Clark

For nylig fortalte forsangeren fra et dansk band mig, at han ved indspilningen af deres kommende album stod i et dilemma mellem ønsket om stilren konsistens og hans egen utålmodighed, der trak indspilningerne i flere forskellige retninger. Nu har jeg lyst til at give ham det råd at lytte til den elektroniske producer Chris Clarks nyeste album, hvor overraskende og farverig diversitet er kombineret særdeles behændigt med en klar, rød tråd.

Den røde tråd består ganske enkelt af en akustisk guitar, der indtager en tilbageholdende men dog afgørende position. Ofte ligger den i baggrunden med et sommerligt fingerspil af melankolske akkorder (‘Tooth Move’ og ‘Open’), nogen gange hidses den op (‘Henderson Wrench’ og ‘The Pining pt2’), og andre steder er den helt væk, men har en stedfortræder i kraft af en synthesizer (‘Com Touch’) eller et klaver (‘Black Stone’), der indtager den samme kompositoriske funktion, som guitaren havde på de andre numre.

Resultatet er en gang interessant folket og akustisk fokuseret electronica, der kan vække minder om Nicholas Jaars debutalbum fra sidste år. Rundt om guitaren hænger så de vidt forskelligartede elementer, der kravler i hver deres eventyrlige retning: En pludselig og voldsom elektrisk guitar, intelligente og sløve sangstemmer fra Clark selv og Martina Topley-Bird, kosmiske klangflader, eller overraskende rytmeskift, der ville være Rustie værdige.

Kombinationen giver en smuk balance mellem det hjemlige og det udsvævende, som klogt og venligt åbner lytterens fantasi og gør albummet til en eksemplarisk blanding af musikalsk diversitet og konsistens.