Hun har spillet varulv i ’Angel’, detektiv i ’Chicago Fire’ og en af Adam Drivers Broadway-pals i ’Girls’, men alligevel definerer hun sig selv som en actr-ish, en lige-ved-og-næsten skuespillerinde, der aldrig helt formår at bryde igennem. Hun har giftet sig med Jason Biggs, der mindeværdigt knallede æbletærten i ’American Pie’, og som til stadighed bliver opdaget på gaden overalt i hele verden, hvilket irriterer hende. For nok får hun serveret den ene lækre æbletærte efter den anden på husets regning, men hun er jaloux på hans berømmelse.
»På en eller anden måde blev han personificeringen af min manglende succes«, fastslår Jenny Mollen, bestiller et glas hvidvin på flydende tysk og kigger fra berlinerrestaurantens høje, blanke vinduer ud mod Tiergartens grønne glansbillede.
»Da vi begyndte at date, vidste jeg ikke, at vores forhold ville få mig til at føle mig som en ubetydelig, usynlig fiasko. Jeg blev hurtigt den her pige, der bare stod ved siden af Jason, og folk gik kun op i, om jeg kunne finde ud af at bruge kameraret på deres telefon«.
Godt nok nyder hendes mand større anderkendelse end hende, men hun har nu alligevel formået at lande en indbringende karriere. Da Hollywood nægtede at bukke og neje for hende, åbnede Twitter og senere Instagram sig som et andet Sesambjerg til berømmelse. Hendes game var så stærkt, så underholdende, at hun scorede et par bogkontrakter og en ny løbebane som essayforfatter for Cosmopolitan, Glamour og Playboy.
Erindringsbøgerne ’I Like You Just the Way I Am’ og ’Live Fast Die Hot’ sendte hende til tops på salgslisterne og gjorde hende til en New York Times-bestsellerforfatter i løbet af no time. Bøgerne fungerede som hendes tankeskraldespande, hvor hun ironisk harcelerer over de ting, der er galt med verden, og de folk, der bebor den, og de er bestemt ikke for de snerpede eller de sarte. Hun skriver med en så sjældent set bramfrihed, at man næsten får kaffen galt i halsen.
Hun er en original, der igen og igen roder sig ud i de mærkeligste, pinligste situationer, og man bladrer gennem siderne, mens man krummer tæer og holder vejret. Forestil dig Frank fra ’Klovn’ på coke.
Body shots med mor
Til dagligt bor hun i Tribeca, New York, med Jason og deres to små drenge, men familien er i øjeblikket på ferie i Berlin. Faktisk har hun en never-ending kærlighedsaffære med Tyskland. Hun boede i delstaten Baden-Württemberg på et tidspunkt med sin ekskæreste, som hun kalder en miniudgave af Joseph Fiennes, og er kommet der så meget siden, at hendes ældste søn nu også kan tysk.
Jenny voksede op i et hjem, hvor hun blev overstrålet. Hvor hun gik i ét med tapetet eller fyldte i baggrunden, for da hun kom til, var familiens hovedroller allerede besat. Og derfor skal hun gerne indrømme, at hun håbede på Jasons fald, da de først lærte hinanden at kende. Ikke fordi, hun ikke kunne lide ham. For det kunne hun. Man han var kendt. Og det var hun ikke. Og hun ville også være i fokus. Bare én gang.
»Min mor er en narcissistisk kærlighedsjunkie og min far en kontrollerende egocentriker, og derfor blev jeg selvfølgelig aldrig set«, siger hun.
Hendes mor var typen, der fik sine brystvorter piercet foran Jennys kæreste og pålagde hende at få et falsk ID, hvis altså de fortsat skulle hænge ud sammen. Ifølge alle var hun the fun mom, men når hun gentagne gange fik promoveret til et middagsselskab, at Jenny have givet sin fisse en »mohawk«, var det altså ikke altid så cool.
Min mor er en narcissistisk kærlighedsjunkie og min far en kontrollerende egocentriker
»Min mor var aldrig en autoritetsfigur. Hun var mere den der irriterende ven, der kom forbi med to fremmede fyre og lavede body shots på min sovende værelseskammerat kl. 03 på en onsdag«, griner hun bittersødt og kigger ned på sine sortlakerede negle.
Hendes mor er som en muse, hvis stemme summer højlydt i Jennys hoved, men selvom hun kan genkalde sig vanvittige røverhistorier, der tager sig godt ud i humoristiske essays, er det ikke altid en god ting. Stemmen minder hende også om en syngende lussing.
»På et tidspunkt sagde min mor, at hun ikke længere vidste, hvordan hun skulle være mor, og det har hjemsøgt mig lige siden. Og hun kan nok ikke engang huske, at hun har sagt det«.
Jenny kunne ikke fastholde sin mors opmærksomhed på samme måde, som morens mange mænd kunne det, og som en anden flytning blev hun deporteret til Phoenix for at opfylde sin succesfulde fars følelsesmæssige behov.
»Min ungdom blev mere eller mindre brugt på en tandemcykel med min far. Jeg havde ikke tid til at være ung, for jeg havde travlt med at gætte hans lyster og behov«.
Og nu står hun altså igen i skyggen af en mand.
»Jason synes selvfølgelig, at min jalousi er åndssvag. Han siger altid, ’Jenny, jeg er ikke din far. Du har absolut intet at føle dig truet af’«.
Korte shorts og kokain
Jenny bliver aldrig pinligt berørt. Det er ganske enkelt ikke et parameter, hun arbejder med, for begge hendes forældre gik så meget op i sig selv, at de aldrig reagerede på hendes vildskab, hendes bramfrihed. Og hun er nu en af de der skøre kællinger (hendes egne ord), der ikke kan tåle at blive ignoreret og derfor lader en strøm af tankemylderbæ vælte ud af sig for opmærksomhed.
Med sit life is too short for bullshit-manifest omfavner hun sin indre psykopat og er ikke bange for at agere på virkelige følelser og skildre sig selv som, tja, skør, for mens tidligere generationer brændte bh’er af og blødte i klude, kæmper Jenny for noget andet. Ærlighed. Mere af det. Ligefremhed. Yummy.
Hun er langt fra bange for at udstille sig selv, for det keder hende, når nutidens kvinder kun stræber efter perfektion.
Selvom vi dater klubpromotere, går i korte shorts og lejlighedsvis sniffer en bane kokain, falder vi fra hinanden
Alligevel ligner hun selv en, der er blevet airbrushed. Hendes makeup er ikke smeltet i den varme sommersol ligesom resten af restaurantens. Hendes hår bølger lyst, som havde det været forbi en blow dryer-salon for ti minutter siden, og hendes sortprikkede kjole ligner et filmkostume.
På trods af hendes smukke, fejlfrie ydre kalder hun sig selv for et usikkert rod, der tyer til Botox og ikke lægger skjul på det, for når spejlet fanger hendes refleksion, begynder hun langsomt at se sin far med en paryk. Hun hader, at kroppen ældes.
»Selvom vi gør vores bedste, dater klubpromotere, går i korte shorts og lejlighedsvis sniffer en bane kokain på et offentligt badeværelse, bliver vi ældre og falder fra hinanden. Samfundet og vores småklamme onkler ser os ikke længere som et saftigt stykke kød, der lige har afsluttet college og stadig kan gå uden bh«.
Det lyder måske dobbeltmoralsk, men de fleste i Hollywood bruger Botox, Restylane og andet godt fra slikbutikken, selvom de færreste står ved det. Men det gør Jenny. Står ved det. Hun er ligeglad, for hun vil se lækker ud, indtil hun dør, og hvis det gør hende til en kælling, der lader massemedierne diktere hendes selvværd, så bærer hun den titel som et æresmærke.
Skør og sjov
Jenny lader ikke som om, at hun ikke er skør. For det er hun.
»Men skør er alligevel bare et ord, som kedelige mennesker bruger om sjove. Og jeg er virkelig, virkelig sjov«, erklærer hun.
Og det kan der måske være noget om, for med fortællinger om Dr. Carl (alias), Jennys selvudnævnte dad-husband-psykolog, lægger hun tonen i sin første bog ’I Like You Just the Way I Am’ og skriver underholdende om, hvordan hun fakede et bryllup for at møde hans forlovede, der arbejdede som bryllupsplanlægger. Han vidste alt om hende, og hun intet om ham, og det kunne ikke være rigtigt. Hvordan så hans bil for eksempel ud? Hvor stor var hans penis? Var han hemmeligt forelsket i hende?
Nogle gange kan hun godt fortryde noget af det, hun skriver, men så er det for sent. Hun aner ikke, hvordan folk tager imod det og sammenligner det med at rende splitterravende nøgen rundt. Det er et sindssygt skræmmende adrenalinkick, men omvendt har hun intet at miste.
»Jeg tænkte, ’okay, nu fortæller jeg bare hele verden, at jeg hyrede en luder til Jason, og så må vi se, hvad der sker’«.
»Undskyld, har I noget imod, hvis jeg lader min telefon op her?« afbryder en ung, smuk kvinde med en elektrisk eyeliner.
»Nej, overhovedet ikke – hvis altså jeg må stjæle den lidt«, svarer Jenny Mollen grinende.
»Ja, selvfølgelig«.
»Fantastisk. Vent… Det her må da være meant to be. Jeg kiggede lige på min telefon, og den var død, og så kommer du. Genialt! «
»Hvor var vi, nåh ja, sex«, fortsætter hun.
Så forkert, at det føltes rigtigt
Amerika er bygget på puritanske værdier, og næsten alt er ifølge Jenny gennemsyret af en religiøs understrøm, der blandt andet forvandler sex til et tabu, og det er en af de ting, hun gerne vil lave om på med sin ligefremhed.
Egentlig ser hun ikke sig selv som et særlig seksuelt væsen, men alligevel er hun ikke bleg for at skrive, hvordan hun har kradset sæd væk fra sin navle, tigget Jason om at putte en Pellegrino-flaske op i hende eller, ja, i mangel på bedre idéer købt en luder til ham i fødselsdagsgave.
»Jeg bestemte mig for, at en luder bare gav bedst mening. Det var ikke noget, han allerede havde, det var ikke noget, han ville købe selv, og hvis alt gik, som det skulle, var det ikke noget, der ville fylde i vores kælder de næste fire år«.
På et tidspunkt ville jeg hellere klemme pus ud af Jasons huller i ørene end have sex
Det var så forkert, at det nærmest føltes rigtigt, og inden hun fik set sig om, satte Vegas-luderen Keisha et kondom fast på Jasons halvstive penis og gav ham et blowjob for 600 dollars, mens Jenny kiggede på og spiste Kettle-chips fra minibaren.
»Keisha ville ikke gå ned på mig, og det hadede jeg hende i al hemmelighed for. Jeg var trods alt i bedre form end Jason og glat som en delfin«.
For tiden taler hun ikke ret meget om sex, »mest fordi vi ikke har noget«, som hun indskyder det, men da hun var nygift og følte sig fanget i forholdet, krydrede hun, ud over Keisha, også sit sexliv med ’Fifty Shades of Grey’-inspiration.
»Ligesom alle forhold udviklede vores sig til noget mere stabilt. Og på et tidspunkt ville jeg hellere klemme pus ud af Jasons huller i ørene end have sex. Misforstå mig ikke, jeg har stadig lyst til min mand, men jeg havde ikke motivationen til at gøre noget ved det. Det er lidt ligesom at bruge løbebåndet: Fantastisk og givende, når det er overstået«, ler hun, tager en tår af sin hvidvin og fortsætter:
»Og det hjælper måske heller ikke, når han kalder mig ind på badeværelset for at vise mig, at han har skidt mine initialer«.
Så pludselig stod hun nede i sexbutikken og købte brystvorteklemmer, penisringe, to kæmpe vibratorer og et kostume i latex.
»Monogami kan føles kvælende, og jeg ville bare gerne prøve sjove ting«.
Et mentalt fængsel
Livet er ikke altid lutter lagkage, og selvom Jenny Mollen gør de fleste fortællinger sjove, rummer flere af dem en alvorlig undertone. Humoren er en måde at beskytte sig selv. Det er hendes måde at arbejde med smerte på.
For mere end et årti siden blev hun gravid ved en fejl. Hun havde lige mødt Jason og havde på ingen måde en hot fantasi om morlivet. Tværtimod. Hun arbejdede næsten ikke, og hun var kun fem måneder fra at fylde 29, hvilket praktisk talt var 30, hvilket praktisk talt var død. Hendes liv var forbi, og hun kunne ikke helt forstå, hvordan hun var endt i den her situation.
»Jeg kan svagt huske, at jeg tog ecstasy i juleferien og lod Jason komme inden i mig, men jeg skyllede en fortrydelsespille ned med morgenmaden, så jeg kunne umuligt være gravid«, genkalder hun.
Dagen efter stod hun på et ben og lavede en ’Screamin Semen’ på ski i Vermont, du ved, sådan noget med at krydse benene i luften, for det her var ikke, hvad hun ville. Omvendt var Jason ikke en eller anden tilfældig fyr, hun havde knaldet på en parkeringsplads, og hun ville ikke risikere at miste ham ved at få en abort.
Efter tre måneder stoppede babyens hjerte dog med at slå. Hun aborterede og leverede et humoristisk essay til Cosmopolitan, der fik stor omtale.
Og det er langt fra første gang, hun har tacklet modgang på den måde. Hun har kæmpet med spiseforstyrrelser det meste af sit liv og skriver så detaljeret om det, at det nærmest føles, som om man selv stikker en finger i halsen.
»Når jeg havde indtaget hele bordets kulhydrater, gik jeg ud på toilettet og stak hele knytnæven i munden. Efter min tid i afvænning havde jeg med succes overbevist alle om, at jeg havde overvundet min anoreksi. Sandheden var, at afvænningen gjorde mig til en endnu bedre anorektiker. Halvdelen af hospitalet var tyndere end mig, så jeg var nødt til at lære nye tricks for at følge med, og et af de her tricks var bulimi. Ifølge min roommate dengang kunne man spise alt det, man ville, så længe man kastede det hele op igen inden for 30 minutter. Hvis der gik længere tid, ville man absorbere sukkeret, fedtet og følelserne. Det føles lidt som at arbejde sig til en orgasme. Man kører ganske enkelt bare hånden frem og tilbage, indtil man eksploderer«.
Med tiden mistede hun sin menstruation, det meste af sit hår og hele sin omgangskreds. Hun ved ikke, om det er alderen, terapi eller antidepressivstoffet Sertalin, der hjalp hende videre, men mørket ophørte, og det er vigtigt for hende at fortælle.
»Når man har en spiseforstyrrelse, føles det, som om man aldrig kommer ud af det. Man er fanget i et mentalt fængsel. Man får muligvis lov til at leve sit liv, men man vil altid tænke på mad, og mad vil altid kontrollere en«.
Stoffer på Netflix
Jenny Mollen er ikke nem at tæmme, og guderne skal vide, at Jason har prøvet.
»Jason er typen, der spiller efter bogen og forventer, at jeg skal gøre det samme. Da vi blev gift, fik han mig til at love, at jeg ikke længere ville lade som om, at jeg er blind, døv, en engelsk tutor eller diabetiker for at gøre mit liv nemmere«, griner hun.
Det blev dog mere, end Jenny kunne holde, og hun har siden sat ham i et par uheldige situationer, som da hun ulovligt sneg hunden Mr. Teets med om bord på et fly og fakede et krampeanfald, da det blev opdaget. Hun gav straks hunden en »I’m working«-blindevest på og bad piloten om lov til at springe køen over i JFK.
Sønnen Sid har dog givet tæmningen et reelt skud. Han hijackede hendes liv og ’sluttede’ festen. Og fyren, der engang introducerede hende til kokain, drak nu i al sin faderlighed kun mocktails. Jasons ædruelighed irriterede hende egentlig ikke. Det var mere, hvad den repræsenterede. Hun var nødt til at blive ansvarlig, bruge tandtråd og sende takkekort.
Det er så trist at vide, at man vil såre og skuffe det her lille menneske
»Jeg var ikke klar til at blive en rollemodel, fordi jeg stadig forestillede mig at blive opdaget i indkøbscenteret og blive en rigtig model. Eller i det mindste en ’Top Model’. Jeg var 35, men mine bryster var kun 18«.
Hun var bange og følte sig ussel, for hvordan kunne hun blive en god mor, når hun ikke selv havde haft en?
»Den sørgelige sandhed er, at vi alle kommer til at skuffe. Uanset hvad vi gør, vil vi fucke et eller andet op, og der kommer en dag, hvor vi er nødt til at undskylde for at gøre det bedste, vi kunne. Og det er virkelig ødelæggende. Det er så trist at vide, at man vil såre og skuffe det her lille menneske, og det havde jeg svært ved at acceptere«, siger hun.
Jenny kastede sig ud i det ene eventyr efter det andet for at blive værdig til sønnens kærlighed, og da hendes veninde Chelsea Handler spurgte, om hun vil med ud i den peruanske jungle for at drikke en hallucinerende te, tænkte hun straks: »Yes!« Det her kunne udvikle sig til en sjov historie, hun kunne dele med Sid, når han blev lidt ældre. Det kunne gøre hende til en spændende mor, der måske en dag kunne sammenlignes lidt med den beskrivelse, Jennys venner engang brugte om hendes mor. Og så gjorde det jo heller ikke noget, at det blev filmet og vist på Netflix (tjek ’Chelsea Does’ ud).
Da stofferne tog til, var Sid det eneste, Jenny kunne se for sig. Som en svedende åbenbaring gik det op hende, at hun allerede var nok for ham, at hun ikke behøvede at være mere. Hun skulle bare være til stede.
»Jeg ville gerne forblive interessant. Sid skulle se mig som succesfuld, og han måtte aldrig føle, at han alene var ansvarlig for min lykke. Jeg ville være et eksempel for ham og vise ham, at hvis han gør det godt, kan han også ende med at tage stoffer på Netflix«.
Hun rejser sig og siger på vej ud:
»Ser du, mens jeg havde travlt med at perfektionere mit image, bestige bjerge, slå drager ihjel og gøre alt for at bekæmpe mine følelser af usselhed, så Sid mig allerede som en helt«.
Læs også: Interview med Roland Møller: »The Rock er så perfekt, at man får lyst til at sparke ham i kuglerne«