Kashmir

Efter succesdokumentaren ‘Rocket Brothers’, der var et indblik i arbejdsprocessen, venskabet og sammenholdet hos nogle af Danmarks største rock-darlings, er instruktør Kasper Torsting tilbage med kameraet rettet mod bandet. Denne gang er det dog en helt anden genre, nemlig en meget ren koncertfilm optaget over to dages koncerter i Vega sidste år.

Med hjælp fra profesionelle filmfotografer, 10 kameraer, lækker 16 mm film og en dygtig klipper, forsøger Torsting at lade os være helt tæt på selve udladningen af musikken. Vi er på scenen, på gulvet blandt publikums kalppende hænder, på balkonen og i det hele taget rundt om de fire musikeres optræden i langsomme, indlevende billeder. Man kan se at der er foretaget nogle meget bevidste valg og at optagelser er ‘staget’ med nøje overvejelser angående lys og scenografi.

Der hvor filmen er stærkest, er i skildringen af de forskellige personer, der udgør enheden i Kashmir. Det er Kasper Eistrups spil med publikum, det er Mads Tunebjergs karakteristiske, vuggende fjæs med cigaretten hængende i mundvigen, som en anden rock-cowboy i jakkesæt. Og det er Asger Techaus fantastiske trommerier, som man bliver endnu mere benovet over, når man pludselig får lov at kigge med over skulderen.

I forhold til andre danske koncertfilm, undertegnede har set på dvd, er det tydeligt, at dette er en dyr og gennemtænkt produktion. Torstings ambition om at lade kameraerne hvile ved detaljerne, giver mange fine øjeblikke og flotte billeder. Det er en film, hvor man hele tiden kan trykke pause og have et smukt komponeret stillbillede på skærmen.

Men det gennemtænkte bliver også lidt en hæmsko. Man får indtrykket af, at bevidstheden om optagelsen, hæmmer den kaotiske gnist, der ellers kan herske ved Kashmirs koncerter. Vi tages ikke helt med ud over scenekanten musikalsk eller filmisk. Tilfældigvis var jeg selv tilstede ved én af koncerterne, og her følte jeg også at de sidste 10 procent manglede. Som om det var lidt for planlagt – lidt uforløst.

Det skal dog ikke overskygge, at filmen er et dokument over, hvor velsammenspillede Kashmir er som band. Sange som ‘Big Fresh’, ‘Surfing the Warm Industry’ og ‘Lampshade’ minder én om, hvorfor vi kan være stolte af drengene fra Kastanievej Efterskole. Sidstnævnte sang er så absolut koncertfilmens perle, med et langt skud der bevæger sig langsomt og smukt rundt på scenen, først om Eistrup og så resten af gutterne, da de falder ind i sangen. Her er det også som om, at de for engang skyld lader de umiddelbare følelser styre spil og sceneoptræden fuldstændigt.

Andre lækre øjeblikke, er publikums benovede og dybt sigende ansigter – dem kunne der godt være flere af uden at fokus dermed fjernes fra bandet.

På falderebet skal der lyde et lille hjertesuk, for selvom der i filmens titel er lagt op til, at vi skal se nyere numre, mangler der bare et par af de gamle perler fra ‘Travelogue’ og ‘Cruzential’. Det havde bestemt ikke ødelagt totalindtrykket, selvom den periode måske er fy-fy i bandets nuværende selvopfattelse.

Musikken fra koncerten (samt to numre, der ikke vises på dvd’en) medfølger på en cd.

Kashmir. 'The Aftermath'. Album. Sony BMG.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af