionelle faser i sangene. Der er så få sangere i Danmark, ja i verden, der har evnen til at være teatralske uden at det bliver for meget, så når nu Both har talentet til at holde balancen, er der ingen grund til at neddrosle det så markant.
Udover titelnummeret ‘Break the Mould’ er EP’ens store højdepunkt sangen ‘Peace of Mind’, der trods den mere firkantede vokal, som går igennem på det nye udspil, stadig viser en gennemført professionalisme med henblik på sangenes iderige opbygning. Det nummer er i en klasse, hvor der er dømt rulletekstmusik til årets smukkeste film og lyrikken er helt i top med linier som “Sad boy, yeah, sad boy/ dreaming with your left foot, yeah, your right foot/ throwing all your insides up for grabs”. Et dansk svar på Radioheads ‘Karma Police’.
Mysteriet om hvorfor Utah aldrig er blevet signet kan måske netop hænge sammen med ovennævnte. Gruppen laver smukke sange, der på den ene side ikke indebærer aparte sidespring, såsom mandolinsoloer eller laptop-knas og på den anden side er tilpas intelligente til ikke at være rendyrket overfladepop. At lyden er mere amerikansk end engelsk, gør det heller ikke let på det angelsaksisk begejstrede danske indie-marked. Men ingen af disse betragtninger kan ændre det faktum, at det både er effektivt, langtidsholdbart og særdeles god rock der kommer ud af kvintetten.
Kan Utah mikse de storslåede, fantasifyldte eposer fra første EP med den mere direkte modne lyd på denne udgivelse, er der lagt i ovnen til et storslået debutalbum, når vækkeuret ringer i den danske pladebranche.