Mens langt det meste af Hollywood bakker op om MeToo-bevægelsen, trækker den berømte og berygtede Lindsay Lohan i en anderledes kontrær retning. Hun mener ikke, at der er grund til at gøre »en ting« ud af de seksuelle krænkelser, som en lang række kvinder i filmbranchen det seneste års tid er stået frem med.
Udtalelserne falder i et interview med den britiske avis ’The Times’ i forbindelse med Lohans rolle i anden sæson af den aktuelle britiske komedieserie ’Sick Note’ (med Harry Potter-skuespiller Rupert Grint i hovedrollen). Interviewet gav anledning til flere bekendelser fra skuespillerindens side, heriblandt flere kontroversielle udtalelser omkring tidens MeToo-historier.
»Jeg kommer til at hade mig selv for at sige det her, men jeg synes, at når kvinder taler om de her ting (MeToo-sager, red.), så kommer de til at se svage ud, selvom de er nogle meget stærke kvinder«.
Lohan lægger i interviewet ud med at sige, at hun ikke selv har været udsat for oplevelser, som falder inden for MeToo-regi, men fortæller efterfølgende om en hændelse på optagelserne til ’The Canyons’, hvor instruktør Paul Schrader skulle have smidt tøjet for at mindske Lohans nervøsitet omkring en nøgenscene. I interviewet fastholder Lohan, at hun ikke anser Schrader-episoden som MeToo-relateret.
Anden sæson af ’Sick Note’ kører på den britiske kanal Sky Atlantic og kan på nuværende tidspunkt ikke streames i Danmark.
Læs også: Harvey Weinstein har én støtte i Hollywood: Lindsay Lohan
Læs også: Netflix laver nye regler efter #MeToo: Du må ikke kigge på din kollega i mere end fem sekunder